VIA University College

6.703 har i år uddannelse i VIA som førsteprioritet

5.7.2026 14:13:09 CEST | VIA University College | Pressemeddelelse

Del

Uddannelserne hos VIA University College til sygeplejerske og lærer har i år modtaget flere ansøgninger end i fjor. Og VIAs spritnye radiografuddannelse i Herning har fået flere end dobbelt så mange ansøgninger, som der er studiepladser til. Andre uddannelser oplever tilbagegang. VIAs rektor forventer, at ny politisk reform fremover giver øget søgning.

Studerende på VIAs campus i Aarhus
Studerende på VIAs campus i Aarhus

I dag, den 5. juli kl. 12.00, udløb fristen for at søge ind på de videregående uddannelser gennem kvote 1. Der er dermed nu overblik over årets samlede antal ansøgninger gennem både kvote 1 og 2.

I år er der 6.703 ansøgere, der har søgt en af VIAs godt 40 uddannelser i Region Midtjylland som førsteprioritet. Det svarer til 6,0 procent færre førsteprioritetsansøgninger end i 2025 – konkret 431 færre førsteprioritetsansøgninger.

Alt i alt er der i år kommet 13.290 ansøgninger til VIA, hvilket er 2,7 procent færre end sidste år.

Tallene dækker over geografiske forskelle – med fremgang i søgningen til uddannelserne i nogle af VIAs 11 udbudsbyer i Midt-, Øst- og Vestjylland og tilbagegange i andre. Størst søgning er der igen i år til VIAs uddannelser i Aarhus.

God forklaring på tilbagegang

Udviklingen skal ses i det rette perspektiv: Tilbagegangen rammer hovedsageligt uddannelser, hvor der er langt flere ansøgere, end der er studiepladser til, og kommer dermed ikke til at påvirke antallet af studerende i VIA. Det gælder fx VIAs engelsksprogede softwareingeniøruddannelse og den engelsksprogede bygningskonstruktøruddannelse, hvor antallet af studiepladser er blevet beskåret fra politisk hold.

Fald er der også på VIAs uddannelser på området Storytelling, Design og Business. Dét skyldes i væsentlig grad, at animationsuddannelsen Graphic Storytelling i Viborg, som sidste år modtog 168 ansøgninger, ikke har modtaget ansøgninger i år, da uddannelsen kun bliver udbudt til studiestart hver andet år. 

I de kommende uger bliver ansøgningerne behandlet i VIAs optagelsescenter.

Den 28. juli får alle ansøgerne til de videregående uddannelser besked på, om de er optaget på en af de uddannelser, de har søgt ind på. Efterfølgende vil der være mulighed for at søge ind på ledige studiepladser – blandt andet for dé, der får afslag på de uddannelser, de søgte først.

Flere uddannelser er reformeret

Rektor for VIA University College, Gitte Sommer Harrits, fremhæver, at en del af ansøgerne til september får studiestart på uddannelser, der er blevet tilpasset, så de matcher den politiske reform af professionsuddannelserne.

Hos VIA er socialrådgiveruddannelsen den første af de store velfærdsuddannelser, der er blevet reformeret. Næste år følger pædagoguddannelsen og sundhedsuddannelserne.

I år er også uddannelserne hos VIA til administrationsbachelor og professionsbachelor i skat samt VIAs animationsuddannelser og uddannelserne Multiplatform Storytelling and Production og Value Chain Management blevet tilrettet med afsæt i den nye reform.

Uddannelserne er blevet forbedret med fx flere undervisningstimer, mere tid til at øve sig, justerede fag, styrket samarbejde om praktikforløb, øget fokus på teknologiforståelse og nye prøveformer.

Andre eksempler er, at den nye reform baner vejen for at give differentieret undervisning på mindre hold, for mere tværfaglig undervisning på tværs af professioner og for, at underviserne får bedre tid til at give feedback og i det hele taget komme tættere på de studerende.

Første professionsmaster går fra start

”Vi er rigtig glade for reformen. Som vi har presset på for, tilfører reformen os flere penge og en række nye muligheder, så vi kan løfte kvaliteten. Helt overordnet betyder reformen, at uddannelserne kommer til at ruste de studerende endnu bedre med de rette kompetencer til praksis på det arbejdsmarked, de skal ud på efter dimission,” fastslår Gitte Sommer Harrits.

Hun glæder sig tillige over, at den nye reform indfrier professionshøjskolernes ønske om at måtte udbyde professionsmasteruddannelser på kandidatniveau. På den måde er der sat øget fokus på livslang læring og dermed på nye eftertragtede muligheder for karriereudvikling.

Efter sommerferien går den første professionsmasteruddannelse fra start – målrettet lærere og pædagoger, der ønsker at bygge videre på deres grunduddannelse. Specifikt giver professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning styrkede kompetencer i inklusion, psykologi og pædagogik i skoler og dagtilbud.

VIA har 69 pladser på den nye et-årige professionsmaster, som starter op i Aarhus med to studiehold. Pt. er der få ledige studiepladser at søge.

Fra næste år kommer flere professionsmasteruddannelser med øvrige fagfelter til.

Forbedringer på alle studier fra i år

Gitte Sommer Harrits understreger, at også de studerende, der starter på en af de uddannelser i VIA, der endnu ikke er reformeret, får gavn af kvalitetsløftet.

”Vi implementerer i VIA flest mulige af reformens forbedringer så hurtigt som muligt på alle vores uddannelser. Så selv om reformen først er fuldt indfaset i 2030, bliver der justeringer på alle uddannelserne allerede i år. Det gælder fx mere og bedre simulationsundervisning, hvor de studerende får træning i kommende arbejdsopgaver inden for deres professioner og praktikperioder med større læringsudbytte,” pointerer VIAs rektor.

Hun betoner, at det samfundsmæssigt er nødvendigt, at flere ser professionshøjskolernes uddannelser som attraktive, så flere søger ind på dem, og så der bliver færre ledige studiepladser uden for de største byer.  

Gitte Sommer Harrits henviser til, at arbejdsmarkedet i dag mangler professionsuddannede, fordi der over en årrække har været et fald på godt 30 procent i søgningen til de store velfærdsuddannelser til pædagog, lærer, sygeplejerske og socialrådgiver.

Flere søger velfærdsuddannelserne

I år har VIA University College samlet modtaget 4,0 procent flere førsteprioritetssøgninger til sygeplejerskeuddannelsen end i fjor. Førsteprioritetssøgningen til VIAs øvrige sundhedsuddannelser til radiograf, fysioterapeut, ergoterapeut, bandagist, professionsbachelor i ernæring og sundhed, psykomotorisk terapeut og sundhedsadministrativ koordinator er set under ét gået 2,2 procent frem.

Læreruddannelsen har i år modtaget 5,8 procent flere førsteprioritetsansøgninger – med fremgange i nogle byer og tilbagegange i andre.

De øvrige to store velfærdsuddannelser til pædagog og socialrådgiver oplever minimale tilbagegange på henholdsvis 1,2 og 2,2 procent.

”Vi kunne bestemt have ønsket os endnu flere ansøgninger – særligt uden for Aarhus. Til gengæld er vi super glade for, at Midtjyllands første radiografuddannelse, som VIA slår dørene op til i Herning den 1. september, får en flyvende start. Uddannelsen har modtaget 77 førsteprioritetsansøgninger til sine 30 studiepladser,” fortæller VIAs rektor.

Radiografuddannelsen i Herning får til huse i det helt nye uddannelseshus Sund+ sammen med blandt andet VIAs sygeplejerskeuddannelse i Herning, som i år har fordoblet antallet af førsteprioritetsansøgere til 47.

Dyk hos ingeniøruddannelser

På VIAs palet af ingeniøruddannelser er der i år en samlet tilbagegang på 12,1 procent i antallet af førsteprioritetsansøgninger sammenlignet med 2025.

Gitte Sommer Harrits ser derfor frem til, at VIA i 2027 får 175 af de lukkede engelsksprogede studiepladser tilbage og dermed kan forvente øget søgning til sine ingeniøruddannelser.

”Faldet i søgningen til vores ingeniøruddannelser hænger sammen med, at de engelsksprogede ingeniøruddannelser desværre er blevet kraftigt beskåret i antal studiepladser fra politisk hold – selv om de har haft langt flere både danske og udenlandske ansøgere, end der var studiepladser til. Det er helt afgørende, at vi fra næste år får 175 af de lukkede pladser tilbage, da arbejdsmarkedet jo skriger på flere ingeniører,” siger Gitte Sommer Harrits.

Fakta: Hvad er kvote 1 og 2?

Ansøgninger til de videregående uddannelser omfatter kvote 1- og kvote 2-ansøgninger.

I kvote 1, som hvert år har ansøgningsfrist den 5. juli kl. 12.00, bliver ansøgerne udelukkende vurderet på basis af deres karaktergennemsnittet fra deres ungdomsuddannelse.

I kvote 2 er det en samlet bedømmelse af karakterer og livserfaringer fra fx jobs, højskoleophold, rejser og frivilligt arbejde, der afgør, om ansøgerne bliver optaget på deres søgte uddannelser. Ansøgningsfristen gennem kvote 2 er den 15. marts kl. 12.00.

Fakta: Nye tiltag for at tiltrække flere studerende

VIA University College har sat en række tiltag i søen for at tiltrække flest mulige studerende, for at styrke trivslen og for at reducere antallet af studerende, der dropper ud af deres uddannelser.

De indsatser, VIA har taget initiativ til på uddannelsesområdet over de seneste år, har som mål at imødekomme arbejdsmarkedets mangel på arbejdskraft ved at tiltrække nye målgrupper – fx ansøgere, der tidligere har taget en anden uddannelse og nu ønsker at skifte fag, og personer, der har stiftet familie og ikke kan flytte efter en uddannelse.

I processen med nye tiltag samarbejder VIA med de skoler, sygehuse, sociale institutioner, virksomheder og øvrige, der har VIA-studerende i praktik, og som ansætter dimittender fra VIA som arbejdskraft. På den måde er der sikkerhed for, at uddannelserne matcher arbejdsmarkedets opgaver og behov for kompetencer.

Sund+: VIA har været med til at etablere det utraditionelle uddannelseshus Sund+, som efter sommerferien åbner på det tidligere Herning Sygehus. Her kommer de studerende på VIAs spritnye radiografuddannelse og sygeplejerskestuderende fra VIA i Herning til at studere side om side med medicinstuderende fra Aarhus Universitet. Også læge- og sygeplejeklinikker rykker ind i Sund+ og vil indgå i et tværprofessionelt samarbejde, der giver de studerende et ekstra stærkt indblik i den praksis, de efter dimission kommer til at møde i sundhedsvæsnet.

Skolebaseret læreruddannelse: I 2025 supplerede VIA sin traditionelle læreruddannelse i Skive med en skolebaseret og mere praktisk uddannelsesmodel, hvor 16 lærerstuderende er deltidsansat på skoler i lokalområdet og får løn, mens de sideløbende modtager undervisning på VIA Læreruddannelsen Skive. Der er tale om et samarbejde, som Skive, Thisted, Morsø og Viborg kommuner har indgået med læreruddannelsen i Skive i håb om at få uddannet flere lærere lokalt.

Traineeuddannelser til ingeniør: VIA har udviklet trainee-uddannelser til maskiningeniør og softwareingeniør – som supplement til VIAs vifte af traditionelle ingeniøruddannelser i Horsens, Viborg og Aarhus. Trainee-uddannelsesformaet betyder, at de studerende modtager online-undervisning fra VIA og arbejder sideløbende to dage ugentligt i en virksomhed, hvor de får stor praktisk viden og erfaring samt løn.

Danmarks eneste bandagistuddannelse: VIA slog i 2024 dørene op til Danmarks første og eneste bandagistuddannelse. Dén har til huse på Campus Horsens og har i år modtaget 17 førsteprioritetsansøgninger. Der er dermed udsigt til, at bandagistuddannelsen igen i år får fyldt sine i alt 18 studiepladser.

Mere online, merit og specialisering: VIA har etableret flere specialiseringer på uddannelser, har styrket mulighederne for at uddanne sig online samt åbnet flere merituddannelser, der er målrettet studerende, som i forvejen har en relevant job- eller uddannelseserfaring.

Forbedret studiemiljø: For at styrke trivslen og reducere antallet af studerende, der dropper ud fra deres studie, har VIA indført en bedre studiestart ved fx at støtte nye studerende mere gennem hele det første studieår, ligesom det sociale studiemiljø på VIAs campusser er blevet løftet med blandt andet flere arrangementer.

Yderligere oplysninger fås hos:

Pressen er meget velkommen til at kontakte VIAs kommunikationsafdeling, der gerne besvarer spørgsmål og koordinerer interviews med VIAs rektor og/eller uddannelsesdekaner:

Kiri Kesby, journalist i VIAs kommunikationsafdeling. Mobiltelefon: 87 55 14 61. E-mail: kike@via.dk

Anders Ankerstjerne, journalist i VIAs kommunikationsafdeling. Mobiltelefon: 87 55 15 32. E-mail: aank@via.dk

Se skemaer med alle ansøgningstal her – opdelt på henholdsvis uddannelser og byer: https://www.via.dk/om-via/presse/aarets-ansoegninger

Billeder

VIAds campus i Horsens
VIAds campus i Horsens
Download
VIAs rektor, Gitte Sommer Harrits
VIAs rektor, Gitte Sommer Harrits
Download
VIAs rektor, Gitte Sommer Harrits
VIAs rektor, Gitte Sommer Harrits
Download

Fakta om VIA University College:

  • VIA er en professionshøjskole med 18.000 studerende på flere end 40 videregående uddannelser i 11 af de 19 kommuner i Region Midtjylland.
  • VIA understøtter velfærdssamfundet ved at uddanne og efteruddanne blandt andet lærere, pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere, ingeniørere, bygningskonstruktørere og designere – i samarbejde med arbejdslivet og med afsæt i forskning og et globalt udsyn.
  • VIA uddanner til hele den midtjyske region og har campusser med flere uddannelser under samme tag i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro. Dertil kommer udbud i Nørre Nissum, Skive, Ikast og Grenaa.
  • VIAs professionsrettede uddannelser foregår i en vekselvirkning mellem teori og praksis samt praktikperioder.
  • VIA udbyder også professionsmasteruddannelser på kandidatniveau.
  • VIA er en af Nordens største udbydere af målrettet kompetenceudvikling til en lang række brancher inden for både den private og offentlige sektor.
  • VIA bedriver praksisrettet forskning, udvikling og innovation i 10 forskningscentre. Forskningsaktiviteterne har fokus på fx pædagogik, læring, sundhed, demens, klima og bæredygtig udvikling.

Læs mere om VIA University College på www.via.dk.

Følg pressemeddelelser fra VIA University College

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra VIA University College

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye