Kun otte procent ved det: EU finansierer tyrefægtning
7.7.2026 08:00:00 CEST | World Animal Protection Danmark | Nyhed
Mens tyrene slippes løs i Pamplonas gader i disse dage, viser ny meningsmåling, at få danskere ved, at EU's landbrugsstøtte er med til at finansiere opdræt af de tyre, der bruges i tyreløb og tyrefægtning.

Kun otte procent af danskerne er klar over, at EU's landbrugsstøtte også bevilges til opdræt af kamptyre. Det viser en ny YouGov-undersøgelse gennemført for World Animal Protection.
Samtidig svarer 80 procent, at de er imod, at deres skattekroner bruges på at støtte den type aktiviteter.
Ifølge de mest anvendte branchetal modtager spanske opdrættere af kamptyre omkring 1,5 mia. kroner årligt gennem EU's fælles landbrugsstøtte. Men ingen kan med sikkerhed opgøre det præcise beløb, der er med til at finansiere tusindvis af tyrefestivaler hvert år.
Det skyldes, at støtten er indlejret i EU's generelle landbrugsordninger og ikke fremgår særskilt.
"Når danskerne opdager, at deres skattekroner indirekte er med til at understøtte en industri, hvor dyr avles til tyrefægtning, reagerer de meget klart. Det handler ikke kun om et opgør med kulturtraditioner, men først og fremmest om, at EU's dyrevelfærdspolitik skal være både konsekvent og troværdig. Man kan ikke på den ene side tale om høj dyrevelfærd og samtidig finansiere opdræt af dyr, som er avlet til underholdning, hvor lidelse er en forudsætning," siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.
Selv EU-politikere mangler indblik
Det er ikke kun vælgerne, der mangler overblik over støtten.
Ifølge Niels Fuglsang (S), medlem af Europa-Parlamentet og formand for Parlamentets tværpolitiske dyrevelfærdsgruppe, er det i dag umuligt at få et klart svar på, hvor mange EU-midler der reelt ender hos opdrættere af kamptyre:
"Det er et stort demokratisk problem, at hverken borgere eller folkevalgte kan få fuld indsigt i, hvor mange EU-midler der går til opdræt af kamptyre. Kommissionen siger simpelthen, at de ikke har tal på det, fordi det er en del af hektarstøtten. Den manglende gennemsigtighed gør det svært at føre en ærlig politisk debat om, hvordan skatteborgernes penge bliver brugt," siger Niels Fuglsang og tilføjer:
“Stod det til mig, så skulle tyrefægtning helt forbydes. Men et første skridt på vejen må være, at skattekroner i hvert fald ikke går til at støtte dyrplageri.”
Hul i EUs dyrevelfærdspolitik
Den manglende transparens betyder, at det mest troværdige tal på støtten til kamptyre stammer fra de spanske tyreopdrætteres egen brancheorganisation.
De har selv påpeget, at opdrætterne vil gå glip af 200 millioner euro årligt, hvis de ikke får hjælp gennem EU's landbrugsstøtte.
"Det er et hul i europæisk dyrevelfærdspolitik, som bliver stadig vanskeligere for EU at forklare – både politisk og moralsk. Politikken må gælde overalt – og for alle dyr. Det er absurd, at tyrefægtning er undtaget, hvis lidelserne er pakket ind i tradition, kultur og turistoplevelse," slutter Gitte Buchhave.
Alene i Spanien bliver omkring 30.000 tyre, køer og kalve brugt til tyrefægtning og på festivaler med andre typer mishandling af tyrene hvert år.
Faktabox:
Meningsmålingen er foretaget af YouGov i juni 2026 for World Animal Protection Danmark blandt et repræsentativt udsnit af danskere over 18 år.
● Kun 8 % af danskerne vidste, at EU's landbrugsstøtte også går til opdræt af kamptyre.
● 92 % svarede ‘nej’ til spørgsmålet: “Vidste du, at danske skattekroner bliver brugt på at støtte festivaler med tyreløb eller tyrefægtning?”
● 80 % mener ikke, at skattekroner bør bruges til at støtte opdræt af dyr, der indgår i tyrefægtning og tyrefestivaler.
● 72 % mener, at tyrefægtning bør afskaffes.
● Kun 12 % mener, at tyrefægtning er en tradition, der bør bevares.
EU-støtten
● Ifølge EU Kommissionen er støtten indlejret i den generelle landbrugsstøtte. Derfor kan offentligheden ikke få et udspecificeret overblik over støtten til tyre-opdræt.
● De mest troværdige oplysninger peger på, at omkring 200 millioner euro (ca. 1,5 mia. kr.) årligt går til opdrættere af kamptyre gennem EU's fælles landbrugspolitik (CAP).
● Tallet stammer fra den spanske brancheorganisation for opdrættere af kamptyre - Union de Criadores de Toros Lidia.
Tyrefægtning i Europa
● Der findes mellem 895 og 1.339 farme i Spanien, der opdrætter tyre til tyrefægtning.
● Omkring 2.300 tyre blev brugt i traditionelle tyrefægtninger i Spanien i 2023, mens 1.000 tyre blev brugt i tyrefægtninger i henholdsvis Frankrig og Portugal.
Tyrefestivaler
● Der afholdes omkring 18.000 tyrefestivaler om året i Spanien.
● Omkring 30.000 dyr bruges hvert år ved disse festivaler, hvor tyrene blandt andet jages gennem gader, udsættes for ild på hornene og udsættes for andre former for misbrug og mishandling.
Holdninger i Europa
● Ifølge den seneste Eurobarometer-undersøgelse mener 74 % af EU's borgere, at EU bør styrke beskyttelsen af dyrevelfærd og afskaffe tyrefægtning.
Kilder: YouGov, CAS International, Euractiv, AVATMA, Europa-Kommissionens Eurobarometer om dyrevelfærd samt The Guardian.
Nøgleord
Kontakter
Lisbeth KjærKommunikationschefWorld Animal Protection Danmark
Tlf:26136935lisbethkjaer@worldanimalprotection.dkBilleder






Om World Animal Protection Danmark
World Animal Protection er en global organisation, der kæmper for dyrene. Vi har indsatser i omkring 50 lande og kontorer 12 forskellige steder i verden. Året rundt arbejder vi fokuseret sammen med forskere, medier, lokalbefolkninger, regeringer og andre organisationer. Globalt, regionalt og lokalt.
Vores mål er en bedre verden. For alle.
Følg pressemeddelelser fra World Animal Protection Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra World Animal Protection Danmark
Dyreorganisation slår alarm: Hvaler dør på stribe12.10.2026 15:56:34 CEST | Nyhed
På mindre end tre måneder er seks hvaler døde efter at være blevet flyttet fra den lukkede forlystelsespark Marineland i Canada til andre anlæg i USA og Spanien. World Animal Protection kritiserer, at delfiner, spækhuggere og hvidhvaler fortsat holdes i fangenskab og udnyttes som underholdning.
50.000 kræver handling: EU-penge skal ikke gå til opdræt af tyre til tyrefægtning29.9.2026 16:22:20 CEST | Pressemeddelelse
EU’s dyrevelfærdskommissær bør sætte en stopper for, at landbrugsstøtte kan gå til opdrættere af tyre til tyrefægtning og tyrefestivaler. Det mener dyreorganisationerne World Animal Protection Danmark og CAS International, der tirsdag afleverede over 50.000 underskrifter til medlem af Europa Parlamentet Niels Fuglsang.
Meget billigere at forbyde minkbure end at redde industrien bag23.9.2026 07:00:00 CEST | Nyhed
EU kan spare milliarder ved at udfase pelsavl i stedet for at bruge offentlige penge på at holde liv i en industri, der aldrig kan give mink ordentlig dyrevelfærd. Det viser en ny økonomisk analyse, der offentliggøres i dag.
Fjer er blevet modebranchens nye pels – men dyrene betaler prisen22.9.2026 07:00:00 CEST | Nyhed
Luksusbrands som Dior, Louis Vuitton og Chanel er kunder hos verdens største producenter af strudsefjer, der også forsyner fast-fashion-giganten Shein, der er en af Danmarks mest populære web-butikker. Ny rapport dokumenterer alvorlige dyrevelfærdsproblemer i strudsefjerproduktionen.
Ny rapport: Skadelig nærkontakt med vilde dyr mest populært blandt hyppige SoMe-brugere14.9.2026 07:00:00 CEST | Nyhed
Ny rapport dokumenterer en omfattende udbredelse af videoer med skadelige nærkontakter mellem turister og vilde dyr. Samtidig viser undersøgelser en stærk sammenhæng mellem høj brug af sociale medier og interessen for at besøge attraktioner med tæt kontakt til vilde dyr. World Animal Protection er bekymret for tilbageslag i den voksende bevidsthed om dyrevelfærd.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum