Danmark stemmer nej: Uacceptabelt, at kosmetik med kræftfremkaldende stoffer får længere tid på hylderne

26.6.2026 07:00:00 CEST | Miljøministeriet | Pressemeddelelse

Del

Danmark vil stemme imod en aftale om ændring af EU’s kosmetikforordning. De nye regler vil forlænge perioden for, hvor lang tid, man må sælge kosmetik, som indeholder kræftfremkaldende stoffer og stoffer, som kan skade arveanlæg og forplantningsevnen.

En ny EU-aftale betyder, at danske forbrugere fremover vil kunne købe kosmetiske produkter i markant længere tid, selvom de indeholder kræftfremkaldende stoffer. Kosmetiske produkter omfatter f.eks. make up, deodorant, shampoo og tandpasta.

Den foreløbige aftale, som behandles i EU i dag vil medføre, at der fremover kan gå op til 5 år og 3 måneder fra et stof klassificeres som kræftfremkaldende, til et kosmetisk produkt med stoffet fjernes fra hylderne i butikkerne. I dag kan der gå 1,5 år.

Danmark vil i dag stemme nej til aftalen, men der tegner sig alligevel et flertal, som betyder, at aftalen bliver gennemført.

Konkret vil aftalen ændre EU’s kosmetikforordning, så overgangsperioden for salg af kosmetiske produkter forlænges med næsten 4 år, selvom de indeholder kræftfremkaldende stoffer, stoffer der er skadelige for arveanlæg eller for forplantningsevnen.  

Danmark gik til forhandlingerne med krav om at forkorte overgangsperioden videst muligt i forhold til det forslag, som EU-Kommissionen havde lagt frem. Aftalen har til formål at reducere de administrative byrder for erhvervslivet i forhold til reguleringen af kosmetiske produkter i EU.

Miljøminister Maria Reumert Gjerding udtaler:

”Kræftfremkaldende stoffer hører slet ikke hjemme i kosmetik. Derfor har Danmark kæmpet for at forkorte perioden, hvor kosmetik med disse stoffer er tilgængelige for forbrugerne. Men det endelige resultat forventes at blive en markant forlængelse, og det er et kæmpe tilbageskridt for beskyttelsen af forbrugere mod skadelige stoffer i kosmetik. Derfor vil Danmark markere en tydelig modstand mod forslaget ved at stemme imod. Fra dansk side vil vi fortsætte arbejdet for en høj forbrugerbeskyttelse herhjemme og i EU.”

Fakta:

  • Kosmetikforordningen forbyder, at stoffer klassificeret som kræftfremkaldende, skadelige for arveanlæg eller forplantningsevnen (CMR-stoffer) anvendes i kosmetiske produkter. I dag gælder forbuddet 1,5 år efter klassificeringen er trådt i kraft i EU.
  • Med aftalen forlænges overgangsperioden for salg af kosmetiske produkter, der indeholder CMR-stoffer. Længden af overgangsperioden afhænger af, om industrien har ansøgt om en undtagelse fra forbuddet, om EU’s videnskabelige komité for forbrugersikkerhed (VKF) har vurderet, at stoffet kan anvendes sikkert i et kosmetisk produkt, og om stoffet kan erstattes af et egnet alternativ.
  • De nævnte ændringer til kosmetikforordningen træder i kraft 20 dage efter offentliggørelsen i EU-tidende, som forventes at ske efter sommerferien.
  • Hvis industrien har ansøgt om undtagelse fra forbuddet mod fx et kræftfremkaldende stof, og den videnskabelige komité, VKF, har vurderet stoffet sikkert i kosmetik, og stoffet kan erstattes af et egnet alternativ, kan stoffet være tilstede i kosmetiske produkter i 5 år og 3 måneder, efter man har konstateret, at stoffer er fx kræftfremkaldende. Hvis industrien ikke har søgt om undtagelse, eller hvis stoffet af VKF ikke vurderes sikkert at anvende, vil overgangsperioden være kortere, men dog stadig længere end i dag.
  • Forslaget indeholder derudover nye kriterier for, hvad der anses for et egnet alternativ, som indebærer, at det fremover bliver nemmere for industrien at opnå undtagelse fra forbuddet, selvom CMR-stoffet kan erstattes. Endvidere indføres en undtagelse for æteriske olier (duft stoffer) og lign., som indeholder CMR-stoffer, hvilket også indebærer en forringelse af beskyttelsen for forbrugerne. 
  • Forslaget er en del af et samlet EU-forslag, der også ændrer i reglerne for klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger (CLP-forordningen), og reglerne for gødningsprodukter (gødningsforordningen).   

Følg pressemeddelelser fra Miljøministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Miljøministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye