Tønder Kommune hædrer årets bedste byggeri og renoveringer
23.6.2026 13:41:05 CEST | Tønder Kommune | Pressemeddelelse
Et restaureret 1700-talshus i Møgeltønder, en nænsomt renoveret villa i Skærbæk og en ny administrationsbygning i Tønder modtager årets bygningspræmiering. De tre projekter er udvalgt for deres høje kvalitet og deres bidrag til at bevare og udvikle attraktive omgivelser i kommunen

Tønder Kommune har udpeget vinderne af årets bygningspræmiering, der anerkender borgere, virksomheder og bygherrer, som gennem renovering eller nybyggeri bidrager til at bevare og udvikle attraktive by- og landskabsmiljøer i kommunen.
Bygningspræmieringen uddeles én gang årligt i tre kategorier: kulturarv, byggeri og erhvervsbyggeri. Hver vinder modtager et kontant beløb på 5.000 kroner samt en plakette til opsætning på den præmierede bygning.
Byggeri: Storegade 24 i Skærbæk
I kategorien Byggeri – nybyggeri og renovering/energirenovering går præmien til Storegade 24 i Skærbæk.
Det karakteristiske rødstenshus fra 1914 ligger lidt tilbagetrukket fra de øvrige bygninger på nordsiden af Storegade. Huset er kendetegnet ved sine brede, hvidmalede gesimser, stejle taghældninger, tagkviste og karnap mod gaden.
Ejendommen er gennemgribende, men nænsomt renoveret med blandt andet nyt tegltag, nye vinduer og døre samt granittrappesten. Kviste og karnap er samtidig restaureret med respekt for bygningens oprindelige arkitektur. Haven er omlagt, og forhaven er tilbageført med beplantningsbede langs Storegade.
Dommerkomitéen vurderer, at renoveringen på forbilledlig vis har bevaret husets tidstypiske udtryk og dermed understøtter den ældre bygningskultur i Skærbæk.
Kulturarv: Slotsgaden 19 i Møgeltønder
Årets præmiering i kategorien Kulturarv – renovering af bygninger går til Slotsgaden 19 i Møgeltønder.
Den fredfyldte ejendom fra 1775 er gennem en fireårig restaurering blevet nænsomt istandsat og fremstår i dag som et smukt og harmonisk element i husrækken på sydsiden af Slotsgaden. Vinduer og hoveddør er restaureret med stor respekt for bygningens historie, og på havefacaden er havedøren flyttet for at skabe en mere harmonisk facade.
Samtidig er haven omlagt og tilbageført til sit tidlige klassiske udtryk med centrale havegange.
Dommerkomitéen fremhæver, at bygningen er et fint eksempel på en 1700-tals ejendom, hvor traditionelle materialer, farver og arkitektoniske detaljer er bevaret. Restaureringen bidrager til at styrke både husrækken, gademiljøet og den kulturarv, som Møgeltønder er kendt for.
Erhvervsbyggeri: Energivej 2 i Tønder
Årets præmiering i kategorien Erhvervsbyggeri – nybyggeri og renovering går til Energivej 2 i Tønder.
Den nyopførte administrationsbygning er opført som en del af fjernvarmeværkets samlede anlæg og ligger side om side med de eksisterende tekniske bygninger. Bygningen er udformet som en halvtagsbygning med facader i lysegrå mursten og grå stålplader.
Indgangspartiet er trukket tilbage og beklædt med lyst Termowood, mens en flisebelægning markerer ankomsten til bygningen.
Dommerkomitéen fremhæver, at bygningen med sin formgivning og materialeholdning indgår naturligt i den varierede bygningsmasse i erhvervsområdet syd for Søndre Industrivej og samtidig tilfører området et moderne og velbearbejdet arkitektonisk udtryk.
Om bygningspræmieringen
Tønder Kommunes bygningspræmiering har til formål at anerkende den særlige indsats, der ydes for at bevare, renovere og opføre bygninger af høj arkitektonisk kvalitet. Præmieringen skal samtidig inspirere til fortsat fokus på bygningskultur, kulturarv og attraktive omgivelser i hele kommunen.
Vinderne udpeges af en dommerkomité bestående af medlemmer af Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget, direktøren for Teknik & Miljø, fagchefen for Plan, Klima, Byudvikling & Ejendomme samt repræsentanter fra Akademisk Arkitektforening og Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.
Kontakter
Inge SmedegårdPlan & Udvikling
Tlf:74 92 92 50is1@toender.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Tønder Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Tønder Kommune
Hvem fortjener Handicapprisen 2026?25.9.2026 06:50:00 CEST | Pressemeddelelse
Tønder Kommune og Handicaprådet søger kandidater til årets Handicappris. Der kan indstilles frem til den 1. november. Sidste år vandt TMT Red Support.
Tønder Kommune og Røde Kors går sammen om at styrke beredskabet22.9.2026 07:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvis en større krise eller ekstraordinær hændelse rammer, skal vi stå stærkt sammen. Derfor har Tønder Kommune og Røde Kors indgået en ny samarbejdsaftale, der skal gøre det lokale beredskab endnu bedre rustet til at hjælpe borgerne.
INVITATION: Frivillig Fredag17.9.2026 09:23:10 CEST | Presseinvitation
Pressen inviteres hermed til Frivillig Fredag den 25. september i Marskhallen i Højer.
Kom med i Tønder Kommunes borgerpanel16.9.2026 13:51:26 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan skal balancen være mellem helårsboliger, fritidsbrug og udlejning? Det vil Tønder Kommune gerne høre borgernes erfaringer og perspektiver på. Derfor søger kommunen borgere fra hele kommunen til et borgerpanel, der mødes to gange i efteråret.
Tønders børn er i god bevægelse15.9.2026 15:34:23 CEST | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse af børns bevægelsesvaner giver et godt billede af, hvor meget bevægelse fylder i hverdagen for børn i Tønder Kommune. Resultaterne viser blandt andet, at børnene er godt i gang i dagtilbuddene og i skolernes frikvarterer. Men undersøgelsen viser også, at mængden af bevægelse ændrer sig, efterhånden som børnene bliver ældre.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum







