By-, Land- og Transportministeriet

100 millioner kroner ekstra til kollektiv transport i landdistrikterne

23.7.2026 07:28:46 CEST | By-, Land- og Transportministeriet | Pressemeddelelse

Del

Regeringen afsætter 100 millioner kroner allerede i år til lokale og fleksible transportløsninger, der skal gøre det lettere at komme rundt i landdistrikterne og de mindre byer.

Gode transportmuligheder er en vigtig forudsætning for, at det er muligt at bo, arbejde og leve et aktivt liv i hele landet. Derfor får den kollektive transport i landdistrikterne nu en vitaminindsprøjtning med 100 millioner kroner til nye og fleksible løsninger. Formålet er at støtte lokale løsninger, der tager udgangspunkt i de konkrete behov, der findes rundt omkring i landet. Bedre lokale kollektive trafikløsninger kan blandt andet være med til at forbedre de unges transportmuligheder til og fra uddannelse.

- Jeg vil understøtte det gode liv i landdistrikterne, og en vigtig del af det, er at man kan komme til og fra arbejde, uddannelse, fritidsaktiviteter eller fællesskaber. Regeringen har allerede sørget for, at trafikselskaberne får kompensation for de høje brændstofpriser, så de ikke af den grund skal lukke busruter. Nu lægger vi 100 millioner oven i allerede i år til at forbedre den kollektive transport ved at tænke i nye løsninger, som er fleksible og lokalt tilpasset landdistrikterne, siger by-, land- og transportminister Signe Munk.

Pengene skal blandt andet bruges til transportløsninger, der tager højde for lokale forhold i landdistrikterne og de mindre byer. Trafikselskaberne og kommunerne får mulighed for at igangsætte initiativer, der styrker den lokale kollektive transport, eksempelvis brugerdrevne busser og fleksible løsninger, der kan tilpasses passagerernes behov. Det kan for eksempel være bus på bestilling, som er mindre busser, der kører frit mellem stoppestederne alt efter behov. 

Derudover vil regeringen understøtte, at der udvikles fælles, nationale betalingsløsninger, der fungerer i de fleksible transportløsninger, så det bliver nemmere at betale for sin rejse.  

Trafikselskaberne skal melde konkrete projekter ind til Trafikstyrelsen i løbet af efteråret, hvorefter pengene bliver frigivet til de projekter, der opfylder formålet.

Links

Følg pressemeddelelser fra By-, Land- og Transportministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra By-, Land- og Transportministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye