Over 20 millioner kroner til forbedring af havnaturen ved Storebælt Klint
23.6.2026 08:30:00 CEST | Den Danske Naturfond | Pressemeddelelse
Slagelse Kommune, Nordea-fonden og Den Danske Naturfond går sammen om et nyt
naturgenopretningsprojekt i havet ud for Storebælt Klint med et samlet budget på
20,5 millioner kroner. Projektet skal genskabe stenrev og blåmuslingebanker til gavn
for havmiljøet, biodiversiteten og oplevelser i naturen ved Storebælt Klint.

Et nyt naturgenopretningsprojekt ud for Storebælt Klint ved Kruusesminde i Korsør bliver nu en realitet, efter Nordea-fonden og Den Danske Naturfond har givet tilsagn om støtte på
henholdsvis 10 og 5 millioner kroner. Dermed er finansieringen af det samlede budget på 20,5
millioner kroner sikret.
Som led i projektet skal der genetableres 42 hektar stenrev og udlægges 14 hektar
blåmuslingebanker – sammenlagt svarende til et område på cirka 80 fodboldbaner. Indsatserne skal forbedre levesteder for fisk og bunddyr og samtidig skabe et bedre fødegrundlag for blandt andet havfugle og marsvin. Baggrunden for projektet er, at Storebælt – ligesom mange andre danske havområder – gennem årtier har mistet en stor del af sin naturlige biodiversitet. Blandt andet er stenrev blevet fjernet fra havbunden og brugt til anlægsprojekter, hvilket har forringet levevilkårene for en række arter.
Projektet skal desuden bidrage til at løfte formidlingen og oplevelserne ved Storebælt Klint, som Slagelse Kommune og Den Danske Naturfond i 2024 opkøbte med henblik på at udvikle området til et større sammenhængende naturområde.
- Storebælt Klint skal være et sted, hvor borgere, besøgende og turister kan få store oplevelser i naturen. Med støtten fra Nordea-fonden og Den Danske Naturfond får vi mulighed for at styrke naturgenopretningen og formidlingen af naturen og områdets fortællinger. Ambitionen er at skabe et samlet naturområde, hvor naturgenopretningen omfatter både havet og landarealerne - et sted, som borgere kan være stolte af, og som danner rammen om oplevelser i naturen for både borgere og besøgende, siger borgmester Knud Vincents (V).
Projektet understøtter den visionsplan for Storebælt Klint, som Økonomiudvalget vedtog for
nylig, hvor der også er fokus på at styrke formidlingen af naturen i Storebælt. Derfor afsættes
der også midler til både formidling og etablering af faciliteter, som skal gøre det lettere for
borgere og besøgende at opleve og få indsigt i naturen i området.
Den Danske Naturfond glæder sig over, at Storebælt Klint nu også får en marin dimension.
- Naturprojekter, der på samme tid både genopretter naturen på land og i havet, er en ny
udvikling i Danmark. Det betyder også, at den ambitiøse plan for udvikling af naturen ved
Storebælt Klint nu får en helt ny dimension, som vi er virkelig glade for, siger formand for
Naturfonden, Bengt Holst.
I det nye regeringsgrundlag står der at Regeringen vil udpege fem nye marine
naturnationalparker.
- Det her projekt vil bidrage til at forbedre vandkvaliteten og øge biodiversiteten i området ud
for Storebælt Klint. Samtidig styrker vi også Storebælts potentiale for at blive udpeget til marin naturnationalpark. Her er både store naturværdier og et tydeligt behov for at styrke havmiljøet,
og en samlet indsats vil kunne skabe en mere robust og sammenhængende natur til gavn for
både miljøet og kommende generationer, siger formand for Klima- og Miljøudvalget Jørgen
Grüner (F).
Projektet gennemføres i samarbejde med DHI, Musholm A/S, DTU Aqua, lokale fiskere og
dykkerklubber. Udover Nordea-fonden, Den Danske Naturfond og Slagelse Kommune, så
bidrager Musholm og DHI også med henholdsvis 930.000 kr. og 250.000 kr. Forundersøgelserne
igangsættes i 2026, anlægsarbejdet forventes gennemført i 2027-2028, og projektet ventes
afsluttet i 2029.
Nøgleord
Kontakter
Flemming NielsenDen Danske Naturfond
Tlf:24661362fn@naturfonden.dkJørgen GrünerFormand for Klima- og Miljøudvalget, Slagelse Kommune
Tlf:92 43 82 28Knud VincentsBorgmester, Slagelse Kommune
Tlf:20 45 97 98Lasse FjeldstedProjektleder
Tlf:28 68 45 29Vedhæftede filer
Links
Følg pressemeddelelser fra Den Danske Naturfond
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.