Muslingeskrab udfases i Bælthavet, vestlige Østersø og Isefjord

4.7.2026 07:02:52 CEST | Miljøministeriet | Pressemeddelelse

Del

Miljøministeren tager et skridt mod et bedre havmiljø og sendte 3. juli en ny bekendtgørelse i høring, som på sigt opsiger muslingefiskeri med bundslæbende redskaber i Bælthavet, vestlige Østersø og Isefjord. Fiskeriet skal ophøre senest 30. september 2034, men ministeren vil undersøge, om det kan udfases markant hurtigere.

Muslingeskrab er ifølge Fiskerikommissionens rapport iblandt de fiskeriredskaber, der har den største fysiske påvirkning af havbunden. Derfor blev det i den politiske aftale En ny kurs for dansk fiskeri fra 2025 aftalt at opsige rettighederne til muslingefiskeri i Bælthavet, vestlige Østersø og Isefjord. 3. juli sendte miljøministeren den nye bekendtgørelse i høring.

”Havet er hårdt presset, og derfor skal vi beskytte havbunden langt bedre mod ødelæggende fiskerimetoder. Med bekendtgørelsen sætter vi nu en slutdato for bundslæbende muslingefiskeri i Bælthavet, vestlige Østersø og Isefjord, som betyder, at vi giver vores havmiljø og økosystemerne i de områder langt bedre forudsætninger,” siger miljøminister Maria Reumert Gjerding.

Opsigelse af muslingefiskeri

Blåmuslingefiskeri er i dag tilladt på baggrund af rettigheder (Fartøjstilladelsesandele, også kaldet FTA’er), der giver indehaverne mulighed for at opnå tilladelse til fiskeri af blåmuslinger i et bestemt område i en bestemt periode. Muslingefiskeriet opsiges ved, at der udstedes en bekendtgørelse, som opsiger FTA’erne med otte års opsigelsesvarsel efter reglerne i FTA-bekendtgørelsen. Muslingefiskeriet i de tre områder forventes derfor opsagt per 1. oktober 2026 med henblik på ophør senest 30. september 2034.

”Det er min og aftalepartiernes politiske ambition, at muslingefiskeri i Bælthavet, vestlige Østersø og Isefjord er udfaset før 2034. Med opsigelsen sætter vi en klar bagkant, mens vi arbejder videre med løsninger for, at fiskerne kan omstille sig eller træde ud af fiskeriet. I den politiske aftale blev der afsat 13 mio. kroner til det arbejde, og jeg vil nu undersøge, hvordan vi kan få udfaset muslingefiskeriet markant hurtigere,” siger miljøminister Maria Reumert Gjerding.

Med bekendtgørelsen opsiges muslingefiskeriet i de tre områder per 1. oktober 2026 med henblik på ophør senest 30. september 2034, og dermed sættes en klar bagkant for muslingefiskeriet. I den politiske aftale blev der desuden afsat 13 mio. kroner til de fiskere, der selv ønsker at omstille sig og træde ud af fiskeriet tidligere end i 2034.

Fakta:

  • Den politiske aftale En ny kurs for dansk fiskeri (2. juli 2025) blev indgået af den daværende regering og et bredt flertal i Folketinget (S, V, M, SF, LA, K, EL, RV og ALT). Det blev besluttet at opsige rettighederne til muslingefiskeri i de kommende zoner med forbud mod bundslæbende fiskeri med otte års varsel, jf. aftalens initiativ nr. 3. Find den fulde aftale her.
  • Muslingefiskeriet i de tre områder forventes opsagt per 1. oktober 2026 med henblik på ophør senest 30. september 2034.
  • I aftalen indgår en ambition om at udfase muslingefiskeriet på vilde bestande i zonen hurtigere end otte år gennem en frivillig omstillingsordning, der giver fiskerne mulighed for at udtræde af fiskeriet tidligere end i 2034. Der er afsat 13 mio. kr. til ordningen.
  • Muslingeskrab er iblandt de fiskeriredskaber, der har den største fysiske påvirkning på havbunden (Kilde: Fiskerikommissionen, ”Fremtidens Fiskeri: Rapport fra Fiskerikommissionen”, 2023).
  • Muslingefiskeri i Bælthavet, vestlige Østersø og Isefjord udgør tilsammen knap en tredjedel af alt muslingefiskeri i danske farvande. 
  • Forbuddet mod bundslæbende fiskeri og opsigelse af rettighederne til muslingefiskeri i de tre områder forventes at reducere den samlede mængde af det årlige blåmuslingefiskeri med ca. 4.000 tons.

Yderligere oplysninger:

Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk

Følg pressemeddelelser fra Miljøministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Miljøministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye