Tæl pindsvin lørdag den 8. august, og hjælp en presset art
6.8.2026 06:30:00 CEST | WWF Verdensnaturfonden | Pressemeddelelse
Hvert tredje pindsvin dræbes årligt i trafikken og kombineret med tab af levesteder, betyder det, at Danmarks pindsvin formentlig er i tilbagegang. For at få mere viden om den danske pindsvinebestand beder WWF og Dr. Pindsvin danskerne om at tælle pindsvin lørdag den 8. august.

Vi har ret præcise tal for antallet af ynglende storkepar i Danmark. Vi ved, at de sidste eksemplarer af sortplettet blåfugl kun lever ved Møns Klint. Og vi ved, at antallet af unge ål i Nordsøområdet er faldet med op mod 99 procent siden 1980’erne.
Men pindsvinet, én af landets mest folkekære arter, ved vi ikke ret meget om. Vi ved dog, at det europæiske pindsvin, som arten rettelig hedder, er gået tilbage med helt op til 30 procent lokalt i vores nabolande, og på den internationale rødliste blev erklæret ’nær truet’ i 2024.
For at få mere viden om Danmarks pindsvin gennemfører WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen derfor en landsdækkende pindsvinetælling lørdag den 8. august.
Alle danskere opfordres til at gå ud i haven eller naturen for at lede efter pindsvin på samme dag – allerhelst i skumringstid – og registrere, om de ser et eller flere pindsvin på www.danmarkspindsvin.dk.
Det er vigtigt at lade pindsvinene komme frem af sig selv og beundre dem på afstand, så man ikke forstyrrer eller stresser dem.
”Vi vil gerne vide, hvor pindsvinet lever, men også hvor det ikke gør. Derfor skal man registrere, uanset om man ser et pindsvin eller ej. Vi vil også gerne vide, hvis du ser et dødt pindsvin, også de trafikdræbte, for dem er der desværre rigtig mange af. Alt i alt er det med til at give et samlet billede af pindsvinebestanden i Danmark, og hvor de er mest udsatte,” forklarer Dr. Pindsvin, hvis borgerlige navn er Sophie Lund Rasmussen og forsker i pindsvin ved Statens Naturhistoriske Museum og Oxford Universitet.
1 ud af 3 pindsvin dræbes i trafikken, og det er formentlig den væsentligste årsag til pindsvinets tilbagegang i dag. Pindsvinet kendes af de fleste særligt i de danske haver, men sådan har det ikke altid været.
”Pindsvinet er et vildt dyr, der fortrinsvis lever i naturen, men fraværet og forringelsen af store, sammenhængende naturområder i Danmark betyder, at arten søger ind i haver, parker og bynær natur. Her er den også mere udsat for trafik, hegn og andre trusler,” siger Line Gylling, biolog og sektionschef for Dansk Natur i WWF Verdensnaturfonden.
Over 60.000 registrerede pindsvin
Det er fjerde år i træk, at WWF Verdensnaturfonden og Dr. Pindsvin gennemfører en landsdækkende pindsvinetælling. I alt har danskerne registreret over 60.000 pindsvin de foregående år, men det er bestemt ikke blevet mindre vigtigt at deltage i år.
”Det tager årevis at blive klogere på og forske i en bestemt art, og derfor har vi brug for danskernes opbakning igen i år. Der begynder dog at tegne sig et billede af, at pindsvinet nok holder til i haver og bynær natur, men formentlig foretrækker mere stille villaveje eller naturnære områder, hvor der er færre forstyrrelser og bedre adgang til føde,” siger Sophie Lund Rasmussen.
I WWF Verdensnaturfonden håber man igen i år på at opleve et stort engagement i pindsvinetællingen.
”Pindsvinet er én af de arter, vi mennesker kan opleve helt tæt på. Derfor er det også en art, der kan være med til at engagere danskerne i naturen og gøre os opmærksomme på behovet for at bevare dyrenes levesteder. Det er der behov for, for der er knap 2.000 truede danske arter, som alle har brug for, at vi skaber mere natur, flere levesteder og færre menneskelige forstyrrelser,” siger Line Gylling.
Fem gode råd til en pindsvinevenlig have
-
Undlad at bruge pesticider, gift og andre skadelige kemikalier i haven.
-
Lad haven være vild. Pindsvin lever særligt af snegle, insekter og andre smådyr, der foretrækker vilde haver
-
Lad haveaffald, blade eller træstammer blive til kvasbunker og skjulesteder. Det er en naturlig ramme for pindsvinet at bygge reder i
-
Lav et hul i hegnet til naboen, så pindsvinene frit kan bevæge sig ind og ud af haverne
-
Skal du bruge en robotplæneklipper, så lad den køre om dagen, tjek gerne græsplænen for pindsvin inden den startes, og vælg en model, der er pindsvinevenlig.
Læs flere gode råd på www.danmarkspindsvin.dk.
Kontakter
Kiki LynggaardPresserådgiver
Tlf:+45 41 11 89 96kiki.lynggaard@wwf.dkOm Danmarks Pindsvin
Danmarks Pindsvin er et flerårigt citizen science-projekt, der gennemføres af WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen. Formålet med projektet er at indsamle og udbrede viden om Danmarks pindsvin gennem spørgeskemaundersøgelser, pindsvinetælling samt foredrag og guides til danskerne om pindsvinet.
Læs mere om projektet her
Om Sophie Lund Rasmussen
Sophie Lund Rasmussen (også kendt som Dr. Pindsvin) er uddannet biolog fra Københavns Universitet med speciale i naturbevarelse og dyreadfærd. Siden 2011 har hendes forskningsaktiviteter været fokuseret omkring pindsvin. Fra 2016 til 2019 lavede hun danmarkshistoriens første ph.d.-afhandling om pindsvin, på Syddansk Universitet og Naturama med forskningsprojektet 'Det Danske Pindsvineprojekt', som hun stadig leder. Sophie Lund Rasmussen er i dag forsker ved Statens Naturhistoriske Museum og Wildlife Conservation Research Unit (WildCRU) på Oxford Universitet. Hun var i 2024 én af de to eksperter, der lavede rapporten bag IUCN’s vurdering af det europæiske pindsvin og har talt til Europa-Parlamentet om pindsvinets bevaringsstatus.
Følg pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
Verdens overforbrug af klodens ressourcer har opbygget 20 års naturgæld30.7.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I mere end fem årtier har vi mennesker tæret mere på naturen, end den kan bære. I år er naturens ressourcer opbrugt for i år allerede 30. juli. Det skader økosystemer, truer dyr og planter, forværrer klimaforandringer og øger den globale ressourceknaphed. Danmark har ét af verdens højeste aftryk på naturen, og derfor opfordrer WWF regeringen til at inkludere et mål om at reducere det danske fodaftryk i den kommende natur- og biodiversitetslov.
Plakatkonkurrence sætter spot på havnaturen i Sejerø Bugt2.7.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nu kan du designe dit bud på en plakat, der viser havnaturen i Sejerøbugten – og ikke mindst, hvad den kan blive til i fremtiden. WWF Verdensnaturfonden står bag en plakatkonkurrence, der ved hjælp af kreative fortællinger skal gøre naturen under overfladen synlig for befolkningen.
Seabreak uddeler ny donation: 10 millioner til stenrev i Sejerø Bugt24.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
WWF Verdensnaturfonden modtager Seabreaks første donation til marin naturgenopretning, der går til at etablere stenrev i Sejerø Bugt. Revene er en vigtig opskalering af det samlede marine naturgenopretningsprojekt Sejerø Seascape, som WWF står bag sammen med en række partnere.
Tænketanken Hav og WWF planter ålegræs på Sejerø8.6.2026 10:54:33 CEST | Pressemeddelelse
Den 14. juni afholdes Tænketanken Havs årlige ålegræsudplantning i hele landet, og i år er der mulighed for at give havnaturen en hjælpende hånd på Sejerø, hvor WWF Verdensnaturfonden og Syddansk Universitet også deltager med familievenlige aktiviteter.
WWF roser regeringens plan for flere marine naturnationalparker: Her kan de ligge4.6.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den nye regering vil udpege mindst fem nye naturnationalparker i de danske farvande. Det bliver mødt af ros fra WWF Verdensnaturfonden, der har kæmpet for flere marine naturnationalparker i årevis. Organisationen har flere bud på, hvor de næste fem naturnationalparker i havet kan placeres.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum