Mange rammes af skjult udmattelse: Ny metode skal gøre synsudtrætning synlig
1.7.2026 07:39:17 CEST | VELUX FONDEN | Pressemeddelelse
Forskere og fagprofessionelle går sammen om at afdække synsudtrætning og styrke handlekraften hos personer med synsnedsættelse.

Hovedpine, koncentrationsbesvær og invaliderende træthed. En betydelig andel af personer med synsnedsættelse oplever svær synsudtrætning – en ofte overset tilstand, der fører til markant mental og fysisk udmattelse i hverdagen.
Trods problemets omfang mangler der i dag fælles redskaber til at identificere og håndtere synsudtrætning. Derfor går et nyt forsknings- og praksisprojekt nu i gang med at udvikle en metode, der systematisk kan afdække og måle synsudtrætning i hverdagen.
”Uden en fælles metode og tilgang til udredning, risikerer vi, at synsudtrætning bliver overset eller forvekslet med f.eks. almindelig træthed eller stress. Som det er nu, afhænger vurderingen af den enkelte synsprofessionelles erfaring og viden, hvilket kan medføre forskel i kvalitet og systematik i udredningerne, opfølgningen og interventionerne,” siger Kenn Warming, specialkonsulent og ph.d. ved IBOS – Institut for Blinde og Svagsynede.
Forskning og praksis samarbejder
IBOS gennemfører projektet i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet og med støtte fra VELUX FONDENs HUMpraxis-program.
”Synsudtrætning kan begrænse menneskers handlekraft i hverdagen og gøre det vanskeligere at fastholde et aktivt liv. Derfor støtter VELUX FONDEN projektet, hvor forskning og praksis arbejder tæt sammen om både at forstå udfordringen bedre og udvikle løsninger, der kan bruges i praksis og gøre en konkret forskel for mennesker med synsnedsættelse,” siger direktør Ane Hendriksen.
Projektets målgruppe er personer på 50+ med betydelig synsnedsættelse, hvilket betyder, at de er vurderet berettigede til synsfaglig bistand. Målgruppen er voksende, idet den demografiske udvikling med flere ældre medfører flere personer med synsnedsættelse.
Synsudtrætning begrænser deltagelse i hverdagen
Mange med synsudtrætning oplever koncentrationsbesvær, hovedpine og et generelt fald i overskud, som kan begrænse deres mulighed for at deltage aktivt i samfundet.
For nogle betyder det, at de må skrue ned for arbejde eller trække sig fra fællesskaber, forklarer Louise Bøttcher, lektor i neuropsykologi ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet.
”Synsudtrætning opstår, fordi mennesker med betydelig synsnedsættelse eller blindhed skal løse opgaver gennem bevidst brug af andre sanser og ved brug af strategier. Det er en langt mere energikrævende proces end ’bare at se’, og derfor udtrættes personen med synsnedsættelse i løbet af en dag med ’almindelige’ opgaver og gøremål,” siger hun.
Ny viden skal omsættes til konkrete værktøjer
Projektet skal både skabe ny viden om, hvordan synsudtrætning opstår og påvirker den enkelte, og udvikle konkrete værktøjer, som fagpersoner kan bruge til at støtte mennesker med synsnedsættelse bedre.
Målet er at sikre tidligere indsats og styrke mulighederne for at fastholde et aktivt hverdags- og arbejdsliv – også med nedsat syn, siger Kenn Warming.
”Redskabet vil gøre vores vurderinger systematiske og kvalificerede. Vi vil hurtigere og bedre kunne identificere borgere, der er særligt påvirket af synsudtrætning og derved målrette vores rådgivning. Vores ambition er, at redskabet kan bruges af alle synsprofessionelle, så borgere med nedsat syn har samme mulighed for udredning og vejledning, uanset hvor de bor i landet."
29,5 mio. til fem projekter
Projektet er et af i alt fem projekter, der i 2026 støttes med 29,5 mio. kr. som en del af VELUX FONDENs HUMpraxis-program, hvor forskere indenfor human- og samfundsvidenskaberne og praktikere udvikler og afprøver nye løsninger i et ligeværdigt samarbejde.
De fire øvrige projekter er:
-
Fælles fortællinger - Litterære fællesskaber på biblioteker som vej til øget trivsel og handlemod for udsatte børn (Aarhus Kommune, Aarhus Bibliotekerne, Aarhus Universitet og VIA University College)
-
SIRPA - Sociale forestillinger og realiseringer af stedbundne fællesskaber i aldrende samfund (Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet, Hørsholm Kommune og VIVE)
-
Brugertilpasset virkningsfuld rådgivning af børn og unge (Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet og RådgivningsDanmark)
-
SAMSKABT - Styrkelse af flygtninges trivsel gennem tilgængelig og sammenhængende omsorg (Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, DIGNITY og Diversity Works)
Kontakter
Kenn Warming, specialkonsulent og ph.d. ved IBOS – Institut for Blinde og Svagsynede.
PU6E@kk.dk
Tlf.: 61 66 03 01
Michael Christensen, fondsrådgiver i VELUX FONDEN
mch@veluxfonden.dk
Tlf.: 23 60 87 68
Om VELUX FONDEN
VELUX FONDEN er en almennyttig fond, der ønsker et demokratisk og bæredygtigt samfund på et oplyst og inkluderende grundlag.
VELUX FONDEN arbejder for at forbedre menneskers liv og handlemuligheder i et demokratisk og bæredygtigt samfund ved at støtte forskning og indsatser inden for eller på tværs af sociale forhold, alderstrin, voksenlivets overgange, samfund og kultur samt havmiljøet. VELUX FONDENs 2030-strategi adresserer således en lang række væsentlige samfundsudfordringer inden for områderne Sociale indsatser, Et hav i balance, Human- og samfundsvidenskabelig forskning og kultur samt Voksenlivets overgange og forandringer.
Læs mere på www.veluxfonden.dk
Følg pressemeddelelser fra VELUX FONDEN
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra VELUX FONDEN
Nye initiativer skal styrke fællesskaber for mennesker i svær psykisk mistrivsel2.4.2026 06:55:46 CEST | Pressemeddelelse
27 mio. kroner går til fem nye projekter, der skal styrke fællesskaber for bl.a. traumatiserede flygtninge og mennesker, der rammes af depression efter stroke.
Indsatte falder digitalt bagud: Nyt forskningsprojekt skal kortlægge konsekvenserne12.3.2026 09:37:45 CET | Pressemeddelelse
Forskningsprojektet MEDIN skal undersøge digital eksklusion blandt indsatte og levere anbefalinger, der bl.a. skal styrke deres retssikkerhed.
Ekstraordinært løft til havet: VELUX FONDEN bevilliger tocifret millionbeløb23.1.2026 05:00:00 CET | Pressemeddelelse
Med en bevilling på 75 mio. kroner støtter VELUX FONDEN Tænketanken Havs vigtige indsats for at samle viden, skabe dialog og styrke havmiljøet. ”Tænketankens arbejde har afgørende værdi for vores allesammens hav,” siger VELUX FONDENs forperson.
Forfattere flytter ind på fem universiteter: Skal bygge bro mellem litteratur og humaniora20.1.2026 12:50:00 CET | Pressemeddelelse
Otte skønlitterære forfattere flytter ind på universiteterne for at fremme gensidig inspiration og styrke dialogen mellem kunst og videnskab. ”Jeg ser frem til at blive udfordret i min tænkning,” siger forfatter Liv Duvå.
Kreativ omsorg gør en ”kæmpe forskel” for mennesker med demens10.12.2025 10:29:00 CET | Pressemeddelelse
Forskere og praktikere samarbejder om at undersøge, hvordan spontane hverdagssituationer kan være til stor gavn for både demensramte, pårørende og fagpersoner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum