15 minutters selvfedhed – og så tilbage til arbejdet
”15 minutters selvfedhed – og så tilbage til arbejdet.” Sådan lød budskabet til medarbejderne fra adm. dir. For Pascal Lars Rosenkvist Fenger, da han fik at vide, at hans virksomhed har vundet DI Hovedstadens Initiativpris 2018.
Det kan lyde hårdt, men bag budskabet finder man en ledelsesfilosofi, som i høj grad er bygget op på glade, motiverede og engagerede medarbejdere. Medarbejdere som tænker i vækst og produktudvikling i stedet for at hvile på laurbærrene. Og det har båret frugt. De første år var særdeles vanskelige, men i dag er Pascal A/S verdensledende inden for forstærkermoduler til professionelle højttalere. Pascal indtager hvert år nye internationale markeder og kan lige nu fejre sin sjette kåring i træk som gazellevirksomhed - Dagbladet Børsens vækstpris.
- Der var ingen tvivl om, at Pascal A/S skulle vinde dette års Initiativpris. Virksomheden har formået at skalere forretningen – ikke bare i år, men over en lang årrække. Det er en utroligt veldrevet virksomhed – både når man ser på regnskabet, og når man oplever ledelsens engagement i at skabe en god arbejdsplads for medarbejderne” siger Poul Skadhede, formand for DI hovedstaden og koncerndirektør i Valcon A/S.
Lars Rosenkvist Fenger beskriver opstarten af Pascal A/S som noget kaotisk.
- Det hele startede med en ide, som nok var lidt naiv. Vi vidste ikke meget om salg, forretningsopbygning og vi havde ingen kunder, fortæller Lars Rosenkvist Fenger.
Men helt dum var ideen ikke. For ejer-gruppen havde set et marked for forstærkermoduler til den globale professionelle højttalerindustri, som ikke var dækket – nu gjaldt det bare om at komme derudaf.
Opbremsningen kom dog hurtig: Finanskrisen.
- Set i bagspejlet, så var det en krise som både blev vores værste fjende og bedste ven. Den klædte os helt af. Hvis der havde været lav indtjening og få kunder før finanskrisen – så var der slet ingen, da det så værst i ud 2009. Men krisen lærte os om ydmyghed og hårdt arbejde. Vi blev meget opmærksomme på, at vi hele tiden måtte tænke i vækst, for at virksomheden var bæredygtig, fortæller Lars Rosenkvist Fenger.
Derfor har man også hele tiden skalering i baghoved. Virksomheden er proaktiv i forhold til nye markeder – senest er man gået ind i markedet for professionelle live-sound og installationsforstærkere. Det ses også i regnskaberne, hvor der er vækst i bruttofortjeneste på 198% og en bundlinje vækst på over 513% over de sidste 3 år.
Medarbejderne er kilden til vækst
Det stod også hurtigt klart for den nystartede virksomhed, at succes går hånd i hånd med glade medarbejdere. Det er let at være en del af et vinderteam – men teamet og humøret skal også bestå, når det ser skidt ud. Den læring er dybt indlejret i virksomheden, som ansatte en HR chef som den 8. medarbejder for netop at sikre det gode arbejdsmiljø og dyrke en stærk vækstkultur med symbiose mellem udvikling af medarbejdere, virksomheden og at have det sjovt.
- Det skal være sjovt at gå på arbejde, der skal være medindflydelse og lækre omgivelser. I de over tolv år, virksomheden har eksisteret, har kun 5 personer valgt at finde andet job – og vi er alligevel 40 mand i dag, siger Lars Rosenkvist Fenger.
Derfor kan det også lyde mærkværdigt, at der kun er plads til 15 minutters selvfedhed. Men det er udtryk for at man får lov til at hvile på laurbærrene i 15 minutter, så det ikke når at ødelægge Pascals vækstkultur.
- Vi har valgt, at alle medarbejdere skal have et spaophold for to som tak for prisen. Det er også vores måde at sige tak til partneren derhjemme. Vi stiller krav til vores medarbejdere, og det stiller også krav til hjemmefronten” forklarer Lars Rosenkvist Fenger.
Det er ledelsens holdning at hvis man tager medarbejdere for givet, så har man ikke længere fortjent deres opmærksomhed og loyalitet.
Fakta om Pascal:
Pascal A/S eksportandel er over 99% og er i dag global markedsleder på forstærkermoduler til professionelle højttalerindustri. Placeret i Herlev og ejet af Lars Rosenkvist Fenger, Peter Frentz og Jesper Lind Hansen. Pascal A/S specialiserer sig i at professionelle højttalerproducenter kan opnå konkurrencefordele og komme hurtigere i markedet, gennem forstærkerløsninger baseret på patenteret teknologi.
Kom til den lokale prisoverrækkelse:
Tirsdag den 30. oktober 2018 kl. 14.00
Hos Pascal A/S, Ellekaer 6, 2730 Herlev
Fakta om Initiativpris 2018
DI Hovedstaden overrækker hvert år dens initiativpris. Formålet med initiativprisen er at hædre virkelyst, kreativitet og skabertrang hos en mindre virksomhed i medlemskredsen.
Kriterier for prisen er:
- Virksomheden må ikke have over 100 ansatte i det år, hvor prisen uddeles. Hvis virksomheden evt. er i koncernsamarbejde med andre virksomheder, må det samlede antal ansatte maksimalt være 300
- Virksomheden skal gennem særligt initiativ og virkelyst inden for afsætning, teknologi, uddannelse eller andre områder gennem en kortere årrække have skabt grundlag for vækst
- Der vil også blive lagt vægt på udviklingen i nøgletal, eksempelvis omsætningen (bruttoavancen), årets resultat, egenkapitalen og/eller antal ansatte de seneste år.
I 2018 er et særligt kriterium desuden, at virksomheden har udvist et særlig mod til skalering ved at igangsætte initiativer, der indebærer radikale ændringer, for at møde fremtidens vækstudfordringer.
Følg Dansk Industri på:
Billeder
Information om DI Hovedstaden
For yderligere information om DI Hovedstaden:
Konsulent Anne Ginderskov Hansen
Mail: angh@di.dk
Tlf. 3377 4841
Mobil: 4079 5870
Koordinator Vinnie Røslau
Mail: vir@di.dk
Tlf. 3377 3675
Følg pressemeddelelser fra DI Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DI Hovedstaden
Innovativ lokal vækstvirksomhed hædres med DI-pris13.12.2024 10:26:55 CET | Pressemeddelelse
Alle mennesker og virksomheder er afhængige af rent vand. Det sørger virksomheden Alumichem i Birkerød for – både i ind- og udland. Virksomheden har specialiseret sig i at rense genstridigt spildevand med et meget lavt CO2-aftryk. Alumichem gør Danmark og verden renere og grønnere, og derfor modtager virksomheden DI Hovedstadens Initiativpris 2024.
Behov for mere samarbejde mellem virksomheder og skoler i Nordsjælland16.10.2024 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Erhvervspraktik og klassebesøg hos lokale virksomheder er en del af skoleskemaet på nogle skoler i Nordsjælland. Men hvis det skal lykkes de nordsjællandske skoler allerede fra næste skoleår at opfylde nye lovkrav om, at alle elever skal i en uges erhvervspraktik, skal skolerne skabe kontakt til langt flere virksomheder. Udpeg en erhvervsplaymaker, lyder opfordringen fra DI Hovedstaden
Omkring hver tredje virksomhed i hovedstadsområdet samarbejder med en skole16.10.2024 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
I hovedstadsområdet samarbejder kun 40 procent af virksomhederne med en lokal skole om f.eks. erhvervspraktik eller klassebesøg. Men det er alt for få, mener DI Hovedstaden, der opfordrer skolerne til at skrue op for samarbejdet med virksomhederne, hvis det skal lykkes allerede fra næste skoleår at finde en uges erhvervspraktik til alle elever i enten 7., 8. eller 9. klasse.
Virksomheder er ikke tilfredse med Frederikssund Kommune4.9.2024 19:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Frederikssund Kommune går tilbage i Dansk Industris årlige måling af erhvervsvenligheden i landets kommuner. I årets måling er Frederikssund placeret som nr. 87 ud af 91 kommuner, en tilbagegang fra sidste års placering som nr. 69.
Det lokale erhvervsliv er blevet gladere for Helsingør Kommune4.9.2024 19:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Helsingør Kommune går frem i Dansk Industris årlige måling af erhvervsvenligheden i landets kommuner. I år opnår Helsingør en placering som nr. 72, en forbedring på 15 pladser fra 87. pladsen i 2023. Det er Helsingørs bedste placering nogensinde i erhvervsmålingen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum