Prisvindende bluesnavn åbner Randers Festuge 2026
29.7.2026 05:00:00 CEST | Randers Festuge | Pressemeddelelse
Fredag 7. august indtager soulsangeren Renay scenen på Rådhustorvet. Det sker ved den officielle festuge-åbning og kåringen af Årets Randersborger 2026.

Gennem de seneste år har Renay markeret sig som et af de stærkeste musikalske navne med rødder i Randers. Med sin varme soulstemme, millioner af streams og koncerter over hele landet har han skabt sig et navn langt uden for bygrænsen. Han har blandt andet optrådt på Copenhagen Jazz Festival, turneret landet rundt og modtog i 2025 Ud Af Det Blå-prisen ved DMA Blues.
Randers har en stærk musiktradition og en særlig position som bluesby. Hvert år i festugen afholdes der DMA Blues på Værket, hvor nogle af landets dygtigste musikere bliver hædret. I år kommer det også til at afspejle sig ved den gratis åbningskoncert, når Renay går på scenen.
Bag kunstnernavnet står René Nielsen, der er kendt for et musikalsk udtryk, som skiller sig ud fra meget af den danske musikscene. Hans lyd er soulet, funky og varm med tydelig inspiration fra klassiske amerikanske soulkunstnere som Stevie Wonder og Bill Withers, men med en personlig og moderne tilgang.
Renay har opbygget en solid karriere både lokalt og nationalt. Han optræder i dag på scener i hele landet, samtidig med at han bevarer en stærk tilknytning til byen, hvor hans publikum er vokset markant. Hans musikalske karriere tog for alvor fart i 2015, hvor han deltog i X Factor under sit borgerlige navn. Her gjorde han sig bemærket med en soulet fortolkning af en R&B-klassiker og arbejdede sig gennem flere af programmets runder, hvilket blev et vigtigt springbræt for hans videre musikalske karriere.
Siden har Renay udgivet flere singler og en EP. Han arbejder aktuelt på et kommende album, samtidig med at han turnerer flittigt i hele landet. Til åbningskoncerten i Randers Festuge optræder han med sit faste liveband, der består af nogle af landets mest efterspurgte musikere. Bandets medlemmer spiller nemlig med en række af Danmarks største artister - heriblandt Andreas Odbjerg, Tobias Rahim, Mads Langer, Dopha, Christopher, Annika Aakjær og Jonah Blacksmith m.fl.
Årets festugeavis er på gaden
Renay og bandet skal sammen åbne Randers Festuge 2026 og sætte tonen for ni dage med musik, kultur, sport og fællesskaber i hele Randers. Årets festuge finder sted fra 7. til 15. august med flere hundrede arrangementer. Find programmet på festugens hjemmeside eller i festugeavisen, der er udgivet sammen med ugeavisen Randers Onsdag 29. juli. Festugeavisen kan også hente gratis på en lang række udleveringssteder i Randers og omegn – find en oversigt på randersfestuge.dk/festugeavisen
Link til årets festugeavis som iPaper
Læs mere om festugen på randersfestuge.dk
Kontakter
Mette BertelsenFestugechef
Tlf:5156 2004meb@randers.dkBilleder

Følg pressemeddelelser fra Randers Festuge
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Randers Festuge
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum