Danske forældre vil vente med barnets første mobil – men føler sig presset til at give efter
11.8.2026 07:30:00 CEST | YouSee | Pressemeddelelse
Danske forældre føler sig både pressede og bekymrede, når deres barn skal have sin første mobiltelefon. Samtidig viser det sig, at mobilen ofte får en helt anden rolle i hverdagen end den, der lå bag beslutningen. Det viser en ny undersøgelse fra YouSee.

Danske børn er i gennemsnit 8,5 år, når de får deres første mobiltelefon. Forældrene vurderer derimod, at den optimale alder er 10,4 år. Tallene stammer fra en ny undersøgelse, som YouSee har gennemført i samarbejde med analyseinstituttet Wilke for andet år i streg.
Billedet har ikke flyttet sig nævneværdigt sammenholdt med resultaterne fra sidste år. Debutalderen og den alder, forældrene vurderer som ideel, er kun steget en anelse siden sidste år med henholdsvis 0,3 og 0,2 år. Til gengæld er andelen af børn under 8 år med egen mobiltelefon faldet fra 22 procent sidste år til 17 procent i år.
Tallene viser, at der fortsat er stor forskel mellem forældrenes ønsker og virkeligheden, og at andre forhold spiller en afgørende rolle for beslutningen.
Forventningspresset påvirker tidspunktet
Mange forældre oplever et forventningspres.
I undersøgelsen angiver knap hver fjerde forælder (24 procent), at de har følt sig presset til at give deres barn en smartphone, selvom de ikke havde lyst. For et år siden gjaldt det hver femte (21 procent).
Samtidig tegner undersøgelsen et billede af, at beslutningen ofte er forbundet med bekymring: 45 procent af forældrene angiver, at de generelt er bekymrede for at give deres barn den første mobil.
“Vi oplever, at mange forældre står i et dilemma. På den ene side ønsker de at beskytte deres børn og udskyde den første mobiltelefon. På den anden side frygter de, at barnet bliver holdt uden for fællesskabet, hvis de venter for længe. Det gør beslutningen svær, og så vælger mange at give efter for barnets ønsker. Det er en udtalt bekymring, vi oftere og oftere møder i vores dialog med kunderne, og som nu også afspejles i undersøgelsen,” siger Christian Morgan, CEO i YouSee.
Tryghed driver beslutningen, men brugen er en anden
Når forældre vælger at give den første mobiltelefon, skyldes det i høj grad hensynet til tryghed, muligheden for kontakt og ønsket om, at barnet kan indgå i digitale fællesskaber.
“Kundernes behov er selvfølgelig forskellige. Der kan være familier, hvor det giver god mening, at børnene får en mobil tidligt. Det hører vi blandt andet fra forældre, der er skilt, børn med nære relationer, der bor langt væk, eller børn med særlige udfordringer. Samtalen om barnets første mobil handler ikke kun om, hvornår den gives, men hvilken løsning, man vælger, hvordan den bruges i hverdagen, og hvilke rammer og aftaler man som familie indgår,“ fortæller Christian Morgan.
Han peger blandt andet på, at den første mobiltelefon ikke behøver at være en smartphone. Der findes eksempelvis alternativer som “startphones” (også kendt som en dumbphone eller basistelefon) eller smartwatches med minimum af data.
Når først mobilen har gjort sit indtog i barnets liv, tyder det på, at den ofte bliver brugt til meget andet end det, der var forældrenes hensigt. Spørger man forældrene, bliver mobilen nemlig i praksis primært brugt til underholdning som fx streaming, spil og musik. Altså igen et tydeligt spænd mellem de hensyn, der driver beslutningen, og den rolle mobilen får efterfølgende.
Hos Børns Vilkår genkender man problemstillingen og understreger betydningen af, at forældre tidligt tager stilling til, hvordan mobilen skal bruges.
“Mobilen kan være et godt redskab til at skabe tryghed og selvstændighed i barnets hverdag, men med den første mobil kommer også barnets første digitale vaner, særligt når vi taler om smartphones. Når mange forældre samtidig oplever et pres for at give den tidligere, end de egentlig er komfortable med, er det vigtigt at holde fast i, at de digitale vaner og den digitale kultur skabes i samspil med andre – både børn og forældre. Vi opfordrer derfor til at tage snakken med de andre forældre og børn endnu tidligere, afstemme forventninger og lave klare aftaler om brugen fra begyndelsen,” siger Kathrine Elmose Jørgensen, digital medieekspert hos Børns Vilkår.
Vil nuancere samtalen om børns digitale liv
Med undersøgelsen ønsker YouSee at bidrage til en mere oplyst samtale om børns digitale liv og valget af den første mobil.
”Vi ønsker at bidrage aktivt til at klæde forældrene bedre på til at træffe et informeret valg og skabe en tryg start på barnets digitale liv. Og her oplever vi et forståeligt behov for hjælp fra forældrene. Vi giver jo heller ikke vores børn nøglerne til vores bil, før de har taget et kørekort. På samme måde har vores børn også brug for et digitalt kørekort,” fortæller Christian Morgan.
I samarbejde med Børns Vilkår har YouSee udviklet en guide, der hjælper forældre med at tage snakken derhjemme eller i forældregruppen, når spørgsmålet eller tankerne om den første mobil melder sig. Guiden kan findes online og i YouSees butikker landet over.
Download YouSees fulde rapport, 'Tanker om den første mobil 2026', herunder og find den online.
Gode råd til barnets første mobil:
• Start med den gode samtale og vær nysgerrig på barnets ønsker – uden at overlade beslutningen til barnet.
• Stil spørgsmål i børnehøjde, så hele familien føler sig hørt og inddraget.
• Lav klare aftaler om mobilbrugen derhjemme, som kan justeres løbende i takt med, at barnet bliver ældre og mere modent.
• Tag snakken om mobiltelefoner op på forældremøder, i klassegrupper eller med andre forældre i barnets hverdag.
• Overvej alternativer til smartphonen. For nogle familier kan en simpel ”startphone” (også kendt som dumbphone eller basistelefon) eller et smartwatch være tilstrækkeligt.
• Vælger du smartphonen, findes der flere gode funktioner og indstillinger, som kan være værd at kende til, så barnet ikke får direkte adgang til hele det digitale univers.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet Wilke på vegne af YouSee med henblik på at undersøge danske forældres valg af den første mobil til deres børn. Datagrundlaget bygger på online interviews (CAWI) med 1.008 danske forældre med børn i alderen 5–13 år. Undersøgelsen blev gennemført i uge 18-19 2026.
Kontakter
Denis KosticPressechef
Tlf:+45 30 44 22 44dkos@tdcbrands.dkLinnea Marie LichtExternal Communications Manager
Tlf:+45 30 44 22 44llic@tdcbrands.dkBilleder
Vedhæftede filer
Om YouSee
YouSee er Danmarks førende udbyder af internet, mobiltelefoni og tv/streaming. YouSee tilbyder pålidelige og sikre produkter, og med landets bedste 5G-mobilnetværk, de højeste internethastigheder og markedets bedste og bredeste tv-og streamingunivers er YouSee et naturligt valg for danske husstande på tværs af geografi og størrelse. YouSee er en del af TDC Brands-koncernen.
Læs mere om YouSee på yousee.dk.
Om Børns Vilkår
Alle børn og unge har ret til at vokse op i tryghed, trivsel og uden vold og overgreb. Det har Børns Vilkår kæmpet for siden 1977, men der er stadig alt for mange børn og unge, der mistrives eller oplever voldsomme svigt og overgreb, der følger dem langt ind i voksenlivet. Vi har alle sammen et ansvar for at stoppe svigt af børn og unge, og det ansvar tager Børns Vilkår meget alvorligt. Siden 1987 har Børns Vilkårs nu døgnåbne BørneTelefon lyttet til alt det svære, som børn og unge har på hjerte. De samtaler er med til at give en unik indsigt i børne- og ungdomslivet. En indsigt, Børns Vilkår værner om og har stor respekt for, og som bruges som ståsted for organisationens indsatser. Børns Vilkår står altid på børn og unges stemmer, som er fundamentet for deres arbejde. Sammen med alliancer og partnere, de mange frivillige, der nat og dag besvarer henvendelser på Børns Vilkårs rådgivning, via samarbejdet med fagpersoner og med baggrund i organisationens folkelige forankring arbejder Børns Vilkår for, at ingen børn og unge i Danmark vokser op med svigt og mistrivsel.
Følg pressemeddelelser fra YouSee
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra YouSee
Et år med Solsikkelinjen hos YouSee: En succes for både kunder og medarbejdere12.3.2026 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
I det første år med Solsikkelinjen, en telefonlinje for kunder med særlige behov, har YouSee modtaget mere end 10.000 opkald på linjen. Initiativet skaber tryghed for kunderne og giver medarbejderne værdifuld læring og stolthed i deres arbejde.
Cybertruslen er ekstremt høj i danske hjem: YouSee-routere har blokeret skadeligt indhold 336 mio. gange sidste år14.1.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
YouSee-routere fik blokeret skadeligt indhold mere end 336 millioner gange i danske hjem i 2025. Bag tallene ligger især, at cyberkriminelle i stigende grad anvender avancerede AI-modeller til både at designe og gennemføre angreb.
Forældre giver deres børn den første mobiltelefon to år tidligere end de faktisk ønsker20.8.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny undersøgelse viser, at forældre giver den første mobiltelefon til deres børn langt tidligere, end de faktisk ønsker: Danske børn er i gennemsnit 8,2 år, når de får den første mobil, mens de fleste forældre ville ønske, de var 10 år. Samtidig er fire ud af ti forældre bekymrede for at give deres børn en mobiltelefon, og hver anden forældre mener, at der er behov for information og vejledning til deres børns brug af telefoner. Derfor vil YouSee i samarbejde med Børns Vilkår og Dumbphone.dk gøre det lettere for forældre at træffe det svære valg om den første mobiltelefon til deres barn.
Danske husstande bombarderes med cyberangreb: Routere har sikkerhedsblokeret skadeligt indhold 179 mio. gange i første halvår10.7.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny opgørelse viser, at en halv mio. routere med indbygget sikkerhed fra YouSee, som automatisk beskytter alle tilkoblede enheder i hjemmet, har blokeret for over 179 mio. onlinetrusler i årets første seks måneder. Hver husstand har i gennemsnit 11,5 enheder tilkoblet pr. router, der fra januar til juni gennemsnitligt har leveret 2 sikkerhedsblokeringer af skadeligt indhold pr. dag. Tallene viser ifølge Christian Morgan, CEO for YouSee, at automatiserede cyberangreb er et vilkår ved at være online og kan inficere flere og flere smarte ting i hjemmet, der har brug for automatisk beskyttelse.
Ungt stjerneskud topper listerne hos YouSee Musik – i morgen åbner hun Orange Scene1.7.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det kan godt være dåbsattesten siger fødselsår 2004 og at hendes debutsingle blev udgivet så sent som februar sidste år, men Annikas imponerende år vidner om, at hun har formået at gøre indtryk på den danske musikscene.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


