FDM

Test afslører dårlig sikkerhed på lastbiler – koster 400 liv om året

1.7.2026 06:02:00 CEST | FDM | Pressemeddelelse

Del

For svage kofangere på lastbiler koster hvert år omkring 400 mennesker livet på de europæiske veje i såkaldte underkøringsulykker. Sammen med de europæiske bilklubber og Euro NCAP efterlyser FDM skærpede krav til kofangerne.

Crashtest hvor sort bil kører op bag i lastbil
Ny test får Euro NCAP og de europæiske bilklubber med FDM til at efterlyse kofangere, der sikrer bedre mod bestemt type ulykker. Foto: FDM/ADAC

Risikoen for at det ender fatalt, hvis en personbil kører op bag i en lastbil, er alt for stor. De lovpligtige kofangere, som skal forhindre, at en personbil ved sammenstød kører ind under en lastbil eller trailer, er nemlig ikke stærke nok. Det viser en ny test, som FDM har lavet i samarbejde med europæiske bilklubber, Euro NCAP og den britiske myndighed National Highways.

Det har siden 2007 været et krav i EU, at alle lastbiler og lastvognstrailere skal have monteret godkendte kofangere, der skal sikre mod de fatale underkøringsulykker. Ifølge Euro NCAP koster den type ulykker omkring 400 europæere livet hvert år.

I testen kørte en Tesla Model 3 med 56 km/t op bag i en parkeret lastbil med kofanger, som skal sikre mod underkøring. Den kunne dog ikke modstå påkørslen fra personbilen, der med testdukker fortsatte ind under lastbilen. I en virkelig ulykke havde det været med dødelige skader til følge.

”Det er skræmmende, hvor dårligt lastbilernes kofangere beskytter ved påkørsel bagfra. Det betyder, at uanset hvor god en bils sikkerhed er, vil en underkøringsulykke næsten altid være fatal. At mange bilers nødbremsesystemer har svært ved at opdage en lastbil, der holder stille eller pludselig bremser op, gør det ikke bedre. Det understreger vigtigheden af, at man er opmærksom bag rattet og holder god afstand til den forankørende,” siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen.

Det er ikke første gang, at bilklubberne sætter fokus på de svage kofangere. Tilbage i 2013 viste en lignende test det samme resultat. Derfor opfordrer bilklubberne og Euro NCAP nu EU til at skærpe kravene, så de svarer til den langt sikrere amerikanske TOUGHGUARD-kofanger, der siden 2017 har været en udbredt standard i USA.

Forskellen mellem den europæiske og den amerikanske standard fremgik af en lignende test med en tilsvarende Tesla Model 3 ved 56 km/t. Her blev bilen ved sammenstødet holdt tilbage af lastbilens underkøringskofanger, mens personbilens kollisionssikkerhed betød, at fører og passagerer var langt bedre beskyttet.

”De europæiske kofangere, som skal forhindre de dødelige ulykker, hvor en personbil fortsætter ind under en lastbil eller trailer, virker tydeligvis ikke, og det skal der laves om på. Heldigvis findes løsningen allerede i USA. Derfor bør man fra EU's side hurtigst muligt skærpe kravene til kofangerne, så vi i Europa får samme sikkerhed, som de har i USA. Alt andet er uacceptabelt,” siger Søren W. Rasmussen.

Se video af testen

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Crashtest af sort bil, som kører op bag i lastbiltrailer
Ny test afslører, at de såkaldte underkøringskofangere på lastbiler slet ikke beskytter, som de skal. Det koster hvert år op mod 400 mennesker livet i ulykker i Europa.
Foto: FDM/ADAC
Download
Sort bil er kørt ind under lastbil
I testen ved 56 km/t knækkede lastbilens kofanger, og bilen fortsatte ind under lastbilen.
Foro: FDM/ADAC
Download
Crashtest hvor sort bil kører op bag i lastbil.
Både Euro NCAP og de europæiske bilklubber opfordrer EU til at skærpe kravene til lastbilers underkøringskofangere, så de kan forhindre de uhyggelige ulykker i at ske.
Foto: FDM/ADAC
Download
Blå bil smadret efter sammenstød med lastbil.
Modsat de europæiske kan den amerikanske Toughguard-kofanger modstå sammenstød med en bil, så den fatale underkøringsulykke forhindres.
Foto: FDM/IIHS
Download

Om FDM

FDM er med 284.000 medlemshusstande Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation.

FDM arbejder for en afvikling af registreringsafgiften, en grøn omstilling af bilparken, bedre trafiksikkerhed, bedre infrastruktur og bedre forbrugersikkerhed.

Derudover sidder FDM i en lang række råd og nævn som Parkeringsklagenævnet, Færdselssikkerhedskommissionen og Rådet for Sikker Trafiks forretningsudvalg.

Læs mere om FDM

Følg pressemeddelelser fra FDM

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra FDM

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye