Trafikselskabet Movia

Snart kan du komme hjem hele natten – Movia udvider åbningstiden for Flextur i tre kommuner

8.4.2026 00:00:00 CEST | Trafikselskabet Movia | Pressemeddelelse

Del

Nyt forsøg giver de lokale i Egedal, Furesø og Holbæk Kommuner muligheden for at komme hjem om natten med kollektiv transport. Movia udvider Flextur og kører videre efter kl. 23. 

Foto: Movia (redigeret vha. AI)
Foto: Movia (redigeret vha. AI)

Kollektiv transport er afgørende for mange for at få hverdagen til at hænge sammen - det gælder også aften og nat. I landdistrikterne og lokalsamfund kan det dog være sparsomt med kollektive transportmuligheder sent om aftenen. Og når der er langt mellem husene, kan det være svært at komme hjem fra arbejde, fritidsaktiviteter eller sociale arrangementer. Derfor udvider Movia åbningstiden for Flextur i tre kommuner og giver flere mulighed for kollektiv transport ud på de sene timer.

Natudvidelsen af Flextur sker som et forsøg i samarbejde med Holbæk, Furesø og Egedal Kommuner. I dag kan Flextur benyttes frem til kl. 23.00, mens andre dele af Movia Flextrafik kører døgnet rundt. Dermed er der mulighed for at give beboerne i de tre kommuner en plads i bilen. Forsøget forventes at gå i gang til august 2026.

"Vi ved, hvor vigtig kollektiv transport er for at kunne leve et aktivt liv, deltage i sociale fællesskaber og få hverdagen til at hænge sammen. Med det her tiltag vil vi undersøge, om vi kan øge mobiliteten for de lokale ved at bruge Movia Flextrafik, der i forvejen kører døgnet rundt," siger Pernille Appel-Hansen, mobilitetschef i Movia.

Fra tidlig lukketid til bedre sammenhæng

Formålet med forsøget er en del af Movias arbejde med at give beboere i landdistrikter  og lokalsamfund bedre og mere sammenhængende transportmuligheder. Ved at afprøve fleksible løsninger - som udvidelse af Flextur - kan den kollektive trafik også fungere dér, hvor der er langt mellem husene, og hvor faste ruter ikke giver mening. Samtidig får kommunerne et nyt redskab til at styrke mobiliteten for deres borgere, som måske har få alternativer i dag.

"I Furesø Kommune har vi en ambitiøs klimaplan og et mål om at reducere vores CO2-udledning fra transport med 70 % i 2030. Hvis vi skal nå det mål, skal vi have en bedre offentlig transport. Så jeg håber, at forsøget med Flextur også efter kl. 23 giver god mening for vores borgere. Det kan være efter middage hos gode venner eller efter en koncert i Galaksen eller Farum Kulturhus. Ordningen skulle gerne bidrage til øgede muligheder for at komme ud og ikke mindst hjem om aftenen, uden at man skal køre i bil. Og mindre bilkørsel giver mindre klimabelastning", siger Øjvind Vilsholm (Ø), formand for Natur og Klima i Furesø Kommune.

"De mange små bysamfund er en unik del af Egedal Kommunes DNA. Hvis de skal tiltrække nye beboere og fastholde dem, der allerede bor der, skal der være fleksible offentlige transportmuligheder. Det er særlig vigtigt, når S-tog ligger langt væk. Derfor er jeg glad for, at Egedal Kommune er en del af forsøget med Flextur om natten. Det vil gøre det lettere for borgere i Egedals små bysamfund at arbejde på skæve tidspunkter og deltage i socialt liv. Det er et godt supplement til bus og togdrift," siger Birgitte Neergaard-Kofod (C), borgmester i Egedal Kommune

"Vi skal have et Holbæk Kommune, hvor det også i de sene timer er muligt at komme hjem på en tryg og fleksibel måde. Med forsøget med Flextur om natten styrker vi sammenhængskraften i hele kommunen, fordi vi binder vores byer og lokalområder bedre sammen i de tidsrum, hvor den kollektive transport ellers kan være meget begrænset. Det kan få stor betydning for både arbejde, fritidsliv og sociale fællesskaber," fortæller Eva Anker Lund (S), formand for Plan- og Erhvervsudvalget i Holbæk Kommune.

Erfaringer fra andre forsøg og tiltag i landdistrikter viser, at natbusser og nattog kan have stor betydning for menneskers oplevelse af frihed og muligheder - også selvom tilbuddet kan være begrænset. Særligt unge har peget på, at transport om natten gør det lettere at passe job, uddannelse og et aktivt socialt liv. 

Klare rammer for natkørsel

Forsøget skal supplere den eksisterende kollektive transport og indrettes med tydelige rammer. Blandt andet vil der være særlige vilkår for natkørsel, så tilbuddet fungerer som et lokalt mobilitetstilbud og ikke som en erstatning for andre transportformer.

Netop derfor gennemføres forsøget i tæt samarbejde med kommunerne og med fokus på en ansvarlig indretning af tilbuddet.

Forsøget med udvidet Flextur gennemføres i tre kommuner og skal give viden om, hvordan passagererne bruger tilbuddet, og hvilke økonomiske og praktiske konsekvenser det har. 

Fakta

  • Forsøg i tre kommuner: Holbæk, Egedal og Furesø
  • I forsøget kan Flextur bestilles efter behov - og efter kl. 23
  • Udvidelsen af Flextur er mulig, fordi Movia Flextrafik allerede kører døgnet rundt med handicap- og patientkørsel
  • Indrettes med klare rammer for natkørsel
  • Skal supplere eksisterende transporttilbud og øge mobiliteten
  • Evalueringen skal afdække brug, økonomi og administration
  • Resultaterne skal bruges til at vurdere, om løsningen kan videreudvikles eller udbredes til flere områder.

Kontaktinformation

Movia Presse & Kommunikation, tlf. 36 13 20 10 eller presse@moviatrafik.dk

Movia er Danmarks største mobilitetsselskab. Vi kører årligt med 173 mio. passagerer i busser, lokaltog og flextrafik. I Movia arbejder vi for, at flere transporterer sig kollektivt. Vi forventer, at mere end 90 pct. af vores ca. 1.100 busser vil køre på el i 2030 - resten fossilfrit. I 2025 kører alle nye personbiler i flextrafikken på el, og senest i 2030 er alle elbiler. Alle nye større flexbiler kører på el fra senest 2030, og alle nye lokaltog skal være eldrevne. Movia ejes af de 45 kommuner og to regioner på Sjælland. Vi er en offentlig virksomhed reguleret af lov om trafikselskaber. Læs Movias Mobilitetsplan her.

Følg pressemeddelelser fra Trafikselskabet Movia

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Trafikselskabet Movia

Siemens Mobility og Aarsleff Rail skal bygge Danmarks største lade-anlæg til Lokaltogs kommende batteritog2.6.2026 00:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Det bliver et konsortium bestående af Aarsleff Rail og Siemens Mobility, der skal opføre landets hidtil største ladeanlæg til batteritog ved Hårlev Station på Stevns. Det står klart, efter Lokaltog for nyligt afsluttede et stort EU-udbud på det anlæg, der i fremtiden skal oplade selskabets kommende nye batteritog, hvor de første forventes leveret i sidste halvdel af 2028.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye