Vejdirektoratet

Ny asfalt på Landevejen ved Næstved

27.7.2026 15:04:44 CEST | Vejdirektoratet | Pressemeddelelse

Del

Fra tirsdag den 4. august og cirka tre uger frem lægger Vejdirektoratet ny asfalt på Landevejen ved Næstved. Arbejdet foregår i aften- og nattetimerne. I dagtimerne vil vejen være åben for normal trafik, men med nedsat hastighed.

Vejarbejdere i orange tøj arbejder på en vej med maskiner.
Der vil være anvist omkørselsrute, mens arbejdet står på. Foto: Vejdirektoratet

Vejdirektoratet går tirsdag den 4. august i gang med at udskifte asfalten på en cirka to kilometer lang strækning af Landevejen (rute 54) ved Næstved. Arbejdet udføres på strækningen mellem rundkørslen ved Køgevej/Ring Øst og Holme-Olstrup.

Arbejdet udføres som aften- og natarbejde mellem klokken 20.30 og 05.00 og forventes at vare omkring tre uger, afhængigt af vejret.

Arbejdet er nødvendigt, fordi den nuværende asfalt er nedslidt og trænger til at blive udskiftet.

Sådan foregår arbejdet

Først bliver den gamle asfalt fjernet, så man kan reparere den underliggende belægning. Derefter bliver der udlagt ny asfalt og påført nye vejstriber.

Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.

Information til trafikanterne

Mellem klokken 20.30 og 05.00, mens arbejdet foregår, vil strækningen være spærret for gennemkørende trafik. Der vil være skiltet med omkørsel via Fensmark.

Beboere på strækningen kan med forsigtighed, og efter entreprenørens anvisninger, køre til og fra deres ejendom.

I dagtimerne vil vejen være åben for trafik, dog med nedsat hastighed. Mens der køres på den affræsede overflade, og vejstriberne endnu ikke er etableret, vil hastigheden være nedsat til 70 km/t.

Trafikanterne må derfor forvente en mindre forlængelse af rejsetiden som følge af omkørsel og nedsat hastighed.

Cyklister og fodgængere kan fortsat benytte cykel- og fællesstierne langs Landevejen. Der opfordres dog til at være ekstra opmærksom, da arbejdet udføres tæt på stierne.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Læs mere på Trafikinfo.dk 

Nøgleord

Kontakter

Vejdirektoratets Trafikcenters pressetelefon

Tlf:33 38 10 43

Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye