Dyrenes Beskyttelse

Efter rekordår: Dyrenes Beskyttelse opfordrer til at lade sælerne være i fred

23.6.2026 06:00:00 CEST | Dyrenes Beskyttelse | Pressemeddelelse

Del

Det er vigtigt at holde afstand til de sæler og deres unger, der ligger på stranden. Ungerne kan nemlig risikere at sulte ihjel, hvis mennesker kommer for tæt på og skræmmer moderen væk. Det forventes, at endnu flere danskere holder sommerferien herhjemme, og derfor opfordrer Dyrenes Beskyttelse til, at man lader sælerne være i fred.

Mange henvender sig til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral, da de er bekymrede for, om sæler er i nød. Det er dog langt fra altid tilfældet. Eksempelvis denne sælunge, der hviler sig på en strand i Kalundborg.
Mange henvender sig til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral, da de er bekymrede for, om sæler er i nød. Det er dog langt fra altid tilfældet. Eksempelvis denne sælunge, der hviler sig på en strand i Kalundborg. Foto: Dyrenes Beskyttelse

For mange er juni starten på sommer, sol og strand. For Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 er juni starten på højsæsonen for henvendelser om sæler på de danske strande, og den fortsætter hele sommeren.

2025 blev et rekordår med 1.654 opkald fra bekymrede borgere om de luffede havpattedyr. Sommermånederne alene stod for over halvdelen af opkaldene.

De mange sommergæster på stranden er blandt årsagerne til de mange opkald, men sælerne er sjældent i nød. En anden årsag er, at den mest udbredte sælart i Danmark – den spættede sæl – yngler i juni og juli.

 - Mange mennesker er ikke vant til at se sæler ligge alene på stranden og tror, at de er i nød. Men det er langt fra tilfældet. Det er vigtigt at udvise respekt for sæler og deres unger. Derfor skal man ikke komme for tæt på for at tage billeder, klappe dem eller fodre dem, siger Peter Gravlund, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Sæler har brug for at hvile sig på land indimellem og kan ikke opholde sig i vandet hele tiden. Dyrenes Beskyttelse opfordrer derfor til, at man holder mindst 25 meters afstand til sælerne. På den måde undgår man at stresse dem og giver moderen ro til at die ungen. Desuden er sælen et rovdyr og kan have et kraftfuldt bid. Så for din egen sikkerhed er det en god ide at holde afstand.

Vagtcentralen forventer rødglødende telefoner i sommervarmen


Danskerne kommer denne sommer i højere grad end tidligere til at holde ferie ved de danske strande. Det tyder en analyse fra erhvervsorganisationen SMVdanmark i hvert fald på. Ifølge analysen vil op mod 80 procent af befolkningen holde hele eller dele af deres sommerferie herhjemme. Det er en stigning fra sidste sommer, hvor to ud af tre danskere holdt ferie i Danmark.

Hvis flere danskere holder ferie herhjemme, vil flere mennesker sandsynligvis også opholde sig på strandene, hvor sælerne holder til. Derfor forbereder Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral sig på en travl sommer. Det gælder især også, fordi antallet af henvendelser om sæler har været stigende de seneste fem år.

Ifølge Peter Gravlund kan det skyldes, at Dyrenes Beskyttelse har fået større synlighed, at flere kender til Vagtcentralen 1812, og at flere kontakter organisationen, når de bliver bekymrede for et dyr.

- Vi oplever generelt, at flere reagerer, når de ser et dyr i nød. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Der er kommet større opmærksomhed på dyr og deres forhold, og det betyder, at situationer, som måske tidligere blev overset, i dag bliver meldt ind, fortæller biologen.

Indtil videre har Vagtcentralen modtaget 46 opkald om sæler i juni og samlet 342 opkald i hele 2026. En sæl er kun i nød eller har brug for hjælp, hvis den har tydelige skader, åbne sår, er viklet ind i noget eller udviser klare tegn på sygdom.

Ser du en sæl, der er kommet tydeligt til skade – eller er du bare i tvivl – skal du kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812. Så bliver oplysningerne sendt videre til Naturstyrelsen, som er den eneste myndighed, der må håndtere havpattedyr.

Embedkode til medier:
Embedkode til medier:

FAKTABOKS

Sælugens kald - Derfor hyler og bjæffer ungerne:

Sælunger hyler og bjæffer som en naturlig del af deres adfærd. Lydene bruges til at holde kontakt mellem ungen og dens mor. Det er blandt andet tilfældet, når moderen er i vandet for at jage og kan være væk i længere perioder, og når sælungen hyler for at signalere, hvor den befinder sig. Lydene er ikke et tegn på, at ungen er forladt eller i nød.

Nøgleord

Kontakter

Medievagten i Dyrenes Beskyttelse

Dyrenes Beskyttelses medievagt er tilgængelig døgnet rundt for henvendelser pr. mail eller telefon (modtager ikke SMS)

Tlf:40841512presse@dyrenesbeskyttelse.dk

Billeder

Foto: Dyrenes Beskyttelse
Foto: Dyrenes Beskyttelse
Download
Foto: Dyrenes Beskyttelse
Foto: Dyrenes Beskyttelse
Download

Om Dyrenes Beskyttelse

Vi hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.

Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye