Kapløb med tiden skal give Danmark nye våben mod "Larven fra Helvede"
9.8.2026 12:07:00 CEST | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Droner, termiske kameraer og kunstig intelligens kan blive fremtidens hjælp i kampen mod egeprocessionsspinneren. Derfor skynder forskere fra Syddansk Universitet sig netop nu ud sammen med kommunale bekæmpelseshold for at indsamle den viden, der skal gøre fremtidens løsninger mulige. Om få uger er larverne væk for i år – og dermed også chancen for at studere dem i naturen.
Danmark står med en ny udfordring i form af egeprocessionsspinneren som kommunerne stadig mangler effektive værktøjer til at håndtere.
Egeprocessionsspinneren – af medier døbt "Larven fra Helvede" – spreder sig flere steder i landet. Dens mikroskopiske brandhår kan give kraftige hudreaktioner, allergiske symptomer og vejrtrækningsproblemer, mens kommunerne bruger betydelige ressourcer på at lokalisere og bekæmpe larvens reder.
Nu bringer Syddansk Universitet sine stærke drone- og robotkompetencer i spil.
Sammen med Odense Kommune, Odense Robotics og dronevirksomheden SkyLevel arbejder forskerne på højtryk for at udnytte årets sidste mulighed for at lære af larven, mens den stadig er aktiv. De kommende godt to uger bliver afgørende. Derefter forsvinder larverne, og næste mulighed for at indsamle nye feltdata kommer først næste sommer.
"Vi har et meget kort tidsvindue. De erfaringer og optagelser, vi samler nu, kan blive fundamentet for de værktøjer, der skal gøre bekæmpelsen både hurtigere, sikrere og mere effektiv i fremtiden," siger Henrik Skov Midtiby, lektor ved Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet.
Droneforskere følger bekæmpelsesholdene
Forskerne arbejder side om side med de kommunale bekæmpelseshold. De følger indsatsen ude ved træerne, dokumenterer arbejdsgangene og undersøger, hvor teknologi kan skabe størst værdi. Samtidig indsamler de billeder, video og målinger, som skal danne grundlag for næste generation af løsninger.
Ambitionen er at udvikle teknologier, der gør det lettere at opdage larvernes reder, planlægge indsatsen og understøtte bekæmpelsen. Droner udgør en central del af arbejdet, fordi de kan bringe kameraer og sensorer tættere på trækronerne og på sigt løse opgaver, som i dag kræver manuelt arbejde. Forskerne undersøger samtidig, hvordan termiske kameraer, kunstig intelligens og digitale værktøjer kan indgå i fremtidens indsats.
Første resultater peger på termiske kameraer
De første feltundersøgelser har allerede givet forskerne et lovende spor. Når rederne bliver undersøgt med termiske kameraer, ser de under de rette forhold ud til at være varmere end omgivelserne. Dermed bliver de langt lettere at få øje på end på almindelige billeder, hvor de ofte falder i ét med barken.
Forskerne undersøger nu systematisk, hvornår temperaturforskellen er størst, og hvordan termiske kameraer kan bruges mest effektivt.
"Vi leder efter de løsninger, der skaber størst værdi for dem, som står med bekæmpelsen hver eneste dag. Hver gang vi gør det lettere at finde en rede, øger vi chancen for at begrænse spredningen," siger Henrik Skov Midtiby.
Samarbejdet skal sætte fart på nye løsninger
Alle billeder, videoer og øvrige data fra indsatsen offentliggøres under en open source-licens. Kommuner, virksomheder, forskere og iværksættere kan frit anvende materialet til at udvikle nye løsninger – både kommercielt og ikke-kommercielt.
Målet er at give hele økosystemet de bedst mulige forudsætninger for at udvikle fremtidens teknologier mod egeprocessionsspinneren.
"Projekter som dette viser værdien af et stærkt innovationsøkosystem, hvor vi tager udgangspunkt i et konkret behov og kobler virksomheder, forskningsmiljøer og offentlige aktører sammen. Samarbejdet med SkyLevel viser, hvordan danske virksomheder allerede i dag kan bidrage med eksisterende kompetencer, samtidig med at projektet skaber ny viden, som danske robot- og dronevirksomheder kan bygge videre på. Når virksomheder udvikler løsninger med afsæt i konkrete behov, styrker det både deres konkurrenceevne og deres evne til at løse samfundsudfordringer – som i dette tilfælde bekæmpelsen af egeprocessionsspinneren,” lyder det fra Søren Elmer Kristensen, CEO i Odense Robotics. Odense Robotics har finansieret indsatsen med 100.000 kroner.
Dronevirksomheden SkyLevel bidrager med dronepiloter, specialudstyr og erfaring fra avancerede droneoperationer tæt på træer og bygninger. Virksomheden får dækket sine udgifter gennem projektet og deltager for at bidrage til udviklingen af nye løsninger og opbygge erfaring på området. Virksomheden anvender blandt andet droner til bekæmpelse af mågereder og bidrager nu med den ekspertise i arbejdet med egeprocessionsspinneren.
En udfordring med perspektiver langt ud over Odense
Egeprocessionsspinneren er langt fra kun en lokal udfordring. Larven breder sig flere steder i Danmark og findes allerede i store dele af Europa. Erfaringerne fra Odense kan derfor få betydning for både danske og internationale myndigheder og virksomheder, der arbejder med overvågning og bekæmpelse af invasive arter.
”Med egeprocessionsspinderen har vi en ny udfordring, som med stor sandsynlighed er kommet for at blive. Derfor skal vi udnytte de muligheder, teknologien og vores stærke odenseanske samarbejder giver os. Her har vi en unik mulighed for i fællesskab at kombinere viden og ny teknologi, så vi hurtigere kan finde larverederne og dermed fremtidigt gøre bekæmpelsen endnu mere effektiv - både i Odense, men også andre steder i landet og i Europa. Det kan være en stor hjælp for både berørte borgere og de medarbejdere, der står med opgaven i praksis,” siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel.
Kontakter
Stinne Hørup HansenVicedirektør for Uddannelse
Tlf:20 42 15 14stinne@sdu.dkFakta
- Egeprocessionsspinneren er en invasiv sommerfuglelarve, hvis mikroskopiske brandhår kan give hudirritation, allergiske reaktioner og luftvejsproblemer.
- Syddansk Universitet gennemfører indsatsen sammen med Odense Kommune, Odense Robotics og SkyLevel.
- Larverne er kun aktive frem til midten af august. Derefter kan nye feltdata først indsamles næste sommer.
- Alle billeder, videoer og øvrige data offentliggøres efterfølgende under en open source-licens og kan frit anvendes af både offentlige og private aktører.
- Odense Robotics har finansieret indsatsen med 100.000 kroner.
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Stine Bjerrum Møller udnævnt til professor i klinisk psykologi og recovery i psykiatrisk praksis ved SDU3.8.2026 11:28:20 CEST | Pressemeddelelse
Nyt professorat skal styrke forskningen i personlig recovery og udvikle evidensbaseret, patientnær psykologisk behandling, der giver mennesker med mentale helbredsproblemer bedre muligheder for at leve et meningsfuldt liv på egne præmisser.
Mikkel Brabrand bliver ny institutleder for Institut for Regional Sundhedsforskning på SDU16.7.2026 09:10:56 CEST | Pressemeddelelse
Klinisk professor og overlæge i akutmedicin Mikkel Brabrand er udnævnt til institutleder for Institut for Regional Sundhedsforskning ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet. Han vil arbejde for at styrke forskning, uddannelse og samarbejdet på tværs af sundhedsvæsenet.
Ekspert i invasive arter: “Helvedeslarven” skal bekæmpes gennem en fælles indsats8.7.2026 05:05:00 CEST | Pressemeddelelse
De vigtigste redskaber i kampen mod egeprocessionsspinderen er effektiv indberetning og hurtig handling. Det er vurderingen fra professor Sam Cushman på Syddansk Universitet.
Fremgang i søgningen til SDU’s uddannelser6.7.2026 08:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Igen i år er der positive tendenser i søgningen til bacheloruddannelserne på Syddansk Universitet med en stigning i antallet af ansøgninger til 5 ud af 6 fakulteter. Derudover er der stor interesse for uddannelserne på SDU Vejle og SDU Business School.
Ny universitetsdirektør på Syddansk Universitet30.6.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter indstilling fra rektor Jens Ringsmose har SDU’s bestyrelse besluttet at ansætte Simon Krogh som ny universitetsdirektør. Han kommer fra en stilling som koncernchef i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune og tiltræder stillingen den 1. september 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum