BUPL: Uændret optag på pædagoguddannelsen kalder på mere handling

27.7.2026 18:53:27 CEST | BUPL | Pressemeddelelse

Del

Optaget på pædagoguddannelsen er stort set uændret fra sidste år. Og selvom det er positivt, at optaget ikke falder, er det er langt fra, at det løser manglen på pædagoger. Derfor skal der sættes hårdt ind for at løse rekrutteringsudfordringen, så den ikke risikerer at bide sig fast mange år frem, advarer BUPL.

Når de nye pædagogstuderende begynder på uddannelsen efter sommerferien, bliver de omtrent  lige så mange som sidste år. Det viser de nye optagelsestal fra Danske Professionshøjskoler.
 
I år er 3.590 optaget på pædagoguddannelsen. Det er 22 færre end sidste år og dermed stort set uændret.
 
Ifølge BUPL er der brug for, at langt flere får øjnene op for pædagogfaget, hvis børnene også i fremtiden skal møde nok pædagoger i daginstitutioner, skoler og fritidstilbud.
 
”Det er positivt, at så mange unge har mod på at tage pædagoguddannelsen, og dermed vælger et fag, der kræver så meget af dig som menneske, men hvor man samtidig får mulighed for at gøre en afgørelse forskel for børn og unge. Men optaget er desværre ikke højt nok til at løse den rekrutteringsudfordring, vi står med, siger Elisa Rimpler, formand for BUPL og forsætter: 
”Vi mangler allerede nu pædagogkolleger over hele landet, og med et optag på samme niveau som sidste år kommer vi også til at mangle dem om tre, fire og fem år, når de kommende studerende er færdiguddannede.”
 
De nye optagstal kommer få uger efter, at ansøgertallene viste, at interessen for pædagoguddannelsen fortsat ligger på et historisk lavt niveau. Samlet peger de to opgørelser på, at der endnu ikke er skabt det løft i rekrutteringen, som er nødvendigt, hvis manglen på pædagoger skal vendes.
 
Manglen på pædagoger vil vokse de kommende år
Manglen på pædagoger er allerede en realitet mange steder i landet.
 
De seneste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at næsten hvert femte forsøg på at ansætte en pædagog ender forgæves. Pædagoger er dermed den faggruppe i velfærden, som er sværest at rekruttere.
 
En fremskrivning fra Finansministeriet har tidligere på året vist, at Danmark i 2035 vil mangle omkring 3.800 pædagoger alene for at fastholde den nuværende pædagogandel. Og det er vel at mærke, hvis pædagogandelen bliver på det lave niveau som i dag, hvor kun knap halvdelen er pædagoger. De nye optagstal understreger, hvor vigtigt det er at få flere til at vælge pædagogfaget i de kommende år.
 
”Når kommunerne allerede i dag har så store problemer med at besætte ledige pædagogstillinger, har vi brug for et markant større optag på uddannelsen. Ellers risikerer vi at stå med de samme rekrutteringsproblemer mange år frem, og det går i sidste ende ud over børnene,” siger Elisa Rimpler.
 
National strategi skal vende udviklingen
Ifølge BUPL er det derfor rigtig godt, at regeringen planlægger en langsigtet og samlet rekrutteringsindsats, hvis udviklingen skal vendes.
 
”Det er præcis det, der er brug for, hvis flere skal vælge pædagoguddannelsen, og flere pædagoger skal blive i faget. Men de nye optagetal viser også, at vi ikke har råd til at vente på, at udviklingen vender af sig selv. Strategien skal omsættes til konkrete initiativer, der gør en reel forskel for både rekruttering og fastholdelse,” siger Elisa Rimpler.
 
Hun peger blandt andet på den nye pædagoguddannelse, der træder i kraft i 2027, et forbedret godt arbejdsmiljø og attraktive løn- og arbejdsvilkår som afgørende elementer.
 
”I BUPL knokler vi for, at flere får øjnene op for verdens bedste fag. For der er ikke mange andre uddannelser, hvor man kan gøre en så stor forskel for andre mennesker. Derfor skylder vi også kommende pædagoger at skabe et arbejdsliv, som gør det attraktivt både at blive og være pædagog,” siger Elisa Rimpler.

Kontakter

BUPL er Danmarks største fagforening for pædagoger og har over 65.000 medlemmer. BUPL arbejder for at fremme de bedst mulige betingelser for pædagogerne og udøvelsen af pædagogprofessionen. Fagforeningen varetager vores medlemmernes interesser over for lovgiver, arbejdsgiver og andre.

Følg pressemeddelelser fra BUPL

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra BUPL

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye