Danmarks Idrætsforbund

To kæmpe guld-overraskelser ved DM i enkeltstartscykling

26.6.2026 19:59:08 CEST | Danmarks Idrætsforbund | Pressemeddelelse

Del

Sif Bendix Madsen og Kristian Egholm er nykårede danske mestre i enkeltstartscykling ved DIF DM-ugen i Herning. 

Kristian Egholm vinder guld i Herning til DIF DM-ugen. Foto: Lars Møller.
Kristian Egholm vinder guld i Herning til DIF DM-ugen. Foto: Lars Møller.

Der var massiv varme og masser af tilskuere på opløbsstrækningen, da Herning lagde asfalt til de danske mesterskaber i enkeltstartscykling ved DIF DM-ugen. Efter 29,2 kilometer kunne Sif Bendix Madsen, der kommer fra København og repræsenterer Aalborg Cykle-Ring, og Kristian Egholm, der kommer fra Holbæk og kører for Lidl-Trek Future Racing, højst overraskende lade sig hylde og få hængt DM-guldmedaljerne om halsen til stor jubel fra de mange tilskuere i Hernings sol.

Kristian Egholm var tydeligt stolt efter sejrsceremonien, hvor han fik sprøjtet champagne i øjnene af sølvmedaljevinder Mikkel Norsgaard Bjerg og bronzevinder Peter Øxenberg Hansen:

”Jeg har det rigtig godt. Mine øjne svier på grund af champagnen, men der er andet at bruge tid på lige nu. Det er uvirkeligt.”

Han fortsætter:

”Jeg har vundet DM som junior, og nu står jeg med den ægte DM-trøje, hvis man må kalde den det. Jeg kan ikke sige andet, end at jeg skal ud og fejre det her, og så selvfølgelig også fokusere på løbet på søndag (DM i linjeløb, red.).”

I forhold til stemningen under DIF DM-ugen siger Kristian Egholm:

”Der er rigtig mange mennesker, og det mærker man meget, meget tydeligt på cyklen. Det er dejligt, at der er så mange, der hepper på en. Det var en god oplevelse.”

Guldmedaljevinder kører sit første cykelløb nogensinde

Hvis det var en overraskelse, at Kristian Egholm skulle vinde DM i enkeltstart hos mændene, så kom det som et chok, at triatleten, Sif Bendix Madsen, vandt guld i elitekvindernes enkeltstartsløb. Det er Sif Bendix Madsens allerførste cykelløb nogensinde, da hun hidtil udelukkende har fokuseret på triatlon.

”Det er slet ikke gået op for mig endnu. Jeg venter stadig på, at der kommer en ind, der er hurtigere end mig. Jeg tror lige, at der går noget tid, før det går helt op for mig, at jeg har vundet.”

Det var Sif Bendix Madsens første cykelløb, men det bliver formentlig ikke det sidste:

”Jeg vil gerne til DM næste år og se, om jeg kan forsvare titlen, og ellers er jeg bare godt tilfreds med at kunne vise, at triatleter også kan finde ud af at cykle,” siger Sif Bendix Madsen og fortæller til slut om, hvordan det var at køre cykelløb til DIF DM-ugen i Herning:

”Det var megafedt at køre her. Det er første gang, at jeg kører en konkurrence i Danmark i år, for ellers har jeg dyrket triatlon i udlandet, så det er fedt at komme tilbage og mærke stemningen – også fra min familie og venner, der heppede.”

Kort før start fik Sif Bendix Madsen at vide, at hendes styr ikke fulgte reglerne for at køre cykelløb, så der måtte en sav frem, så hun kunne stille til start:

”Der blev savet lidt i styret. Det er lidt uhyggeligt at få savet i sit styr en time inden racet, men det lykkedes det hele, og det blev godkendt, og alt endte jo godt,” slutter triatleten med et stort smil.

Sif Bendix Madsen vandt foran Gertrud Riis Madsen og Silje Weitze Antvorskov.

Facts om DIF DM-ugen 2026

46 sportsgrene er repræsenteret
+85 discipliner er med
+135 danmarksmestre skal på skamlen og have DIF’s officielle DM-guldmedalje hængt om halsen
+2.200 atleter er tilmeldt
+1.000 frivillige hjælper med at afvikle de mange mesterskaber.

Pressebilleder kan hentes her. Fotokredit: Lars Møller. 

Nøgleord

Kontakter

DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 63 forbund, godt 8.250 idrætsforeninger og mere end 2,1 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye