Realdania

Fire nye eksempelbyggerier skal vise vejen til fremtidens boliger

24.6.2026 07:15:07 CEST | Realdania | Pressemeddelelse

Del

Et tidligere plejecenter i Tønder, tomme tagrum i København, et 1960’er-plejecenter med plads til nye boliger på taget og almene boliger i Kolding på vej mod et nyt liv som innovative ejerboliger. Fire projekter fra forskellige dele af landet skal nu være med til at vise, hvordan eksisterende bygninger kan blive til fremtidens boliger – med mindre klimaaftryk og høj bolig- og livskvalitet. Det sker som en del af indsatsen Bevar Mere.

MELIUS vil omdanne eksisterende almene boliger i Kolding til 35 betalbare ejerboliger baseret på et DIY-koncept, hvor køberne selv færdiggør dele af boligen. Projektet skal afprøve en ny model for, hvordan eksisterende boligbebyggelser kan bevares og udvikles, samtidig med at flere får adgang til ejerboligmarkedet.
MELIUS vil omdanne eksisterende almene boliger i Kolding til 35 betalbare ejerboliger baseret på et DIY-koncept, hvor køberne selv færdiggør dele af boligen. Projektet skal afprøve en ny model for, hvordan eksisterende boligbebyggelser kan bevares og udvikles, samtidig med at flere får adgang til ejerboligmarkedet. MELIUS

Efter næsten 100 år som plejehjem er Leos Plejecenter i Tønder lukket. Nu skal området ved Leos Allé og Bargumsvej udvikles til et nyt kvarter med boliger, fællesskab og sundhed i centrum. Ambitionen er blandt andet at omdanne det tidligere plejecenter til 36 fleksible boliger, der kan understøtte et aktivt liv gennem flere livsfaser.

Projektet i Tønder er ét af fire nye eksempelbyggerier, der nu modtager støtte gennem Bevar Mere – en indsats etableret af Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, Dreyers Fond og Realdania.

Fælles for de fire eksempelbyggerier er, at de skaber nye boliger med afsæt i eksisterende bygninger - og samtidig adresserer de nogle af de bolig- og velfærdsudfordringer, der præger udviklingen i Danmark i dag.

I Tønder handler det om behovet for flere senior- og fællesskabsorienterede boliger. På Amager i København undersøger og viser ét projekt, hvordan tomme tagrum kan skabe flere boliger i de større byer, mens et andet viser, hvordan der kan etableres flere plejeboliger uden at rive eksisterende velfærdsbyggeri ned. I Kolding afprøves nye veje til ejerboligmarkedet gennem en boligform, der både gør boliger mere økonomisk tilgængelige og giver nyt liv til eksisterende boligbebyggelser.

”Vi har brug for flere eksempler, der, på en inspirerende måde, viser, hvordan eksisterende bygninger kan blive en større del af løsningen på fremtidens boligbehov. De fire projekter afprøver forskellige veje, men fælles for dem er, at de skaber viden og erfaringer, som andre kan bygge videre på,” siger Simon Kofod-Svendsen, projektleder for Bevar Mere i Realdania.

Med de fire nye projekter udvides porteføljen til i alt 11 eksempelbyggerier, da Realdania tidligere på året støttede syv eksempelbyggerier i Bevar Mere-indsatsen.

Kolding-projekt skal vise ny vej til betalbare ejerboliger

Byudvikleren MELIUS vil omdanne eksisterende almene boliger i Kolding til 35 betalbare ejerboliger.

Og hos Melius glæder man sig over støtten, der blandt andet skal bruges til dokumentation af renoveringsstrategier, juridiske afklaringer samt udvikling, test og evaluering af et nyt DIY-boligkoncept, der giver beboerne mulighed for selv at færdiggøre deres bolig og tilpasse dele af boligen efter egne behov og ønsker. Ambitionen er at udvikle ny viden om, hvordan eksisterende bygninger kan omdannes til betalbare ejerboliger og bidrage til et mere varieret boligudbud i eksisterende boligområder.

“Når almene boliger omdannes eller nedlægges, opleves det ofte som et tab for de mennesker, der har deres liv, relationer og tilknytning i området. Med vores eksempelbyggeri undersøger vi, om eksisterende bygninger kan gentænkes og omdannes til betalbare ejerboliger og dermed skabe større boligbredde. Ambitionen er at give flere mulighed for at blive i det kvarter, de føler sig hjemme i – også når deres boligbehov ændrer sig. Derfor er vi meget glade for, at vi med støtten fra Bevar Mere kan undersøge dette og bidrage med ny viden om, hvordan transformation af eksisterende bygninger kan skabe fremtidens boligmuligheder i byerne”, siger Mahad Farah, direktør, MELIUS.

Støtte til udvikling og dokumentation

De fire eksempelbyggerier modtager samlet 3,5 mio. kr. dedikeret til udviklingsaktiviteter i projekterne, der skal kvalificere byggerierne og dokumentere erfaringerne. Midlerne kan blandt andet anvendes til analyser, myndighedsafklaringer, borgerinddragelse, dokumentation af økonomi, udvikling af nye boligkoncepter og undersøgelser af materialer og konstruktionsprincipper.

Målet er ikke alene at styrke de enkelte projekter, men også at skabe viden, som kan gøre det lettere for andre bygherrer at vælge transformation og omdannelse som vej til fremtidens boliger. Derfor skal alle bygherrer indhente og dele udvalgte nøgletal fra eksempelbyggerierne, der viser, hvordan boligbyggerierne både reducerer klima- og ressourcebelastning og øger boligkvaliteten.

Bevar Meres eksempelbyggerier skal således teste løsninger, dokumentere resultater og skabe erfaringer, som kan gentages og skaleres i lignende projekter.

Bevar Mere er en indsats søsat af Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, Dreyers Fond og Realdania. Støtten til Bevar Meres 11 eksempelbyggerier finansieres af Realdania.

De fire nye Bevar Mere-eksempelbyggerier:

Peder Lykke Centeret på Amager – almene ældreboliger på toppen

Domea.dk vil etablere 76 almene ældreboliger oven på det eksisterende Peder Lykke Center på Amager. Projektet skal vise, hvordan eksisterende plejecentre kan fortættes med nye boliger frem for at blive revet ned – også mens bygningen fortsat er i drift.

Bygherre: Domea.dk
Team: LOKAL, SWECO

Boliger for hele livet i Tønder

Tønder Andelsboligforening vil omdanne det tidligere Leos Plejecenter til 36 fleksible boliger med fokus på fællesskab, tilgængelighed og livskvalitet. Projektet skal udvikle og dokumentere løsninger, der gør det muligt at omdanne eksisterende bygninger med et lavere ressourceforbrug og klimaaftryk.

Bygherre: Tønder Andelsboligforening
Team: NORD arkitekter, VIA University College

Frankrigsgade på Amager – fra tomme tagrum til tagboliger

VIBO vil omdanne tomme tagrum i to almene boligbebyggelser på Amager til 25 nye boliger. Projektet skal vise, hvordan uudnyttede tagrum kan skabe flere boliger i den tætte by uden at inddrage nye arealer.

Bygherre: VIBO
Team: Paludan & Ramsager Arkitektfirma, WIA arkitekter, Torkil Laursen Ingeniører

Fra almene boliger til betalbare DIY-ejerboliger

MELIUS vil omdanne eksisterende almene boliger i Kolding til 35 betalbare ejerboliger baseret på et DIY-koncept, hvor køberne selv færdiggør dele af boligen. Projektet skal afprøve en ny model for, hvordan eksisterende boligbebyggelser kan bevares og udvikles, samtidig med at flere får adgang til ejerboligmarkedet.

Bygherre: MELIUS

Kontakter

Om Realdania

Realdania er en filantropisk forening med ca. 195.000 medlemmer. Foreningen arbejder for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø - forstået som de fysiske rammer for vores hverdag. Det er f.eks. byudvikling, byggeri og bevaring af vigtige kulturmiljøer. Realdania har siden år 2000 støttet omkring 5.500 projekter med 24,6 mia. kr. Alle, der ejer fast ejendom, kan gratis blive medlem.

Følg pressemeddelelser fra Realdania

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Realdania

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye