Trafikselskabet Movia

Naturstoppesteder – nyt samarbejde skal få flere børnefamilier ud i naturen

30.4.2026 00:00:00 CEST | Trafikselskabet Movia | Pressemeddelelse

Del

Movia og Danmarks Naturfredningsforening lancerer Naturstoppesteder, der skal inspirere flere til at komme ud i naturen - helt uden bil. De første 22 stoppesteder tæt på skov, strand og forskellige aktiviteter i naturen er nu aktive.

Faxe Kalkbrud er et Naturstoppested. Ta' bus 630R (Næstved St. - Faxeladeplads) til Faxe Bystation eller 263 fra Haslev St. til Faxe Bystation. Copyright: Movia
Faxe Kalkbrud er et Naturstoppested. Ta' bus 630R (Næstved St. - Faxeladeplads) til Faxe Bystation eller 263 fra Haslev St. til Faxe Bystation. Copyright: Movia

Movia og Danmarks Naturfredningsforening er gået sammen om at gøre det nemmere at få gode oplevelser i naturen. Sammen lancerer vi nu Naturstoppesteder rundt om på Sjælland og øerne, hvor man kan komme ud til smukke og vilde naturområder med bus.

Det er naturvejledere fra Danmarks Naturfredningsforening, der i samarbejde med Movia har udpeget en række busstoppesteder, der ligger helt tæt på fantastiske naturområder som Melby Overdrev, Kobæk Skov og Selsø Møllekrog.

Ideer til aktiviteter i naturen

Ved hvert Naturstoppested kan man finde inspiration til naturoplevelser i børnehøjde. En QR-kode ved stoppestedet giver adgang til spændende info om området og dets dyre- og planteliv. Samtidig bliver man præsenteret for sjove naturaktiviteter, som Danmarks Naturfredningsforenings børneunivers, VILD, har nøje udvalgt til lige netop dét sted.

Målet med naturstoppestederne er at inspirere særligt børnefamilier til at bruge den kollektive transport til at komme mere ud i naturen, og samtidig åbne deres øjne for naturområder, de måske ikke kendte i forvejen.

"Med Naturstoppested vil vi gerne gøre det tydeligt, hvor let det er at bruge bussen til store naturoplevelser. Ofte kører bussen eller lokaltoget direkte forbi eller lige igennem et spændende naturområde. Med det nye initiativ inviterer vi danskerne med på tur i naturen. Vi gør det nu, hvor foråret for alvor er i gang, og mange har lyst til at komme udenfor," siger Stine Sander, direktør for kunder og kommunikation i Movia.

I første omgang er der etableret 22 permanente Naturstoppesteder, der fra i dag kan findes på hjemmesiden moviatrafik.dk/naturstoppested.

Børnefamilier savner inspiration

Blandt danske børnefamilier er der faktisk et ønske om at komme mere ud i naturen. Ifølge en undersøgelse, som Epinion har lavet for Danmarks Naturfredningsforening, ville syv ud af ti forældre ønske, at deres børn opholdt sig mere derude.

Direkte adspurgt, om hvad der afholder dem fra at komme mere ud i naturen, svarer hver fjerde forælder, at de mangler inspiration til, hvad man kan lave derude. Samtidig angiver hver sjette forælder, at de mangler viden om, hvor de kan tage hen.

"Det vigtigt, at alle børn får et godt og trygt forhold til naturen. Vi håber, at vi sammen med Movia kan inspirere en masse børnefamilier til at hoppe på bussen og komme ud og få nogle gode oplevelser i pragtfulde omgivelser," siger Lars Midtiby, direktør i Danmarks Naturfredningsforening.

Fakta om Naturstoppested

  • Naturstoppested er et samarbejde mellem Movia og Danmarks Naturfredningsforening.
  • Ved naturstoppestederne kan man scanne en QR-kode og få inspiration til lokale naturoplevelser i børnehøjde.
  • Formålet er at inspirere særligt børnefamilier til at bruge den kollektive transport til at komme mere ud i naturen, og samtidig åbne deres øjne for naturområder, de måske ikke kendte i forvejen.
  • Naturstoppestederne er permanente og en del af Movias øvrige stoppestedsnet.
  • I første omgang er der etableret 22 Naturstoppesteder. På moviatrafik.dk/naturstoppested kan man læse mere om stoppestederne. BEMÆRK hjemmesiden har tekniske problemer, som vi er i gang med at rette.
Ved hvert Naturstoppested kan du finde inspiration til forskellige oplevelser i børnehøjde ved at scanne QR-koden. Copyright: Movia

Kontakter

Movia er Danmarks største mobilitetsselskab. Vi kører årligt med 173 mio. passagerer i busser, lokaltog og flextrafik. I Movia arbejder vi for, at flere transporterer sig kollektivt. Vi forventer, at mere end 90 pct. af vores ca. 1.100 busser vil køre på el i 2030 - resten fossilfrit. I 2025 kører alle nye personbiler i flextrafikken på el, og senest i 2030 er alle elbiler. Alle nye større flexbiler kører på el fra senest 2030, og alle nye lokaltog skal være eldrevne. Movia ejes af de 45 kommuner og to regioner på Sjælland. Vi er en offentlig virksomhed reguleret af lov om trafikselskaber. Læs Movias Mobilitetsplan her.

Følg pressemeddelelser fra Trafikselskabet Movia

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Trafikselskabet Movia

Siemens Mobility og Aarsleff Rail skal bygge Danmarks største lade-anlæg til Lokaltogs kommende batteritog2.6.2026 00:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Det bliver et konsortium bestående af Aarsleff Rail og Siemens Mobility, der skal opføre landets hidtil største ladeanlæg til batteritog ved Hårlev Station på Stevns. Det står klart, efter Lokaltog for nyligt afsluttede et stort EU-udbud på det anlæg, der i fremtiden skal oplade selskabets kommende nye batteritog, hvor de første forventes leveret i sidste halvdel af 2028.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye