Byrådet spørger borgerne: Hvad er vigtigst?
10.8.2026 10:00:00 CEST | Viborg Kommune | Pressemeddelelse
Hvad ville du skrue op eller ned for, hvis du skulle lægge Viborg Kommunes budget? Det spørgsmål får borgerne nu mulighed for at svare på, når Viborg Byråd inviterer til borgermøde om næste års budget.

Det er første gang nogensinde, at Viborg Byråd inviterer borgerne til at komme med konkrete input på et borgermøde, inden de politiske forhandlinger om det kommende års budget går i gang.
Borgmester Katrine Fusager Rohde (V) glæder sig til borgermødet og opfordrer så mange som muligt til at deltage:
– Det er med budgettet, vi sætter retningen for vores fælles hverdag – fra ældrepleje, skoler og veje til kultur, natur og fritidsliv. Derfor håber jeg, at mange borgere vil bruge et par timer sammen med os og fortælle, hvad der er vigtigst for dem, inden vi for alvor går i gang med budgetforhandlingerne.
Input gives videre til byrådet
Mødet holdes torsdag den 27. august i BDO Lounge i Viborg kl. 17.00–19.00, og alle er velkomne til at tilmelde sig. På mødet får deltagerne først en kort introduktion til kommunens budget og de økonomiske rammer. Derefter er der lagt op til, at borgere og byrådsmedlemmer taler sammen i mindre grupper om ønsker, idéer og prioriteringer.
Aftenen slutter med en mundtlig opsamling. Herefter kan alle indtaste deres forslag, idéer og tanker via et link på hjemmesiden viborg.dk/budget2027 til og med den 2. september. Alle input, som er indtastet inden da, bliver videresendt til byrådets medlemmer, så de har mulighed for at læse dem, inden de samles til budgetkonferencen den 7. og 8. september.
Mulighed for at påvirke prioriteringer
– Det er altså ikke et møde, hvor vi kommer med et færdigt budget og fortæller om resultatet. Vi inviterer borgerne ind, mens de stadig har mulighed for at påvirke processen. Det bliver derfor ret spændende for mig og mine byrådskolleger at møde forskellige borgere, lytte til deres erfaringer og få input, som reelt kan få betydning for budgetforhandlingerne, siger Katrine Fusager Rohde.
Når byrådets partier senere på året har indgået forlig om næste års budget, bliver forligsteksten meldt ud på viborg.dk og til de lokale medier.
Tilmelding og praktisk information
Byrådet byder deltagerne på kaffe, te og frugt ved ankomsten, og deltagerne kan tage en sandwich og vand med hjem efter mødet.
Tilmelding til borgermødet skal ske senest den 24. august på viborg.dk/budget2027, hvor man også finder programmet og mere information om mødet.
Fra den 21. august kan interesserede på samme hjemmeside finde et link til foreløbige budgetmaterialer, som offentliggøres sammen med dagsordenen til Økonomi- og Erhvervsudvalgets møde den 26. august.
Nøgleord
Kontakter
Katrine Fusager Rohde (V)Borgmester, Viborg Kommune
Tlf:87 87 88 88borgmester@viborg.dkKlaus ChristiansenDirektør, Beskæftigelse, Økonomi & Personale
Tlf:87 87 89 00klc@viborg.dkBilleder

Links
Om Viborg Kommune
Viborg Kommune er med sine knap 100.000 indbyggere Danmarks 11. største kommune og er med sine 1.474 km² den næststørste kommune målt på areal.
Følg pressemeddelelser fra Viborg Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Viborg Kommune
Sjælden vårflue fundet i Sejbæk16.7.2026 08:37:34 CEST | Pressemeddelelse
De store smil er fundet frem hos Viborg Kommunes biologer, efter en analyse af smådyr i vandløb har vist et sjældent og yderst godt fund.
Lokal udvikling på dagsordenen for Hedeselskabet og Viborg Kommune2.7.2026 08:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Hedeselskabet fortsætter med arbejdspladser, aktiviteter og udviklingsplaner i Viborg. Det flugter med Viborg Kommunes mål om både at tiltrække nye virksomheder og skabe vækst hos dem, der allerede er en del af det lokale erhvervsliv.
Lotte Junker Pedersen bliver ny direktør for Børn & Unge i Viborg Kommune25.6.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Som ny Børn & Unge-direktør skal Lotte Junker Pedersen stå i spidsen for udviklingen af børn- og unge-området i Viborg Kommune med fokus på stærke fællesskaber, tidlige indsatser og sammenhængende løsninger - både i Børn & Unge og på tværs af hele kommunen.
Låstrup – Nr. Rind er Årets Længdespringer i Lokaldysten 202620.6.2026 17:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Lørdag blev Låstrup – Nr. Rind hyldet på Hjultorvet i Viborg som vinder af Lokaldysten, mens Ulbjerg blev nummer to, og Hvam kom ind på en flot tredjeplads.
Hvem fortjener årets ildsjælepris i Viborg Kommunes landdistrikter?11.6.2026 09:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Landdistriktsudvalget og VibLand opfordrer nu borgere i landdistrikterne til at indstille de frivillige kræfter, der gør en forskel i lokalsamfundene hver eneste dag.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum