Flere og flere skolebørn er dødtrætte
12.8.2026 10:06:36 CEST | Aarhus Universitet: Arts | Pressemeddelelse
Trætte skolebørn er et stigende problem over hele verden. Det går ud over deres læring. Ny forskning fra DPU, Aarhus Universitet viser, hvor meget læring der går tabt, fordi eleverne møder søvnige i skole.

Gaaaaab! De er trætte, når klokken ringer ind. Og det er de over hele verden. Sandsynligheden for, at en skoleelev selv angav, at vedkommende er træt hver dag, steg med 75 % fra 2016-2023.
På baggrund af data fra de internationale undersøgelser, PIRLS og TIMSS, der sammenligner skoleelevers kompetencer inden for henholdsvis læsning og matematik og natur/teknologi, kan forskere fra DPU se, at flere trætte skolebørn er hverdag i mange lande. Hele 39 skolesystemer i lande fra Europa, Nordamerika, Asien, Afrika og Oceanien er med i undersøgelsen, som også viser, at når man går træt i skole, så går det ud over læringsudbyttet:
"Det koster eleverne næsten et halvt års faglig læring i matematik, naturfag og læsning at møde trætte op hver dag. Så kundskabskrisen kan ikke alene løses i skolen, eleverne skal også møde veludhvilede frem", siger Christian Christrup Kjeldsen, lektor på DPU, Aarhus Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen.
Trætheden bliver værre år for år
De nye resultater er publiceret i det videnskabelige tidsskrift, Educational Psychology, Policy and Practice. Sammenhængen mellem søvn og præstation i skolen er ikke ny – det har forskere undersøgt i over 100 år, og det er heller ikke nyt, at det ikke er alle børn, der får søvn nok.
”Det nye er, at det stabilt bliver værre år for år – konsekvent, på tværs af alle lande. Sandsynligheden for, at en elev møder træt op hver dag, er steget otte procent om året siden 2016. Det lyder måske ikke af meget, men det akkumulerer. På syv år er andelen af elever der møder trætte hver dag vokset med 75 procent. Det er ikke en tilfældig variation. Det er en systematisk global udvikling og det kan derfor ikke forklares med lokale skolepolitikker alene,” siger Christian Christrup Kjeldsen.
For lidt søvn forstærker social ulighed
De elever, der var trætte hver dag, var dårligere til at løse opgaverne. Deres testresultater var markant dårligere. Og det er vel at mærke efter der var taget højde for alder, køn og socioøkonomisk status.
Og samtidig kunne forskerne se, at det er de elever, der i forvejen har et dårligt udgangspunkt, der oftest er trætte:
”Vi kan se det direkte i data: jo færre bøger derhjemme - som er vores mål for socioøkonomisk baggrund – jo oftere er eleverne trætte, når de møder skolen, og jo dårligere klarer de sig fagligt. Træthed er med til at forstærke den sociale ulighed. Så de børn, der i forvejen har en udfordret hjemmebaggrund, betaler dobbelt pris”, siger Christian Christrup Kjeldsen.
Problemet bør adresseres politisk
Forskerne opfordrer til, at træthed betragtes som et problem, der skal adresseres politisk på enten nationalt eller lokalt niveau, forældre kan ikke løse problemet alene. Der er brug for strukturelle tiltag, der kan sikre, at elevers velvære og ikke mindst søvnbehov kan forbedres. For det er svært at sætte fingeren på præcis hvad der er årsagen til den stigende træthed i klasseværelserne.
"Det er der ikke ét svar på – og det er faktisk en del af problemet. Skærmtid om aftenen forsinker søvnen. Skoler, der starter tidligt betyder, at børnene simpelthen ikke når at sove nok. Og for børn i udsatte hjem kommer der uro, støj og ustabilitet oveni. Det er altså ikke bare et spørgsmål om, at børn ser for meget Netflix. Det er et samspil mellem teknologi, skolesystemer og sociale vilkår – og det kræver løsninger på alle tre niveauer,” siger Christian Christrup Kjeldsen.
Om forskningen
Undersøgelsen er baseret på data fra de internationale undersøgelser TIMSS og PIRLS, der i Danmark gennemføres i samarbejde mellem DPU og Undervisningsministeriet.
Den videnskabelige artikel i Educational Psychology, Policy and Practice er skrevet i samarbejde med forskere fra Indiana University Bloomington. Worn out and falling behind: Sleep crisis of fourth graders.
Læs mere om de internationale IEA-undersøgelser hos Nationalt Center for Skoleforskning ved DPU, Aarhus Universitet
Kontakter
Christian Christrup KjeldsenDPU, Aarhus Universitet
Tlf:+4551370188kjeldsen@edu.au.dkBilleder

Links
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
Nyt forskningsprojekt undersøger monsunens betydning for natur og kultur i Det Indiske Ocean3.11.2026 10:08:08 CET | Pressemeddelelse
Hvordan har monsunen gennem historien formet natur, kultur og forbindelser på tværs af Det Indiske Ocean? Og hvad kan erfaringerne fra regionen lære os om klimaforandringer og grøn omstilling? Det skal forskere fra Aarhus Universitet undersøge i et nyt tværfagligt forskningsprojekt.
Nyt forskningsprojekt undersøger flygtninges livsovergange i Danmark30.10.2026 10:56:41 CET | Pressemeddelelse
Hvordan opleves overgangen til voksenlivet, familiedannelse og alderdom, når man har fået et nyt hjemland? Det skal forskningsprojektet TRANSIT undersøge gennem et flerårigt studie af congolesiske kvoteflygtninge i Danmark. Projektet samler forskere og samarbejdspartnere på tværs af forskning, kultur og civilsamfund.
Honey Nabil fra Sukkertoppen Gymnasium vinder årets Ellehammerpris28.10.2026 11:19:10 CET | Pressemeddelelse
Honey Nabil fra Sukkertoppen Gymnasium vinder årets Ellehammerpris for sin opgave om fagterapi som et muligt alternativ til antibiotika. Med et tværfagligt perspektiv har hun i sin prisopgave undersøgt teknologiens betydning for mennesker og samfund og sat fokus på en behandlingsform, der kan få betydning i kampen mod antibiotikaresistens.
SNYD, SNYD, SNYD… OG MERE SNYD9.10.2026 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny forskning giver et overblik over erfaringer med AI i uddannelsessystemet set fra både elevers, studerendes, underviseres og lederes perspektiv. Det er et vigtigt forskningsbidrag i en tid, hvor AI bliver diskuteret heftigt, fordi teknologien har gjort et markant indtog i alle af samfundets hjørner og sprækker. Så godt som alle; politikere, forskere, erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, forældre og unge diskuterer, om og hvordan AI skal benyttes i skoler og på uddannelser. Forskningen her stiller skarpt på, hvordan erfaringer med AI er lige nu.
Christian Olaf Christiansen vinder international pris for forskning i menneskerettigheder28.9.2026 09:01:06 CEST | Pressemeddelelse
Christian O. Christiansen, professor i Idéhistorie ved Aarhus Universitet, modtager James J. Busuttil Medal and Prize for Human Rights for sin forskning i menneskerettigheder. Prisen uddeles af det britiske videnskabelige selskab, Royal Asiatic Society.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum