Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

Arbejde og graviditet: Forskere kortlægger for første gang risiko for at føde for tidligt på tværs af job og brancher

25.6.2026 10:42:24 CEST | Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Pressemeddelelse

Del

Ny forskning viser, at hjemmehjælpere og butiksassistenter er blandt de jobgrupper, der har højest risiko for at føde for tidligt. Det er også hos disse grupper, hvor forskerne ser størst potentiale for forebyggelse.

Grafik: Canva
Grafik: Canva

Uge 35, uge 36, uge 37 – og endelig, uge 38! 

Mange gravide ånder lettede op, når de går ind i denne uge. Her starter terminsperioden, hvor barnet trygt kan melde sin ankomst.

Men sådan er det ikke for alle, for nogle børn kommer for tidligt. Og nu har et nyt studie fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) for første gang kortlagt risikoen for at føde for tidligt – altså før udgangen af uge 37 i graviditeten – på tværs af 38 jobgrupper og 39 branchegrupper i Danmark. 

Studiet viser blandt andet, at særligt hjemmehjælpere og butiksassistenter har øget risiko for at føde for tidligt. Hjemmehjælpere har 35 procent højere risiko for at føde for tidligt end gruppen med den laveste risiko. Butiksassistenter har 25 procent højere risiko for at føde for tidligt end gruppen med den laveste risiko. 

I den anden ende ligger blandt andet jobgrupperne ”læger, dyrlæger og tandlæger” og ”lærere på videregående uddannelser, ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser eller i specialundervisning”, som har en lav risiko for at føde for tidligt. 

Hjemmehjælpere har også en forøget risiko på 24 procent for at føde meget for tidligt, altså før 32. graviditetsuge i forhold til gennemsnittet.

Der er typisk flere komplikationer ved at føde for tidligt, og det kan have konsekvenser for barnets helbred i starten og senere i livet. 

Derfor er der tale om vigtig ny viden, fortæller Karin Sørig Hougaard, der er seniorforsker på NFA og en af forskerne bag projektet. 

- Det er vigtigt at se på, om vi kan styrke kvindernes arbejdsmiljø før og under graviditeten for at forebygge, at de føder for tidligt. Desværre mangler vi stadig rigtig meget viden på dette område, siger Karin Sørig Hougaard. 

Stort potentiale for forebyggelse

Studiet omfatter data fra 644.349 graviditeter blandt arbejdstagere i Danmark i årene 2004-2018. Heraf blev der registreret 30.167 for tidlige fødsler. Tallene er justeret for forhold som for eksempel rygning, BMI og alder.

Forskerne vurderer, at cirka 13 procent af alle tilfælde af for tidlig fødsel kunne være undgået i perioden 2004-2018, hvis medarbejdere i alle jobgrupper havde en risiko svarende til jobgruppen med den laveste risiko.

For hjemmehjælpere kunne mellem 273 (18 procent) og 504 (33 procent) tilfælde af for tidlig fødsel potentielt have været undgået, hvis de havde haft samme risiko for at føde for tidligt som jobgruppen med den laveste risiko. For butiksassistenter var tallene mellem 198 (12 procent) og 444 (27 procent) tilfælde. 

- Det store potentiale skyldes både, at der er mange graviditeter, og at risikoen for at føde for tidligt er høj i disse jobgrupper, siger Karin Sørig Hougaard.

Hun fortæller, at studiet ikke giver viden om, hvordan man konkret kan mindske antallet af for tidlige fødsler.

Karin Sørig Hougaard peger dog på tre gode råd til at styrke arbejdsmiljøet blandt gravide:

  • Fortæl så tidligt som muligt om graviditeten, så der kan iværksættes forebyggende tiltag, hvis det er nødvendigt.
  • Når arbejdspladsen bliver bekendt med graviditeten, skal den vurdere, om arbejdet kan udgøre en risiko for den gravide, og om der skal iværksættes særlig beskyttelse. Her er det en god ide, at arbejdspladsen på forhånd har udarbejdet en fast plan for næste skridt, når en ansat fortæller om sin graviditet.
  • Det er også en fordel at skabe en kultur på arbejdspladsen, hvor kvinden tidligt og trygt deler sin graviditet og eventuelle gener med ledelsen, så der kan komme opmærksomhed på risici forbundet med arbejdet.

Læs mere om arbejdsmiljø for gravide og ammende hos Arbejdstilsynet. 

Om studiet

Undersøgelsen er gennemført af NFA i samarbejde med Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, Københavns Universitet og Karolinska Institutet som en del af projektet ”Gravid på arbejde – har arbejdsmiljø i job og branche betydning for graviditet”.

Sådan gjorde forskerne 

Undersøgelsen er baseret på registerdata fra 644.349 graviditeter i Danmark fra 2004 til 2018, udført i DOC*X Generation-kohorten, der omfatter fødsler blandt danske arbejdstagere. I alt var 4,7 procent af fødslerne for tidlige. 

Analyserne tager højde for andre risikofaktorer for at føde for tidligt, herunder moderens alder, rygning, BMI før graviditet, oprindelsesland, paritet (antal gange en kvinde har født) og tidsperiode. For branchegruppe blev der også justeret for socialgruppe. Der blev taget højde for, at kvinder kunne indgå med mere end én fødsel. 

De 38 jobgrupper er konstrueret ved at gruppere 372 forskellige jobtyper på baggrund af blandt andet lighed i arbejdsopgaver. Brancher er grupperet efter Arbejdstilsynets inddeling. Studiet sammenligner først alle grupperne med gennemsnittet. 

Da der ikke findes en naturlig sammenligningsgruppe ”med lavest risiko”, er der brugt statistisk simulering til at danne ”gruppen med den laveste risiko”, baseret på alle observationer i datasættet. Alle nævnte sammenhænge er statistisk signifikante. 

Ekstern finansiering

Arbejdsmiljøforskningsfonden 

Styrker og begrænsninger ved studiet

Resultaterne indikerer, at faktorer i arbejdsmiljøet kan påvirke risikoen for at føde for tidligt, men der er behov for yderligere forskning for at klarlægge, hvilke specifikke faktorer, der udgør en særlig risiko for at kunne forebygge disse forhold. 

Der er tale om et observationelt studie, der ikke med sikkerhed kan fastslå kausale sammenhænge.

Kilde

Astrid Juhl Andersen, Marie Pedersen, Harald Hannerz, Sandra Søgaard Tøttenborg, Esben Meulengracht Flachs, Jens Peter Ellekilde Bonde, Jenny Selander, Luise Mølenberg Begtrup, Camilla Sandal Sejbaek, Karin Sørig Hougaard: Relative risk and excess fraction of preterm birth across maternal occupation and industry: a Danish nationwide register-based cohort study of employed pregnant women 

Kontakter

Om Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA)

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) forsker, formidler, uddanner forskere og rådgiver myndigheder for at bidrage til et sundt og sikkert arbejdsmiljø. 

NFA er en uafhængig sektorforskningsinstitution under Beskæftigelsesministeriet (BM) og den største forskningsinstitution på arbejdsmiljøområdet i Danmark. Vi vægter faglighed og nytænkning højt, og er anerkendt både nationalt og internationalt for at udføre forskning indtil højeste internationale niveau. Vi har næsten 200 videnskabelige publikationer årligt, og ca. 70 procent bliver offentliggjort i toptidsskrifter, der er relevante for NFA's forskningsområder.

Følg pressemeddelelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye