Tjek badevandstemperaturen ved din nærmeste strand
27.6.2026 10:00:00 CEST | DMI – Danmarks Meteorologiske Institut | Pressemeddelelse
Venter der en lun sommerdukkert eller tænderklaprende kulde under overfladen? I år er der rekordmange målestationer til glæde for sommerens strandgæster. Bliv klog på, hvad der styrer temperaturen.

Når solen står højt på himlen, og stranden fyldes med bare tæer, badedyr og duften af solcreme, er spørgsmålet det samme for mange: Hvor varmt er vandet egentlig?
I år bliver det lettere at finde svaret. DMI samarbejder med TrygFonden og Den Nordsjællandske Livredningstjeneste, så der i år vil være badevandstemperaturer for hele 54 strande.
Den nordsjællandske kyst er for første gang med i DMIs oversigt over badevandstemperaturer. Målingerne tikker ind på kortet på DMI.dk ved 10-tiden hver dag i livreddersæsonen – så både morgenbadere, børnefamilier og sommergæster kan orientere sig, inden strandtasken pakkes.
-Vi er rigtig glade for at kunne bidrage til at endnu flere badegæster får mulighed for at forberede sig på en strandtur hjemmefra; at læse vinden og vandet er et fast baderåd, som man bør tage i brug allerede inden tasken pakkes. Derudover så guider vores livreddere meget gerne til en helt lokal forståelse af dagens forhold - det giver nemlig de bedste forudsætninger for en tryg og sjov dag for alle, siger TrygFondens kystlivredningschef Anders Myrhøj.
Meget mere end bare temperatur
Vinden og vejret kan hurtigt vende op og ned på forholdene ved kysterne. DMI’s oceanograf Jacob Woge Nielsen forklarer, hvad der styrer badevandstemperaturen:
- Vindstille og lange dage med høj sol er opskriften på varmere badevand. Så stiger temperaturen stille og roligt, og det kan godt være ca. halv grad pr. dag omkring midsommer. Så en uges tid med sommer-agtigt vejr, så kan man bestemt mærke forskel.
Gråvejr og regn er ikke nødvendigvis den badeglades fjende.
- Når det bliver gråvejr, eller endda regnvejr, holder vandet ret godt på varmen. En eventuel afkøling sker kun langsomt, siger Jacob Woge Nielsen.
Vinden er den store joker. Blæst og bølger kan på kort tid blande koldt bundvand op til overfladen – og effekten kan være stor.
- Et godt blæsevejr derimod, så kan vandtemperaturen ret pludseligt falde adskillige grader, fortæller Jacob og fremhæver et ekstremt eksempel: I Frederikshavn faldt badevandstemperaturen fra 19 til 9 grader i løbet af en enkelt dag i juni 2016. Årsagen er fralandsvind, der trækker det varme overfladevand væk fra kysten og lader koldt dybvand stige op i stedet.
På kortet over badevand på DMI.dk kan man ud over temperaturer også holde øje med strømforhold samt risikoen for mange alger eller brandmænd i vandet.
Hvor kommer målingerne fra?
Målingerne kommer fra TrygFondens livredderposter og Den Nordsjællandske Livredningstjeneste rundt omkring i landet, som skal gøre det lettere at vurdere badeforholdene og få en tryg oplevelse ved stranden og i havnebadene.
Fakta l Badevandsmålinger
- DMI samarbejder med TrygFonden og Den Nordsjællandske Livredningstjeneste om at formidle badevandstemperaturer og aktuelle badeforhold ved danske strande og havnebade.
- I år er der badevandstemperaturer for i alt 54 strande, da den nordsjællandske kyst tilføjes for første gang.
- TrygFondens livreddere overvåger 34 strande fra den 26 juni til den 19. august landet over. Den Nordsjællandske Livredningstjeneste måler på 20 strande fra den 27. juni til den 9. august.
- Badevandets temperatur måles i en meters dybde, når livreddertårnene åbner kl. 10
Kontakter
DMI Kommunikation
Tlf:39157509presse@dmi.dkOm Danmarks Meteorologiske Institut
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) blev etableret i 1872, og det er i dag en institution under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
DMI varetager den meteorologiske betjening af samfundet inden for Rigsfællesskabet Danmark, Færøerne og Grønland med omliggende farvande og luftrum.
Den meteorologiske betjening omfatter prognose- og varslingstjeneste samt kontinuerlig overvågning af vejr, klima og dertil relaterede miljømæssige forhold i atmosfæren, på landjorden og i havet.
Følg pressemeddelelser fra DMI – Danmarks Meteorologiske Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DMI – Danmarks Meteorologiske Institut
Under Antarktis’ is gemmer sig svar om fremtidens havniveau12.11.2026 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hvad sker der under Antarktis’ enorme flydende ishylder, når havet bliver varmere? Det vil forskere fra fire lande undersøge med undervandsrobotter, sensorer og kunstig intelligens. DMI er co-leder i det seksårige forskningsprojekt SKUA, der har fået 14 millioner euro fra EU.
Havisen breder sig, men bliver tyndere29.10.2026 09:56:07 CET | Pressemeddelelse
Efter en rekordlav vinterudbredelse er havisen i Arktis kommet overraskende godt gennem sommeren. Men under overfladen fortsætter isen med at svinde. Omkring Antarktis er vinterisen for fjerde år i træk usædvanligt sparsom. Havisen er både et spejl af klimaforandringerne og med til at drive dem.
Vestjyderne løber med regnen28.10.2026 13:46:45 CET | Pressemeddelelse
Bor du i Vestdanmark, får du omkring 30 procent mere regn end i den østlige del af landet. Den nye rapport ’Klimastatus 2026’ fra DMI viser, at den markante forskel mellem øst og vest også består i fremtidens vådere klima.
Danmark har udsigt til markant færre frostdøgn28.10.2026 10:22:59 CET | Pressemeddelelse
Vinteren 2025-26 var den koldeste i Danmark i 13 år. Alligevel blev det kun til 52 frostdøgn. DMI-rapporten ‘Klimastatus 2026 viser, at frosten er på hastigt tilbagetog, men mildere og vådere vintre betyder ikke nødvendigvis mindre vedligehold af veje.
Byen holder på varmen – også når kroppen trænger til pause27.10.2026 13:04:57 CET | Pressemeddelelse
På varme nætter er danske storbyer omkring to grader varmere end det åbne land. Lokalt kan forskellen overstige tre grader. Den nye DMI-rapport ‘Klimastatus 2026’ sætter fokus på den varme, der bliver hængende efter solnedgang, og som kan blive en voksende udfordring for sundheden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum