Danva

DANVA opfordrer alle til at bruge vandet med omtanke

29.6.2026 09:45:00 CEST | Danva | Pressemeddelelse

Del

Det varme, tørre vejr får os til at bruge mere vand, og typisk på samme tid. DANVA, der er brancheorganisation for Danmarks vandselskaber, opfordrer til at bruge vandet med omtanke, så der er nok til alle.

En person vander planter i en have med en haveslange.
Et råd til at mindske vandforbruget er at vande med vandkande i stedet for haveslange. Foto: Colourbox Foto: Colourbox

Vi bruger markant mere vand i sommerheden. Med weekendens rekordvarme hedebølge er der hårdt pres på vandforsyningerne – også fordi vi typisk bruger meget vand på samme tid. Nogle steder er forbruget næsten fordoblet. Derfor opfordrer DANVA alle til at bruge vandet med omtanke. 

“Vi har vand nok – men ikke til alt. Fortsætter de høje temperaturer kan det blive et problem. Derfor beder vi alle om at bruge vandet med omtanke og følge de simple råd: Drop havevanding og undgå at fylde store badebassiner,” siger Dorte Skræm, fagleder for drikkevand i DANVA.

Selvom vi i Danmark har rigelige grundvandsressourcer, er der grænser for, hvor meget vand der må og kan indvindes. Det skyldes både tekniske begrænsninger og miljøhensyn, blandt andet for at beskytte søer, vandløb og det økologiske system.

“Risikoen for vandmangel er meget forskellig, alt efter hvor i landet du er. Det varme, tørre vejr gør opfordringen aktuel, men vi skal også se det som en del af en større opgave: At passe på vores grundvand og sikre rent drikkevand i fremtiden,” siger Dorte Skræm og påpeger at forurening med pesticider f.eks. også er med til at presse mange vandværker.

Reel risiko for vandmangel

I hovedstadsområdet er der reel risiko for, at forbrugerne kommer til at stå med tomme haner.

“Vi bruger rigtig meget vand i øjeblikket, og det presser vandforsyningen. Hvis det høje forbrug fortsætter, har vi udsigt til vandmangel i hovedstadsområdet. Derfor opfordrer vi kunderne til at spare på vandet, så vi sikrer, der er nok til alle,” siger Anne Scherfig, områdechef for vandplanlægning i HOFOR.

Nogle steder er vandforbruget fordoblet

Hos Aarhus Vand producerer de samlet 25 pct. mere vand i døgnet end normalt.

”Vi kan se en tydelig stigning i vandforbruget, som jeg formoder bl.a. skyldes havevanding og opfyldning af havebassiner. Normalt producerer vi omkring 40.000 kubikmeter vand i døgnet, og lige nu er vi oppe på 50.000 kubikmeter. Indtil videre kan vi dog godt følge med uden restriktioner for vores kunder,” siger Rasmus Bærentzen, som er fagleder for vandproduktion.

I NOVAFOSS på Nordsjælland forventer man at kunne levere vand nok til alle borgere, men opfordrer stadig til omtanke.

“Vi kan tydeligt se på vandforbruget, at varmen har taget til, særligt i områder med mange parcelhuse. I nogle områder er forbruget næsten fordoblet. Drikkevand er en knap ressource, så begræns gerne havevanding mest muligt,” siger Bo Lindhardt, direktør for Vand og IT & Automation i NOVAFOSS.

Gode råd fra drikkevandsselskaberne

DANVA har samlet en række anbefalinger fra vandselskaber landet over:

  • Vand ikke græsplænen. Den bliver grøn igen, når regnen kommer.
  • Brug vandkande frem for haveslange. En slange kan bruge op til 12 liter i minuttet.
  • Vand kun om aftenen eller tidligt om morgenen. Så undgår du fordampning.
  • Undgå at fylde store badebassiner. De største pools bruger vand svarende til et halvt årsforbrug for én person, nogle mere – køl dig hellere ned i søer eller havet.
  • Saml regnvand, når du kan. En regnvandstønde er en effektiv og bæredygtig kilde til havevanding.
  • Vælg vaskemaskinens eller opvaskemaskinens spareprogram. Og nøjes med at skrabe madrester af, før du fylder opvaskemaskinen – du behøver ikke skylle. Drop forvasken.
  • Køb en sparebruser og tag kortere brusebade, og sluk for vandet, mens du børster tænder eller sæber hænder ind.

Tjek dit lokale vandværk

DANVA opfordrer danskerne til at holde øje med deres lokale vandværks hjemmeside, hvor specifikke anbefalinger og eventuelle restriktioner opdateres løbende.

I mange byer er der opstillet offentlige vandposter, hvor man kan fylde flasken med koldt drikkevand i sommervarmen. Tjek dit lokale vandværk for yderligere informationer.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

En person vander planter med en haveslange i en have.
Et råd til at mindske vandforbruget er at vande med vandkande i stedet for haveslange. Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Download

DANVA er den samlende kraft i vandsektoren.

Gennem stærke alliancer og klare budskaber taler DANVA vandets sag, som vigtig ressource for den grønne omstilling og grundlaget for alt liv.

DANVA ER VANDETS KLARE STEMME.

Følg pressemeddelelser fra Danva

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danva

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye