DTU åbner dørene til biosolutions i nyt tværgående center
29.6.2026 06:30:00 CEST | DTU - Danmarks Tekniske Universitet | Pressemeddelelse
Et nyt center på DTU skal gøre det lettere for virksomheder, myndigheder og samarbejdspartnere at omsætte bioteknologisk forskning til bæredygtige løsninger i industriel skala.

Biosolutions har potentialet til at blive en nøgle til Europas grønne omstilling, konkurrenceevne og uafhængighed af fossile ressourcer. DTU styrker udviklingen af bioteknologiske løsninger med etableringen af Biosolutions DTU – Centre for Biosolutions, der fungerer som én samlet indgang til DTU’s stærke forskningsmiljøer. Centret skal lette virksomheders, investorer, myndigheders, fonde og forskeres adgang til universitetets faciliteter og kompetencer.
"Biosolutions er en central del af en fremtidig bæredygtig økonomi i Danmark og Europa. Derfor accelererer vi samarbejdet på tværs, både mellem universitet og industri og internt imellem DTU’s anerkendte og førende forskningsmiljøer. Når vi styrker samarbejdet i begge retninger, kan vi hurtigere realisere det potentiale, biosolutions har for samfundet," siger Andreas Worberg, centerleder for Biosolutions DTU.
Biosolutions er bæredygtige løsninger baseret på biologiske systemer og komponenter, såsom bakterier, svampe, alger, enzymer og biomolekyler. De gør det muligt at udvikle nye produkter og processer, som enten kan erstatte fossile og kemikalietunge løsninger eller gøre dem mere effektive.
DTU er blandt de førende universiteter i Europa inden for bioteknologi og har i årtier udviklet biosolutions i tæt samarbejde med industri og samfund. Med det nye center bliver denne indsats styrket.
“På DTU er vi optaget af bæredygtig teknologisk omstilling. Biosolutions spiller en vigtig rolle, fordi teknologien kan skabe biobaserede løsninger, som kan implementeres i industrien og på én gang gøre Europa både mere bæredygtigt og mere modstandsdygtigt,” siger Christine Nellemann, prorektor på DTU.
Fra forskning til industri
Biosolutions DTU skal både understøtte nye forskningssamarbejder og hjælpe eksisterende viden hurtigere ud i virksomheder og samfund. Centret samler kompetencer på tværs af områder som fødevarer, energi, materialer, landbrug, akvakultur, sundhed og industriel bioteknologi.
DTU’s forskere arbejder bl.a. med at udvikle mikroorganismer og enzymer, der kan erstatte fossile råvarer, fermenteringsteknologier, der kan skaleres industrielt, metoder til at udnytte affald og sidestrømme, nye biologiske fødevareløsninger, biobaserede alternativer til pesticider og antibiotika samt teknologier til CO₂-fangst og omdannelse.
For virksomheder betyder centret en mere direkte vej ind til DTU’s viden, faciliteter og forskningsmiljøer.
“Biosolutions har potentiale til at gøre danske virksomheder både grønnere og mere robuste, samtidig med at teknologien kan styrke Europas position i den globale konkurrence. Centret skal gøre den proces lettere ved at forbinde dem, der har brug for biosolutions, med de forskere og miljøer på DTU, der udvikler dem,” siger Andreas Worberg.
Konkrete løsninger er allerede på vej
Biosolutions er ikke kun fremtidsteknologi. På DTU udvikles der allerede løsninger, som kan få betydning for flere brancher.
DTU-spinoutvirksomheden Green Indigo har udviklet en lysbaseret teknologi til farvning af denim, der kan erstatte kemikalieintensive processer. Teknologien er patenteret og skal nu bringes videre ud i industrien.
I fødevaresektoren har DTU-forskere vist, at mycelium fra østershatte kan bruges som en sikker, næringsrig og bæredygtig ingrediens med potentiale som fremtidig proteinkilde. Myceliet vokser hurtigt, har ernæringsmæssige kvaliteter, der minder om svampen selv, og er blevet testet i samarbejde med kokke.
I landbruget udvikler DTU-spinoutvirksomheden Agrobiomics biologiske løsninger, der kan reducere behovet for kemiske pesticider og styrke planters modstandsdygtighed over for bl.a. tørke og saltholdig jord.
I akvakultur arbejder DTU-forskere med bakterier i danske landbaserede fiskeopdræt. Bakterierne fjerner de næringsstoffer, som fiskene udleder ved at omdanne nitrat til kvælstof, så mere end 95 procent af spildevandet kan genbruges.
Læs mere om biosolutions på: biosolutions.dtu.dk
Fakta: Biosolutions DTU – Centre for Biosolutions
Biosolutions DTU samler DTU’s aktiviteter inden for biosolutions og fungerer som fælles indgang til universitetets forskning, innovation, uddannelse og rådgivning på området.
Centret arbejder med biosolutions inden for bl.a.:
- fødevarer og alternative proteiner
- industriel bioteknologi og fermentering
- materialer og enzymer
- landbrug og biologisk plantebeskyttelse
- akvakultur og recirkulering af ressourcer
- CO₂-fangst og biologisk konvertering
Centret henvender sig til virksomheder, investorer, offentlige myndigheder, fonde, forskere og andre samarbejdspartnere, der ønsker at udvikle eller anvende biosolutions.
Nøgleord
Kontakter
Andreas WorbergCenterleder, Biosolutions DTU - Centre for BiosolutionsBiosolutions DTU
Tlf:93518900andwor@dtu.dkDTU - Danmarks Tekniske Universitet
DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet.
Følg pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Droner til undsætning12.6.2026 14:36:28 CEST | Pressemeddelelse
Hvert år mister mennesker til søs livet ved at falde over bord. Målet med en ny autonom drone er at bringe en redningsvest til nødstedte for at købe tid, indtil hjælpen når frem.
Flere isbjerge ændrer livet i Arktis11.6.2026 13:14:44 CEST | Pressemeddelelse
Siden årtusindskiftet er antallet af isbjerge i Arktis accelereret. De transporterer sten og sedimenter langt ud i havet og skaber derved nye habitater på havbunden med stigende hast. Det viser et nyt studie i Nature, som også advarer om den voksende trussel, isbjergene udgør for skibsfarten.
Grønne korridorer åbner ruter til fossilfri skibsfart4.6.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Grønne maritime korridorer vil gøre det muligt for skibe at tanke nul emissionsbrændstoffer og er et vigtigt skridt mod mere bæredygtig skibsfart. Men uden hurtigere udvikling af havneinfrastruktur risikerer omstillingen at gå i stå.
DTU: Ny regering giver forskning og teknologi en stærk rolle i Danmarks fremtid3.6.2026 15:39:07 CEST | Pressemeddelelse
Rektor på DTU ser meget positivt på den nye regerings ambitioner for uddannelse, forskning, teknologi og digitalisering.
Gratis værktøj afslører skjulte skibe i danske farvande3.6.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt onlineværktøj udviklet på DTU gør det muligt for alle at følge skibes vej rundt i de danske farvande - også fartøjer, der forsøger at skjule sig.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum