Aarhus-forskere bag ny podcast op til Tour de France
2.7.2026 08:24:54 CEST | Aarhus Universitet: Arts | Pressemeddelelse
Op til verdens største cykelløb, Tour de France, lancerer forskere fra Afdeling for Filosofi og Idéhistorie på Aarhus Universitet en ny podcast, der bruger cykelsporten som indgang til de store spørgsmål om mennesket.

Millioner følger Tour de France for dramaet, duellerne og de spektakulære bjergafslutninger. Men cykelsporten fortæller også noget om mennesket.
Det er udgangspunktet for podcast-miniserien Tanker og Tandhjul, hvor forskere fra Afdeling for Filosofi og Idéhistorie ved Aarhus Universitet bruger Tour de France som afsæt for samtaler om nogle af de store spørgsmål i filosofien.
Hvorfor fascineres vi af ryttere, der presser sig selv til det yderste? Hvorfor holder vi med udbruddet? Hvad siger cykelsporten om frihed, fællesskab og vores trang til at overskride egne grænser?
Det er nogle af de spørgsmål, podcasten undersøger.
"Cykelsport er et godt sted at tale om filosofi. Sporten er populær i Danmark, samtidig med at den bygger på nogle af de store fortællinger, vi også finder i idéhistorien og filosofien. Gennem cykelsport håber vi at kunne formidle forskning langt ud over det akademiske miljø," siger Sune With, ph.d.-studerende ved Afdeling for Filosofi og Idéhistorie på Aarhus Universitet og vært på podcasten.
Hver episode tager udgangspunkt i en filosof eller samfundstænker og undersøger, hvordan deres idéer kan give nye perspektiver på cykelsportens verden.
Den første episode handler om Friedrich Nietzsche og kredser om vilje, styrke og selvoverskridelse.
Den anden episode tager udgangspunkt i sociologen Hartmut Rosa og undersøger, hvordan resonans og det ukontrollerbare kan give nye perspektiver på sporten.
En anderledes Tour
Podcasten er ikke kun lavet til mennesker med interesse for cykelsport.
Ambitionen er at bruge en af Danmarks mest populære sportsgrene som en indgang til de idéer, filosoffer og samfundstænkere har diskuteret gennem århundreder. Cykelsporten rummer nemlig mange af de spændinger, som også optager filosofien: frihed og disciplin, individ og fællesskab, kontrol og tilfældighed.
Når Tour de France ruller gennem sommeren, inviterer forskerne lytterne med på en anderledes tour – hvor etaperne også bliver en rejse gennem nogle af de største spørgsmål om mennesket.
Fakta
Tanker og Tandhjul er en podcast-miniserie produceret af ph.d.-studerende Sune With ved Afdeling for Filosofi og Idéhistorie på Aarhus Universitet.
De første to episoder tager udgangspunkt i:
- Friedrich Nietzsche – vilje, styrke og selvoverskridelse.
- Hartmut Rosa – resonans, kontrol og det ukontrollerbare.
Podcasten kan høres på Spotify og Apple Podcasts.
Mød forskerne
Sune With
Ph.d.-studerende ved Afdeling for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet. Vært og producent på podcast-miniserien Tanker og Tandhjul, der bruger cykelsport som indgang til filosofiske og idéhistoriske spørgsmål.
Christian Olaf Christiansen
Professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet. Forsker i global ulighedm menneskerettigheder og kapitalisme og medvirker i podcastserien med perspektiver på blandt andre Friedrich Nietzsche og Hartmut Rosa.
Morten Dige
Lektor i filosofi ved Aarhus Universitet. Forsker i etik, politisk filosofi og medvirker i podcastserien med perspektiver på Hartmut Rosas teori om resonans.
Kontakter
Kontakt
Sune With, ph.d.-studerende
Afdeling for Filosofi og Idéhistorie
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: sunewith@cas.au.dk
Mobil: +45 6127 2166
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
Christian Olaf Christiansen vinder international pris for forskning i menneskerettigheder28.9.2026 09:01:06 CEST | Pressemeddelelse
Christian O. Christiansen, professor i Idéhistorie ved Aarhus Universitet, modtager James J. Busuttil Medal and Prize for Human Rights for sin forskning i menneskerettigheder. Prisen uddeles af det britiske videnskabelige selskab, Royal Asiatic Society.
Større fokus på børn og unges skrivelyst kan styrke både skrivning og læsning17.9.2026 10:22:24 CEST | Pressemeddelelse
Børn og unges skrivning står ofte i skyggen af læsning, der med de nye PISA-resultater igen er kommet i fokus i skoledebatten. Men de to kompetencer og elevers lyst til at skrive og læse hænger tæt sammen. Med en ny forskningsoversigt i serien Pædagogisk indblik fra DPU får vi for første gang på dansk et overblik over, hvad vi ved om børn og unges skrivelyst. Forskningsoversigten giver desuden konkrete anbefalinger til, hvordan elevers skrivelyst kan styrkes både i grundskolen og på ungdomsuddannelser.
Ny forskning om det romerske vejnet16.9.2026 07:44:50 CEST | Pressemeddelelse
Sidste år kortlagde et internationalt forskerhold ledet af forskere fra Aarhus Universitet næsten 300.000 kilometer romerske veje – over 100.000 kilometer mere end hidtil kendt. Fundet gav dermed et langt mere detaljeret billede af Romerrigets omfattende vejnet. Nu viser ny videnskabelig undersøgelse af forfatterne bag sidste års kortlægning, at Rom ikke var så central i det romerske vejnet, som man ofte antager. Undersøgelsen er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature Communications.
NCUM: Kompetenceudvikling af matematiklærere og -vejledere kan løfte elever i matematik10.9.2026 09:43:32 CEST | Pressemeddelelse
De nye PISA-målinger viser et bekymrende fald i danske skoleelevers matematikkompetencer. En del af løsningen kan være toårige forskningsbaserede og praksisrettede kompetenceudviklingsforløb for matematiklærere og -vejledere på alle grundskoler, lyder anbefaling fra Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning.
Nyt forskningsprojekt vil kortlægge litteraturens sanselige kraft8.9.2026 09:14:38 CEST | Pressemeddelelse
Hvorfor kan en roman få os til at høre bølgerne slå mod kysten, mærke kulden i en vinternat eller næsten smage en madeleinekage? Det spørgsmål står centralt i et nyt forskningsprojekt fra Center for Humanities Computing på Aarhus Universitet, som nu inviterer offentligheden til at hjælpe med at undersøge, hvordan litteratur aktiverer vores sanser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum