Kraftig El Niño på vej
3.7.2026 10:31:38 CEST | DMI – Danmarks Meteorologiske Institut | Pressemeddelelse
Verden kan gå et år med mere ekstremt vejr i møde. De internationale klimamodeller er usædvanligt enige om, at opvarmningen i Stillehavet vil blive markant stærkere hen over sommeren og efteråret.

En kraftig El Niño er under udvikling i det tropiske Stillehav, hvor havoverfladen nu er varmere end normalt. Det kan påvirke vejrsystemerne, også langt fra selve det varme havområde, hvilket øger sandsynligheden for hedebølger, tørke, kraftig regn og andre ekstreme vejrhændelser i flere dele af verden.
Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) vurderer, at den netop påbegyndte El Niño kan udvikle sig til en kraftig begivenhed allerede i løbet af de kommende måneder. Selvom El Niño ikke afgør, hvordan vejret bliver i Danmark, kan den få stor betydning for det globale klima.
Stor enighed giver større sikkerhed
Den seneste Global Seasonal Climate Update fra WMO bygger på prognoser fra en række af verdens førende klimaforskningscentre. Modellerne peger samstemmende på, at vi skal forvente en markant, yderligere opvarmning af havoverfladen i det centrale og østlige Stillehav – og dermed en kraftig El Niño.
- Det bemærkelsesværdige er ikke kun, hvor enige modellerne er, men hvor kraftig El Niño forventes at blive. Modellerne peger på en afvigelse af temperaturen i det østlige tropiske Stillehav mellem 2°C (grænsen for WMOs klassifikation som ”meget kraftig”) og næsten 4°C, hvilket ville resultere i den kraftigste El Niño i de sidste 150 år, siger klimaforsker Martin Stendel fra DMI.
Flytter på nedbøren
El Niño er en naturlig del af klimasystemet og beskriver, at havoverfladen i det tropiske Stillehav bliver varmere end normalt. Den ekstra varme ændrer atmosfærens cirkulation og flytter regnbælter og stormbaner. Resultatet er, at nogle regioner bliver tørrere end normalt, mens andre får mere nedbør.
Ifølge WMO er der blandt andet udsigt til:
- mere nedbør i det centrale og østlige Stillehav.
- større risiko for tørke i dele af Australien, Indien og det tropiske Indiske Ocean.
- øget sandsynlighed for mere nedbør i Sydeuropa og mindre nedbør i Nordeuropa, om end usikkerheden om effekten så langt fra det tropiske Stillehav er væsentligt større.
Hvad betyder det for Danmark?
Der findes ingen enkel kobling mellem El Niño og vejret i Danmark. Det danske vejr styres især af forholdene over Nordatlanten. Men El Niño påvirker den globale energibalance og atmosfæriske cirkulation og indgår derfor i de modeller, som DMI anvender til klimaanalyser og sæsonprognoser.
- Man skal passe på med at oversætte en global El Niño direkte til dansk vejr. Vi kan ikke sige, at den giver en bestemt dansk sommer eller vinter. Men den ændrer de globale mønstre, og derfor følger vi udviklingen tæt, siger Martin Stendel.
Et naturligt fænomen
El Niño optræder typisk hvert andet til syvende år og varer typisk op til et år, i sjældne tilfælde op til to år. I den periode bidrager El Niño til den globale opvarmning, men effekten opvejes af den modsatte fase efter El Niño. I år udvikler den sig imidlertid oven på et klima, som allerede er blevet varmere som følge af menneskeskabte udledninger af drivhusgasser.
- Når en kraftig El Niño falder sammen med den langsigtede globale opvarmning, kan de to effekter forstærke hinanden. Det øger sandsynligheden for nye globale varmerekorder og flere marine hedebølger, siger Martin Stendel.
Fakta: Hvad er El Niño?
- El Niño er den varme fase af klimafænomenet ENSO (El Niño-Southern Oscillation).
- Fænomenet opstår, når havoverfladen i det centrale og østlige tropiske Stillehav bliver varmere end normalt.
- El Niño udvikler sig typisk fra foråret og topper mellem november og februar.
- Begivenheden påvirker vejrmønstre over store dele af verden, men konsekvenserne varierer fra region til region.
- WMO klassificerer El Niño som svag, moderat, kraftig eller meget kraftig. Betegnelsen »super El Niño« indgår ikke i organisationens officielle klassifikation.
Nøgleord
Kontakter
DMI Kommunikation
Tlf:39157509presse@dmi.dkBilleder

Links
Om Danmarks Meteorologiske Institut
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) blev etableret i 1872, og det er i dag en institution under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
DMI varetager den meteorologiske betjening af samfundet inden for Rigsfællesskabet Danmark, Færøerne og Grønland med omliggende farvande og luftrum.
Den meteorologiske betjening omfatter prognose- og varslingstjeneste samt kontinuerlig overvågning af vejr, klima og dertil relaterede miljømæssige forhold i atmosfæren, på landjorden og i havet.
Følg pressemeddelelser fra DMI – Danmarks Meteorologiske Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DMI – Danmarks Meteorologiske Institut
Europa rykker tættere på fremtidens varsling af ekstremt vejr16.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mens Danmark holder efterårsferie, samler DMI omkring 80 europæiske vejreksperter i København for at tage næste skridt i Destination Earth-projektet. Målet er en digital tvilling af Jorden, der automatisk opdager ekstreme vejrhændelser og sætter meget detaljerede prognoser i gang dér, hvor vejret kan få store konsekvenser.
Ny forskning: AMOC kan svækkes kraftigt – og komme sig igen15.10.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nye modelberegninger fra DMI viser, at AMOC, et stort system af havstrømme i Atlanterhavet, kan blive markant svagere i et gradvist varmere klima, men genvinde sin styrke, hvis opvarmningen vendes.
DMI’s Klimaatlas bliver model for nyt græsk klimaatlas25.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Grækenland ligger i et europæisk klimahotspot, hvor hedebølger, tørke, naturbrande og oversvømmelser spiller en stadig større rolle. Nu skal erfaringer, metoder og kode fra DMI være med til at skabe et græsk klimaatlas, der omsætter klimadata til konkret viden om fremtidens klima.
Marine hedebølger kan ramme danske farvande 250 dage om året17.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nye tal i DMI’s Klimaatlas viser, at havet omkring Danmark bliver varmere i fremtiden. Antallet af dage med marine hedebølger kan stige med over 500 procent frem mod slutningen af århundredet.
Nyt stort studie: gletsjere smelter med stor hast16.9.2026 11:05:16 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt studie, der har undersøgt iskappernes udvikling gennem et halvt århundrede, understreger, at størstedelen af tabet af is sker fra iskapperne i form af gletsjerkælvning – og det går stærkt. Den viden skal hjælpe forskerne med at estimere fremtidens havniveaustigninger endnu bedre.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum