Anima

EU slår fast: Slut med bure i landbruget!

7.7.2026 16:17:26 CEST | Anima | Pressemeddelelse

Del

Inden årets udgang vil EU-Kommissionen fremsætte lovforslag om et forbud mod høns i bure. Det fremgår af den nye landbrugsstrategi, som Kommissionen præsenterede her til eftermiddag. Udmeldingen glæder dyreværnsorganisationer, der i fem år har kæmpet for at holde Kommissionen op på sit løfte om at “gøre en ende på burenes tidsalder”. 

Europa-parlamentariker Niels Fuglsang (S) viste sin opbakning, da dyreværnsorganisationer i sidste uge markerede 5-års-dagen for Kommissionens løfte om en udfasning af alle bure fra landbruget. Foto: Anima International.
Europa-parlamentariker Niels Fuglsang (S) viste sin opbakning, da dyreværnsorganisationer i sidste uge markerede 5-års-dagen for Kommissionens løfte om en udfasning af alle bure fra landbruget. Foto: Anima International.

I årevis har dyrevenner ventet på det historiske opgør med bure i landbruget, som nu ser ud til at være på vej. Allerede i 2021 lovede Kommissionen at fremsætte et lovforslag om udfasning af alle former for bure inden udgangen af 2023. Løftet blev givet som svar på det succesfulde europæiske borgerinitiativ "End the Cage Age", der blev støttet af 1,4 millioner EU-borgere og en koalition af 170 ngo'er, herunder Anima.

Sidenhen er arbejdet for et landbrug uden indespærring af dyr i bure blevet syltet så groft, at Kommissionen til sidst blev hevet i retten af dyreværnsorganisationer under anklager om løftebrud. På den baggrund glæder man sig i Anima over dagens udmelding: 

"Hvert år lider 300 mio. dyr i bure på tværs af EU, og i fem år har Kommissionen nølet med at levere på sit løfte om at udfase burene. Derfor er det selvfølgelig en lettelse og en sejr, at der nu er udsigt til konkret handling i form af et lovforslag inden 2027. Et forbud mod burhøns bliver det første meget store skridt i retning af et EU uden dyr i bur", udtaler Mathias Madsen, kampagneleder i Anima.

Allerede forbudt i Danmark
Lidt over hver tredje høne - i alt 143 millioner høns - sidder i bur i EU. Burhøns lever på meget lidt plads og under forhold, som gør det umuligt for dem at udfolde deres naturlige adfærd. En burhøne lever hele sit liv på et areal svarende til lidt mere end et enkelt A4-ark. Hønerne kan hverken strække vingerne, flyve eller støvbade. 

Mens EU-Kommissionen nu barsler med et forbud mod burhøns, har Danmark allerede gjort op med produktionsformen. Siden 2023 har det været forbudt at starte ny produktion af buræg herhjemme, og de sidste burægsproducenter skal omstille produktionen senest i 2035. 

Tidslinje:
2020: EU-Kommissionen begynder processen med at opdatere og modernisere unionens dyrevelfærdslovgivning. 

2021: Den officielle, europæiske underskriftsindsamling, End the Cage Age, bakkes op af mere end 1,4 millioner europæiske borgere. EU-Kommissionen reagerer og lover at fremsætte lovforslag om udfasning af bure i landbruget. 

2022-2023: Ekspertorganet EFSA udgiver en række videnskabelige udtalelser, der kortlægger den aktuelle forskning på området for at sikre, at lovgivningen moderniseres efter den nyeste viden om dyrevelfærd.

2024: Borgerkomitéen bag End the Cage Age går til EU-Domstolen og sagsøger EU-Kommissionen for manglende handling. Den principielle retssag skal afgøre, om EU-Kommissionen er i strid med de gældende regler for det europæiske borgerinitiativ ved ikke at have indfriet sit løfte om et burforbud. Sagen ventes afgjort til efteråret 2026.

2025: Processen genoptages, og EU-Kommissionen indhenter input og dokumentation fra over 700 borgere, virksomheder, myndigheder og NGO'er. Herefter følger en stor offentlig høring, som indsamler mere end 190.000 svar fra europæere, der bakker op om en overgang til et landbrug uden bure.

Kontakter

Anima

Anima er en dansk dyreværnsforening, som blev stiftet i 2000. Vi arbejder for, at dyr skal respekteres, ikke mishandles. Dette gælder uanset om det handler om kæledyr, landbrugsdyr, pelsdyr, forsøgsdyr eller dyr i underholdning.

Anima sætter ind, hvor der er et behov og vi arbejder målrettet for at opnå konkrete resultater for dyrene. Vi har fokus på at påvirke både politikere, virksomheder og forbrugere. Animas fornemmeste opgave er at være en stemme for dyrene, da de ikke kan tale for sig selv.

Følg pressemeddelelser fra Anima

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Anima

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye