ENLY afviser Forbrugerombudsmandens vurdering og ønsker sag afgjort ved domstolene
9.7.2026 07:50:00 CEST | ENLY A/S | Pressemeddelelse
Forbrugerombudsmanden har politianmeldt energiselskabet ENLY for ulovligt telefonsalg og vildledning. ENLY er grundlæggende uenig i vurderingen og ønsker derfor sagen afgjort ved domstolene.

I forbindelse med sagen har ENLY fremlagt dokumentation for samtykkerne, de konkurrencer, hvor samtykkerne blev afgivet, samt indholdet af de relevante telefonsamtaler. Efter selskabets opfattelse giver Forbrugerombudsmandens vurdering derfor ikke et retvisende billede af sagen.
- Vi tager sagen meget alvorligt, men vi er grundlæggende uenige i Forbrugerombudsmandens vurdering. Vi har fremlagt omfattende dokumentation for de samtykker, der ligger til grund for vores henvendelser, og vi mener fortsat, at vi har handlet inden for lovens rammer. Derfor ønsker vi, at sagen bliver afgjort ved domstolene, siger Helal Jan, adm. direktør og medstifter af ENLY.
Forundrede over afvisning
Forbrugerombudsmandens sag omfatter 47 telefoniske henvendelser i perioden fra den 25. juli 2024 til den 26. september 2025.
Hovedparten af de 47 leads stammer ifølge ENLY fra etablerede samarbejdspartnere, der også leverer leads til en række større energi- og teleselskaber. De øvrige samtykker stammer fra andre velrenommerede samarbejdspartnere.
Kun 10 af de 47 forbrugere i sagen har oplyst, at de ikke mener at have deltaget i de konkurrencer, hvor samtykkerne blev afgivet. ENLY har derimod fremlagt dokumentation for samtykkerne i samtlige 47 sager.
- Efter vores opfattelse viser dokumentationen, at forbrugerne har givet samtykke til at blive kontaktet, og at dette fremgik klart af de konkurrencer, de deltog i. Når Forbrugerombudsmanden afviser vores dokumentation for samtykker, mener vi, at det er domstolene, der må tage stilling til sagen, siger Helal Jan.
Væsentlig forskel på tidligere sag
Sidste år afsluttede ENLY en sag med Forbrugerombudsmanden ved at betale en bøde og tage henvendelsen til efterretning. Efterfølgende gennemførte selskabet en række ændringer – blandt andet skærpede krav til dokumentation af samtykker, faste salgsscripts, interne kontroller og systematisk dokumentation af kundedialoger.
Ifølge ENLY adskiller den aktuelle sag sig derfor væsentligt fra den tidligere. Hvor den tidligere sag blandt andet handlede om manglende dokumentation, er kernen i den aktuelle sag efter selskabets opfattelse, at der er fremlagt omfattende dokumentation, som Forbrugerombudsmanden ikke finder tilstrækkelig.
ENLY har blandt andet fremlagt transskriberinger af de relevante telefonsamtaler, som efter selskabets opfattelse understøtter det faktiske indhold af samtalerne.
- Da vi accepterede den tidligere bøde, skete det på et helt andet dokumentationsgrundlag end det, der foreligger i dag. Siden da har vi ændret vores processer markant. Vi har fremlagt dokumentation for samtykkerne, for konkurrenceforløbene og for indholdet af de relevante samtaler. Derfor kan vi ikke acceptere Forbrugerombudsmandens vurdering i den aktuelle sag, siger Helal Jan.
Ser frem til domstolenes vurdering
ENLY understreger, at en politianmeldelse ikke er en dom, og at selskabet derfor ønsker sagen afgjort ved domstolene.
- Vi anerkender, at der skal stilles høje krav til både telefonsalg og dokumentation. Det skal der også. Branchen har gennem årene haft udfordringer, og derfor er det vigtigt, at energiselskaber løbende styrker deres processer. Det har vi gjort. Når virksomheder investerer betydelige ressourcer i dokumentation og kontrol, mener vi også, at det bør tillægges væsentlig vægt i den samlede vurdering. Derfor ser vi frem til, at domstolene tager stilling til sagen, siger Helal Jan.
Nøgleord
Kontakter
Pressekontakt
presse@enly.dkOm ENLY
ENLY er et dansk energiselskab, der leverer el- og energiløsninger til private og virksomheder i hele Danmark. Selskabet arbejder for at gøre energimarkedet enklere og mere overskueligt gennem gennemsigtige produkter, enkle løsninger og høj kundeservice. ENLY har hovedkontor i Fredericia og tilbyder blandt andet elaftaler med fast månedspris, erhvervsløsninger, naturgas og ladeløsninger til elbiler.
Følg pressemeddelelser fra ENLY A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ENLY A/S
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum