Museum Odense

50 millioner kroner sikrer omdannelse af Den Fynske Landsby til Europas første museum for bæredygtighed, cirkulær levevis og fællesskab

26.6.2026 10:00:00 CEST | Museum Odense | Pressemeddelelse

Del

Frilandsmuseet Den Fynske Landsby står over for de største forandringer siden museet åbnede i 1946. Tre store fonde og Odense Kommune bidrager med generøs støtte, der sikrer virkeliggørelse af museets vision om at formidle bæredygtighed til store og små gæster og indgyde dem håb og handlekraft, når de forlader museet.

Foto: Museum Odense

Nyskabende formidling, et grønt madhus, en oplevelsesplads og nye faciliteter, som gør publikum i stand til at deltage. Frem mod 2029 kommer Den Fynske Landsby til at realisere et projekt, der bruger inspiration fra fortidens livssyn, viden og kunnen til sammen at arbejde for en alternativ fremtid, hvor vi lever et godt liv uden at overskride planetens grænser med vores forbrug. De nye aktiviteter  vil gøre det muligt ikke kun at forestille os, men også praktisere denne fremtid i fællesskab.

De store planer bliver gennemført med i alt ca. 50 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis Hansens Fond samt Odense Kommune.

Museum Odenses direktør, Henrik Harnow udtaler, at ”nogle få projekter skiller sig ud og rummer en særlig værdi. For Museum Odense er det hjerteblod at spille en rolle som et sted, hvor håb og fremtidstro kan blomstre, og hvor gæsterne kan gå derfra med inspiration og handlekraft til at skabe en mere bæredygtig fremtid. Den Fynske Landsbys forandring har vidtrækkende perspektiver for museet og for Odense by – og for os alle sammen, for vi har om noget brug for håb, handlekraft og fællesskab for at besejre udfordringerne.”

Udviklingschef Lise Gerda Knudsen, som bliver hovedansvarlig for at føre det store projekt igennem, udtaler, at ”vi glæder os virkelig meget over den tillid, fondene og Odense Kommune har vist museet. Vi har nu gennem tre år arbejdet med at bruge fortidens viden og kunnen som inspiration til en mere bæredygtig fremtid. Når projektet er gennemført, vil Den Fynske Landsby være i stand til at spille en endnu større rolle for endnu flere mennesker gennem vedkommende formidling, aktiv deltagelse og tro på en bæredygtig fremtid.”

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel udtaler, at ”med investeringen tager vi endnu et markant skridt i udviklingen af Odense som by. Den Fynske Landsby fortsætter ikke bare som et museum – det bliver et stærkt oplevelsesanker, der kan tiltrække både nationale og internationale gæster med en unik og vigtig fortælling. Vi arbejder målrettet på at tiltrække flere fritidsgæster gennem udviklingen af vores historiske arv. Her spiller Den Fynske Landsby en helt central rolle. Samtidig er det mindst lige så vigtigt, at vi skaber endnu flere meningsfulde oplevelser for odenseanerne selv og løfter byens liv.”

Siden 2023 har publikum allerede på forskellige måder kunnet opleve Den Fynske Landsbys nye rolle, samtidig med at landsbyen stadig er det samme skønne sted at besøge. Gæsterne har kunnet møde nye udstillinger og anderledes formidlingsoplevelser, der giver indsigt i fortiden og gode oplevelser samtidig med, at de skaber refleksion over vores nutid. Nye, banebrydende undervisningsforløb har bidraget til at give børn og unge håb og har trænet deres evner til forestillinger om en bæredygtig fremtid med rod i historien.

Delprojekterne, der vil stå klar i løbet af de kommende år, er:

Formidling af bæredygtighed i historisk perspektiv

Et af projektets store styrker er, at der er mulighed for at udvikle nye formidlingsaktiviteter og kurser, der handler om at skabe en fremtid, hvor vi lever mere i overensstemmelse med den klode, vi lever på, og at inddrage publikum i aktiviteterne. Fødevarer, håndværk, håndarbejde og husflid, havebrug og landbrug er emner der vil være at finde i en bred vifte af nyudviklede aktiviteter til både børn og voksne - og ikke mindst børn og voksne i fællesskab.

Madhuset
Vores valg ved middagsbordet har betydning for klimaet. Om vi vælger kød eller bælgfrugter, spiser lokalt efter årstiderne eller fragter råvarer over lange afstande har betydning for, hvor bæredygtigt vi lever. I et nyt madhus, der ambitiøst afprøver nye veje for det bæredygtige byggeri, vil Den Fynske Landsby derfor fremover tilbyde formidling, aktiviteter og kurser, der giver museumsgæster viden og indsigt i at lave mad med fokus på lokal produktion, årstidens råvarer, konservering og grønne alternativer. Med inspiration fra historien bliver der skabt mad-mod og mad til fremtiden. Huset vil samtidig blive ramme om fællesskabsskabende arrangementer som langbordsmiddage og social dining.

Oplevelsespladsen

Børn lærer bedst gennem leg. Børn og børnefamilier vil i fremtiden møde et helt nyt oplevelsesområde, hvor viden om bæredygtighed og cirkularitet kan leges ind. Oplevelsespladsen skal formidle emner som årstider, naturlig energi og ressourcer og dermed referere til de øvrige opdagelser, familierne har gjort sig under deres besøg i landsbyen. Området vil have fokus på at lykkes i fællesskab og på at give børnene ejerskab over nye fælles erkendelser i et trygt socialt rum.

En ny velkomstoplevelse

Allerede ved ankomsten skal gæster mødes af et indbydende, grønt område, der med organiske former beplantet med hjemmehørende træer og planter giver gæsterne inspiration til selv at skabe mere biodiversitet, hvor de kan, og formidler aktuelle problemstillinger om bæredygtighed. Museets besøgscenter bliver nænsomt ombygget med fokus på bevaring og genbrug af materialer for at kunne rumme museumsgæsterne første oplevelse med hvordan fortiden rummer inspiration for os alle til at skabe en anderledes fremtid i bedre balance med natur og ressourcer. I besøgscentret møder gæsterne både en nyskabende film og en omsluttende og sanselig introduktion til vor tids største udfordring – at leve på en planet i balance.

Træværksted

Vores forbrug overstiger alle de planetære grænser, og vi producerer alt for meget affald. Samtidig er vores håndværksmæssige kunne og vores kendskab til materialer blevet meget begrænset. I rammerne af et moderne træværksted i en af museets historiske lader vil Den Fynske Landsby tilbyde aktiviteter, kurser og workshops om at arbejde med træ, halm og andre biogene materialer på en måde, der giver os respekten tilbage for de ressourcer, vi forbruger alt for mange af.

Med det nye, store projekt træder Den Fynske Landsby ind i fremtiden og ser frem til at byde tusindvis af gæster indenfor i de kommende sæsoner.

Fakta om Den Fynske Landsby

  • åbnede i den sydlige udkant af Odense i 1946. Museet dækker 12 hektar og er en del af Museum Odense.
  • har siden åbningen været et højt elsket museum, som millioner af odenseanere, fynboer og både danske og udenlandske turister har haft glæde af at besøge. Årligt besøgstal er på knap 100.000 danske og udenlandske gæster.
  • i 2022 vedtog Museum Odenses bestyrelse en ny strategi, der skulle gøre Den Fynske Landsby til Europas første museum direkte dedikeret til bæredygtighed, cirkulær levevis og fællesskab.
  • støtten består af 21 mio. kr. fra Nordea-fonden, 10 mio. kr. fra Augustinus Fonden og 5 mio. kr. fra Aage og Johanne Louis Hansens Fond samt Odense Kommunes bidrag på 10 mio. kr. suppleret med Museum Odenses egen midler.

Fotos til fri afbenyttelse ved kreditering af Museum Odense.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Foto: Museum Odense
Download
Foto: Museum Odense
Download
Foto: Museum Odense
Download
Foto: Museum Odense
Download

Om Museum Odense:

Museum Odense er en selvejende museumsinstitution som varetager driften af seks museer. Museumsorganisationen Museum Odense er statsanerkendt jævnfør museumsloven og dækker arkæologi, kulturhistorie, herunder mediehistorie, samt personmuseerne for H.C. Andersen og Carl Nielsen.

https://museumodense.dk/

Følg pressemeddelelser fra Museum Odense

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Museum Odense

Museum Odense erhverver enestående H.C. Andersen-samling15.4.2026 12:08:49 CEST | Pressemeddelelse

Museum Odense har erhvervet en yderst fornem og betydningsfuld H.C. Andersen-samling. Samlingen stammer fra den svenske godsejersøn, militærmand og bogsamler Thore Virgin (1886–1957), hvis privatbibliotek var blandt de største og mest eksklusive i Norden. Blandt de 30 genstande i samlingen er bl.a. et manuskript med en længere dedikation til kong Christian 8. samt det håndskrevne originalmanuskript til teaterstykket Maurerpigen.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye