
Milliondonation til grønne fællesskaber for børn og børnefamilier
3.7.2026 07:38:11 CEST | 4H Danmark | Pressemeddelelse
Landbrugslotteriet støtter børne- og ungdomsorganisationen 4H med 1,2 mio. i overskudsmidler. Beløbet skal gå til at skabe nye lokale fællesskaber for børnefamilier, der vil opleve naturen sammen.

De fleste forældre drømmer om mere kvalitetstid som familie – helst under åben himmel til lyden af fuglefløjt og duften af gran. 40 steder i Danmark har 4H’s lokalforeninger allerede succes med grønne aktiviteter for børn, unge og børnefamilier. Men et hurtigt blik på Danmarkskortet viser også store områder uden tilbud. Det skal en milliondonation fra Landbrugslotteriets overskudsmidler nu lave om på.
4H satser stort på at starte nye aktivitetsfællesskaber for børnefamilierne. I den indsats er milliondonationen fra Landbrugslotteriet en uvurderlig håndsrækning, som skabte jubel i 4H:
”De her overskudsmidler kommer til at gøre en kæmpe forskel. Vi er en lille organisation, og det ville ganske enkelt ikke være muligt at satse på projektet uden midlerne fra Landbrugslotteriet. I sidste ende kommer det til at gøre en verden til forskel for en masse børn og unge,” fortæller Sarah Andersen, sekretariatschef i 4H.
Naturoplevelser for hele familien
I spidsen for projektet står den nyansatte foreningsudvikler i 4H, Morten Bach Hyldelund. De næste to år arbejder han under overskriften ’4H Alle Steder’. Han vil med projektet skabe liv i lokalområderne fra storbyen til de små landsbyer og kickstarte fritidsaktiviteter mindst 13 nye steder i landet.
”Fællesskaber er vigtige – og sunde - for alle, men især for børn og unge. 4H er på en måde en søgen tilbage mod rødderne, hvor vi sammen lærer om naturen og hvor maden kommer fra. Det er mit mål, at projektet vil give rigtig mange børn og unge gode naturoplevelser sammen,” fortæller Morten Bach Hyldelund.
Det er ikke første gang, at overskudsmidler fra Landbrugslotteriet forvandles til børneglæde i 4H. Landbrugslotteriet har af flere omgange støttet børne- og ungdomsorganisationens projekter, der alle har haft fokus på bæredygtighed og læring i børnehøjde. De seneste år er støtten især gået til koncepterne ’Insekthoteller’, ’Gendyrk’ og ’Vildt Spiseligt’, der på hver sin måde lærer børn og unge at passe på naturen. Koncepterne hjælper organisationens frivillige til at lave læringsrige aktiviteter, imens det samtidig gør det lettere for nye frivillige at komme i gang med at skabe et nyt fritidstilbud ud fra de færdige koncepter.
Hos Landbrugslotteriet er glæden gensidig:
”4H gør en helt særlig indsats for at give børn og unge oplevelser, der styrker både naturglæde og fællesskab. Vi er stolte over, at vores overskudsmidler kan være med til at støtte et arbejde, der betyder så meget for så mange,” siger Naja Jønsson Buhr, Chief Experience Officer hos Landbrugslotteriet.
Vær nysgerrig på naturen – for naturens skyld
I arbejdet med at starte aktivitetssteder introduceres et nyt koncept ’Naturdetektiverne’, der sammen med de tidligere års koncepter skal gøre det nemt for en lokal ildsjæl at gå fra ide til værdiskabende lokalt fællesskab. I ’Naturdetektiverne’ får børnene frihed til at være nysgerrige på naturen og finde svar sammen gennem hands-on familieaktiviteter. Konceptet bygger videre på det fundament, de sidste års overskudsmidler har støttet.
Nøgleord
Kontakter
Morten Bach HyldelundForeningsudvikler i 4H
Tlf:26 46 10 48mobh@4h.dkSøs Sabine OlsenKommunikationskonsulent i 4H
Tlf:26 46 79 27ssao@4h.dkBilleder
Links
Om 4H
4H er en børne- og ungdomsorganisation med fritidsaktiviteter inden for mad, natur, dyr og håndværk i et bæredygtigt perspektiv. I 4H lærer man ’ved at udføre’ og med udgangspunkt i de 4 H’er: Hånd, hoved, hjerte og helbred.

Om Landbrugslotteriet
Landbrugslotteriet har eksisteret siden 1907 og er sat i verden for at gøre en forskel for vores spillere, forhandlere og overskudsmodtagere. Vi uddeler overskudsmidler til forskellige almennyttige formål – fra vandrestier og insekthoteller til naturoplevelser for børn og unge.

Følg pressemeddelelser fra 4H Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

