Copenhagen Opera Festival

Copenhagen Opera Festival forvandler igen hovedstaden til en operascene i august

17.6.2026 08:00:00 CEST | Copenhagen Opera Festival | Pressemeddelelse

Del

Når Copenhagen Opera Festival mellem den 13. og 23. august igen inviterer til en sensommer i operaens tegn, bliver det med et festivalprogram, der i elleve dage udfordrer rammerne for, hvad kunstformen kan. 

Festvalscenen på Den Røde Plads. Foto: Christian Brehms
Festvalscenen på Den Røde Plads. Foto: Christian Brehms

Fra verdensberømte solister til nyskrevne værker. Fra Wagner til fællessang. Fra underjordiske cisterner til Den Røde Plads på Nørrebro. Copenhagen Opera Festival 2026 inviterer publikum til at opleve opera dér, hvor man mindst venter den - og måske opdage, at kunstformen er langt større, mere overraskende og mere levende, end man troede. Årets festival markerer samtidig et skifte, da det bliver den sidste festival under kunstnerisk leder Amy Lane, der efter syv år i København tiltræder som Director of Opera ved Opera Australia.

Opera i virkeligheden
Hvad sker der, når operaen forlader operahuset og flytter ud i byen? Det spørgsmål har Copenhagen Opera Festival stillet gennem mere end et årti, og i år breder festivalen sig igen ud over hovedstaden med forestillinger, koncerter og musikdramatiske oplevelser på tværs af formater, geografi og stilarter. 

På Den Røde Plads på Nørrebro samler Festivalscenen igen tusindvis af publikummer til fire dage med gratis opera under åben himmel. Her kan man bl.a. møde norsk party-barok, de største talenter fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og det populære vokalensemble UngKlang. Andre steder i byen kan publikum opleve nyskabt musikdramatik i det fortryllende Universitetsbibliotek i Fiolstræde, vokalkunst i Cisternernes underjordiske rum, nye operafilm i Cinemateket samt blind-lytning med Pitchblack Playback og en festlig operaduel i Tivoli med Mathias Hammer og Frederik Cilius. 

Copenhagen Opera Festival bevæger sig også ud på gader, pladser og vandveje. Showbåden vender tilbage til kanalerne med Svanen som tema, mens operabussen Ride! Sing! Repeat! bringer overraskende minioperaer ud til steder, hvor publikum helt sikkert ikke forventer at møde dem.

Verdens største opera for nyt publikum
På Copenhagen Opera Festival 2026 bliver døren til et af operahistoriens største, længste og mest mytologiske værker åbnet for mennesker, der aldrig før har sat sig i en operasal. Festivalens succesfulde familieforestilling Ringen, der i år vandt Årets Reumert, vender tilbage til Det Lille Teater under årets festival. Forestillingen komprimerer Richard Wagners monumentale opera Nibelungens ring til en eventyrlig familieoplevelse, hvor børn og voksne sammen kan møde historien om magt, venskab og begær gennem noget af operaens mest ikoniske musik.

Samtidig præsenterer festivalen det nye værk The Ring – Forever Hot, en radikal nyfortolkning af Wagners univers. Her er den traditionelle scene opløst, og publikum bevæger sig frit gennem et levende Wagner-landskab befolket af guder, valkyrier, synthflade og bierfest.  Den oprindelige fortælling bliver ikke blot genfortalt, men undersøgt, splittet ad og samlet igen for en ny generation. 

De to produktioner repræsenterer hver sin vej ind i samme værk. Tilsammen peger de på en ambition, der løber gennem hele festivalen: At klassikerne ikke skal stå stille, men blive ved med at finde nyt publikum og nye måder at blive oplevet på.

Store stemmer fra den internationale operascene
Copenhagen Opera Festival byder også på besøg fra nogle af den internationale operascenes mest markante profiler. Den tyske kontratenor Andreas Scholl, der gennem årtier har været blandt verdens mest anerkendte fortolkere af barokmusikken, gæster festivalen med et originalt recitalprogram. Den britisk-italienske tenor Freddie De Tommaso, som de senere år har taget springet til de største operascener i Europa og USA, giver publikum mulighed for at opleve en af sin generations mest efterspurgte stemmer på nært hold, når han sammen med Nicole Car, Etienne Dupuis og Alexandra Oomens synger det bedste fra La Bohéme. Festivalen får desuden besøg af sopran Allison Cook, der både medvirker som kunstner og underviser næste generation af sangere gennem festivalens masterclass-format. Sammen med en lang række danske og internationale kunstnere understreger de festivalens ambition om at forbinde nye stemmer og nye værker med nogle af operaverdenens mest etablerede profiler.

En ring sluttes
Når Copenhagen Opera Festival åbner i august, bliver det samtidig den sidste festival under kunstnerisk leder Amy Lane, der efter syv år i København tiltræder som Director of Opera ved Opera Australia.

I løbet af sin tid har Amy Lane været med til at udvide forestillingen om, hvor opera kan finde sted, og hvem den kan være for. Med et skarpt blik for festivalens kunstneriske udvikling har hun styrket det internationale format og bragt flere hele værker og forestillinger til programmet. I perioden fra 2021-2025 har festivalen præsenteret 31 nye operaværker. Samtidig har hun ydet en dedikeret indsats for at udvikle og hjælpe unge talenter godt på vej i branchen, både på og bag scenen. Fra den 1. september 2026 overtager Louise Beck derefter posten som kunstnerisk leder for Copenhagen Opera Festival. 

Flere pressebilleder kan findes her.

OVERBLIK: Årets nye operaværker 

  • The Ring - Forever Hot: Wagner fra nye vinkler. Omsluttende totalinstallation baseret på Nibelungens ring, der åbner operahistoriens mest mytiske værk for nye generationer. AFUK.  

  • Den stærkes ret – den svages pligt: Anden del af OPE-N’s trilogi om magtens mekanismer og de fortællinger, der retfærdiggør dem. Niels Rønsholdt og Louise Beck. Universitetsbibliotekets i Fiolstræde.

  • SILKE. SUKKER. SAND: Tre scener. Tre komponister. Tre råvarer, der former civilisationens udvikling. Marie Dahl Assembly. Sort/hvid.

  • The Inhuman Human Voice: AI-stemmemodeller møder eksperimenterende vokalkunst i Cisternernes mørke. Marcela Lucatelli. Cisternerne. 

  • Ringen. Den størst tænkelige opera i det mindst mulige format. Reumert-nomineret. For 7-12 årige. Det Lille Teater.

  • CIRCLE & Elefanten: To nye operafilm om fællesskab, underkastelse og længslen efter kontrol. Lasse Schwanenflügel Piasecki. Cinemateket.

  • Helvedsblomsterne [Arbejdsvisning]: Hybridopera inspireret af Baudelaire. Mikkel B. Grevsen, Sophie Haagen og Ensemble Hermes. Aveny-T.

Festivalscenen: Fire dage med gratis opera under åben himmel

  • Åbningsceremoni med Årets Operatalent Laura Helene Hansen

  • Highlights fra Puccinis La Rondine – Svalen

  • Operafællessang lørdag, søndag og mandag 

  • Fyraftenssang med Nørrebro Teater

  • Barokfest: The Alehouse Sessions – Dance Edition

  • Goldschmidts Musikakademi

  • UngKlang

  • Næste generation – sangere fra Operaakademiet og Young Artist Programme

Kontakter

Om Copenhagen Opera Festival

Danmarks største årlige operafestiva, der siden 2009 har forvandlet København til en levende operascene. Vi præsenterer både revitaliserede klassikere og nye, prisbelønnede værker med internationale stjerner og stærke danske talenter. Fra store opsætninger til eksperimenterende formater og gratis opera på gadeplan samler vi publikum på tværs af generationer og tilknytning – og bringer operaen helt tæt på byen og samtiden.

Følg pressemeddelelser fra Copenhagen Opera Festival

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Copenhagen Opera Festival

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye