Statens Serum Institut

Anbefalingerne om TBE-vaccination er uændrede i flåtsæsonen

9.7.2026 11:49:50 CEST | Statens Serum Institut | Pressemeddelelse

Del

Statens Serum Institut (SSI) overvåger løbende TBE. Hvis sygdommen spreder sig til nye områder i Danmark og ændrer risikobilledet, vil anbefalingerne om vaccination blive opdateret. Risikoen for de fleste danskere er fortsat meget lav.

TBE (tick-borne encephalitis) er en virusinfektion, som i nogle tilfælde kan udvikle sig til alvorlig hjernebetændelse. Risikoen for de fleste danskere er dog fortsat meget lav.

Statens Serum Institut (SSI) kortlægger hvert år, hvor personer med TBE formodes at være blevet smittet, og følger udviklingen i de kendte risikoområder. Hvis overvågningen viser, at TBE etablerer sig nye steder i Danmark, vil SSI opdatere sine risikovurderinger og anbefalinger om vaccination.

"Netop fordi vi overvåger sygdommen tæt, kan vi løbende vurdere, om anbefalingerne skal ændres. På nuværende tidspunkt er der ikke grundlag for at udvide anbefalingerne om vaccination. Langt de fleste danskere har fortsat en meget lav risiko for at blive smittet med TBE," siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra SSI.

Indtil videre er der i 2026 registreret tre tilfælde af TBE. To personer formodes at være blevet smittet i Danmark i områder, hvor der tidligere er påvist smitte, mens én person blev smittet under ophold i Sverige. 

Kendte risikoområder
TBE-virus findes ikke overalt, hvor der er flåter. I Danmark forekommer virus i små afgrænsede områder - såkaldte mikrofoci - og risikoen varierer derfor meget fra sted til sted.

De seneste års overvågning viser fortsat, at smitte i Danmark er knyttet til de kendte risikoområder, primært Bornholm og dele af Nordsjælland. Derudover er der kun påvist sporadiske tilfælde på Sydsjælland/Falster, Fyn og Jylland.

SSI's anbefalinger om TBE-vaccination er derfor fortsat uændrede. Vaccination kan overvejes af personer, der regelmæssigt færdes uden for stier i kendte risikoområder, hvor de har øget risiko for flåtbid. Det gælder eksempelvis jægere, skovarbejdere, orienteringsløbere og andre, der ofte opholder sig i skov og krat uden for stierne. For den almindelige skovgæst er vaccination som udgangspunkt ikke nødvendig.

"Den typiske person, som går en tur ad stierne i skoven har normalt ikke behov for vaccination. Risikoen er først og fremmest knyttet til personer, som jævnligt opholder sig i den tætte vegetation i de områder, hvor vi ved, at TBE forekommer," siger Peter Henrik Andersen.

Beskyt dig mod flåtbid
Den bedste beskyttelse mod TBE og andre flåtbårne sygdomme er at undgå flåtbid. Man bør derfor overveje at bære lange bukser og dækkende tøj, når man færdes i skov og højt græs, anvende flåtafvisende midler, hvor det er relevant, undersøge kroppen efter ophold i naturen og fjerne flåter hurtigst muligt, hvis de har sat sig fast.

Vaccination beskytter mod TBE, men ikke mod infektion med borrelia, som blandt andet kan føre til hududslæt, nervepåvirkning og ledbetændelse. Neuroborreliose, som er en alvorlig form for borreliainfektion, forekommer omkring 15 gange så hyppigt som TBE. Der findes ingen vaccine mod borrelia.

FAKTA

  • TBE (tick-borne encephalitis) er en virusinfektion, der kan overføres ved flåtbid.
  • De fleste smittede får ingen eller kun milde symptomer, mens cirka 10 procent udvikler hjernebetændelse, som kan være alvorlig.
  • Der findes ingen specifik behandling mod TBE, men sygdommen kan forebygges med vaccination. Vaccination anbefales til personer med øget risiko for smitte i kendte risikoområder.
  • I Danmark er TBE fortsat begrænset til kendte risikoområder, hvor Bornholm og Nordsjælland er de primære.
  • Indtil videre er der registreret tre tilfælde af TBE i 2026. To personer formodes at være blevet smittet i Danmark, mens én person blev smittet under ophold i Sverige. 


LÆS MERE: Her kan du få mere info om TBE og se opgørelser for TBE-smitte i Danmark

Kontakter

Om Statens Serum Institut

Statens Serum Institut (SSI) er et institut under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Vi forebygger og bekæmper infektionssygdomme og medfødte sygdomme gennem forskning, overvågning, diagnostik og rådgivning.

Vi stræber mod at være en internationalt førende forsknings- og beredskabsorganisation, der styrker menneskers og dyrs sundhed.

Vi er cirka 1.000 medarbejdere på SSI, og vi spænder vidt, hvad angår faggrupper. Vi beskæftiger blandt andet læger, dyrlæger, ingeniører, epidemiologer, statistikere, laboranter, og økonomer.

Følg pressemeddelelser fra Statens Serum Institut

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Statens Serum Institut

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye