Trafikselskabet Movia

Flextrafik fylder 25 år: Høj kundetilfredshed bygger på en indsats døgnet rundt

20.4.2026 00:00:00 CEST | Trafikselskabet Movia | Pressemeddelelse

Del

Knap ni ud af ti kunder er tilfredse med Flextrafik. Movia markerer jubilæet med en tak til chauffører og samarbejdspartnere - og en opfordring til kunderne om at give besked, når noget ikke fungerer.

Copyright: Movia

I 25 år har Flextrafik været med til at få hverdagen til at hænge sammen for borgere med særlige transportbehov. I dag er 86 procent af kunderne tilfredse eller meget tilfredse med deres oplevelse. Det viser Movias årlige kundeundersøgelse fra 2025.

For mange borgere er Flextrafik forskellen på at kunne deltage i hverdagslivet eller blive hjemme. Hver dag står chauffører, vognmænd og medarbejdere i kundeservice og drift bag en indsats, der skal fungere døgnet rundt.

"Flextrafik er en vigtig del af mange menneskers hverdag. Den høje tilfredshed er et resultat af en stor indsats fra chauffører, vognmænd og medarbejdere - hver eneste dag. Det er vi stolte af," siger Kenneth Gøtterup, bestyrelsesformand i Movia og borgmester i Dragør.

Chaufførerne er nøglen til den gode oplevelse

Det er chaufførerne, der møder kunderne ansigt til ansigt. De hjælper passagerer ind og ud af bilen, sikrer en tryg rejse og håndterer situationer, der ofte kræver både erfaring og menneskelig forståelse.

Kundeundersøgelsen viser, at det især er oplevelsen af en tryg og sikker rejse og mødet med en imødekommende chauffør, der driver tilfredsheden. Over 90 procent af kunderne oplever, at chaufføren sikrer en tryg og sikker tur.

En vigtig del af hverdagen for mennesker med handicap

Hos Danske Handicaporganisationer peger man på, at Flextrafik spiller en afgørende rolle for mange mennesker med handicaps mulighed for at leve et selvstændigt liv.

"For rigtig mange mennesker med handicap spiller Flextrafik en vigtig rolle i deres liv. Det er en ordning, som giver mere fleksibilitet og frihed og sikrer, at mange kan dyrke deres fritidsaktiviteter og være en del af de fællesskaber, som er så vigtige for os alle. Samtidig styrkes Flextrafiks betydning i takt med, at andre kollektive trafikformer bliver skåret ned eller forsvinder," siger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.

Når noget ikke går som forventet

Selvom langt de fleste oplever en god rejse, kan der opstå fejl. Forsinkelser eller situationer, der ikke lever op til kundernes forventninger. Her spiller kundernes feedback en vigtig rolle.

"Vi ved, at vi ikke rammer rigtigt hver gang. Derfor er det vigtigt for os, at kunderne giver besked, når noget ikke fungerer. Det er sådan, vi kan lære og blive bedre," siger Kenneth Gøtterup.

Movia kan kontaktes på telefon, mail og via kontaktformularen på hjemmesiden: moviatrafik.dk/flexkunde/om-flextrafik/kontakt.

Jo mere præcis information Movia får, jo bedre kan problemet løses, så det ikke sker igen.

En del af velfærdens hverdag

Med omkring 3,5 millioner passagerer årligt er Flextrafik i dag en integreret del af den kollektive trafik og en vigtig brik i velfærden. Ordningen bygger på mange års erfaring med kørsel for borgere med særlige behov og stiller høje krav til både kvalitet, drift og service.

I løbet af 2026 forventes Movia Flextrafik at runde 50 millioner gennemførte ture siden etableringen af Movia i 2007.

Fakta om Flextrafik

  • 86 pct. af kunderne er tilfredse eller meget tilfredse (Megafon 2025) - læs mere her.
  • I 2025 modtog Movia Flextrafik 2.581 kundehenvendelser og gennemførte ca. 3,5 mio. ture - svarende til 0,74 klager pr. 1.000 ture.
  • I 2026 runder Flextrafik 50 mio. ture siden etableringen af Movia i 2007
     
  • Movia Flextrafik startede i 2001 i Kalundborg Kommune under Vestsjællands Trafikselskab - og har rødder i handicapkørsel fra 1970'erne
  • I Movias første år i 2007 blev der kørt omkring 383.000 handicapkørsler. I 2025 var tallet steget til omkring 865.000 ture. Samlet har Movia kørt 7,3 mio. borgere i Flexhandicap siden 2008
     
  • Movia Flextrafiks kørselsordninger: Flexpatient i Region Sjælland, de kommunale ordninger Flexrute, Flexkommune, Flexhandicap samt de åbne muligheder, Flextur og Plustur.
  • Læs mere om de enkelte kørselsordninger på moviatrafik.dk

Kontakter

Movia er Danmarks største mobilitetsselskab. Vi kører årligt med 173 mio. passagerer i busser, lokaltog og flextrafik. I Movia arbejder vi for, at flere transporterer sig kollektivt. Vi forventer, at mere end 90 pct. af vores ca. 1.100 busser vil køre på el i 2030 - resten fossilfrit. I 2025 kører alle nye personbiler i flextrafikken på el, og senest i 2030 er alle elbiler. Alle nye større flexbiler kører på el fra senest 2030, og alle nye lokaltog skal være eldrevne. Movia ejes af de 45 kommuner og to regioner på Sjælland. Vi er en offentlig virksomhed reguleret af lov om trafikselskaber. Læs Movias Mobilitetsplan her.

Følg pressemeddelelser fra Trafikselskabet Movia

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Trafikselskabet Movia

Siemens Mobility og Aarsleff Rail skal bygge Danmarks største lade-anlæg til Lokaltogs kommende batteritog2.6.2026 00:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Det bliver et konsortium bestående af Aarsleff Rail og Siemens Mobility, der skal opføre landets hidtil største ladeanlæg til batteritog ved Hårlev Station på Stevns. Det står klart, efter Lokaltog for nyligt afsluttede et stort EU-udbud på det anlæg, der i fremtiden skal oplade selskabets kommende nye batteritog, hvor de første forventes leveret i sidste halvdel af 2028.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye