Statens Serum Institut

Ny rapport: Alder har størst betydning for gravides vaccinationstilslutning

16.6.2026 15:22:27 CEST | Statens Serum Institut | Pressemeddelelse

Del

Alder er den faktor, der har størst betydning for gravides tilslutning til vaccinationsprogrammerne blandt gravide, viser en ny rapport fra Statens Serum Institut. Rapporten peger også på betydelige geografiske forskelle i tilslutningen, mens tilslutningen til kighostevaccination er steget betragteligt efter indførelsen af et permanent tilbud.

Kvinde holder sine hænder på sin gravide mave

Hvilke gravide kvinder tager imod tilbuddet om at lade sig vaccinere gratis mod influenza, kighoste og covid-19? Det spørgsmål kan man finde svar på i en rapport fra Statens Serum Institut (SSI), hvor vaccinationstilslutningen blandt gruppen er opgjort for sæsonen 2024.

I rapporten fremgår det blandt andet, at der er betydelige forskelle i vaccinationstilslutningen mellem både aldersgrupper og geografiske områder.

”Vores rapport viser, at gravide under 25 år konsekvent havde den laveste tilslutning til alle tre vacciner, mens gravide over 35 år havde den højeste tilslutning,” siger overlæge og sektionsleder ved SSI Bolette Søborg og tilføjer:

”Vaccination under graviditet forebygger sygdom hos både den gravide og barnet, og derfor udgør gravide en særlig målgruppe i den danske vaccinationsindsats. Vaccinerne gør en stor forskel hos både den gravide og fosteret i forhold til at undgå potentiel alvorlig sygdom.”

Geografi spiller en stor rolle

Derudover har gravide født uden for Danmark samlet set lavere vaccinationstilslutning end danskfødte gravide. Særligt gravide med oprindelse i Mellemøsten, Afrika og Østeuropa havde lavere tilslutning til både influenza- og covid-19-vaccination. Men også nationalt spiller geografi en rolle.

”Der er betydelige geografiske forskelle på, hvor man lader sig vaccinere mest og mindst mellem regioner og landsdele. Region Sjælland havde samlet set den laveste tilslutning, mens Region Hovedstaden og Region Midtjylland lå højere,” siger Bolette Søborg.

Høj tilslutning til kighoste-vaccine

Mens tilslutningen til influenza- og covid-19-vaccination fortsat var lav i sæsonen 2024, steg tilslutningen til kighoste-vaccinen betydeligt og nåede et højt niveau efter, at vaccinationen blev gjort til et permanent tilbud til gravide.

Tilslutningen lå på 76 procent, hvilket er en væsentlig stigning sammenlignet med tidligere år, hvor den har ligget på omkring 50 procent.

Tilslutningen til influenza- og covid-19-vaccination blandt gravide lå i sæsonen 2024 på henholdsvis 23 procent og 15 procent, mens de i sæsonen 2023 lå på 26 procent og 17 procent.

”Stigningen falder tidsmæssigt sammen med, at vaccination mod kighoste fra 2024 blev gjort til et permanent tilbud til gravide. Forskellene i tilslutning på tværs af de tre vaccinetilbud kan indikere, at gravide oplever og vurderer risiko, relevans og formål forskelligt afhængigt af det enkelte program,” siger Bolette Søborg.

Forskellene kan endvidere afspejle variation i kommunikationen om vaccinationernes formål og betydning for barnets og den gravides egen sygdomsrisiko.

“Tallene viser, at gravide ikke nødvendigvis opfatter de forskellige vaccinationstilbud ens. Kighostevaccinationen handler meget direkte om at beskytte det nyfødte barn, og det kan være en forklaring på den høje tilslutning, mens influenza- og covid-19-vaccination har betydning for både barnets og den gravides sygdomsrisiko, ” siger Bolette Søborg.

Faktaboks: Vaccination blandt gravide i 2024


Kighoste
76,2 procent af gravide blev vaccineret mod kighoste i 2024. I perioden 2019-2023 lå tilslutningen omkring 50 procent
Vaccination under graviditeten beskytter spædbarnet mod kighoste i de første levemåneder, indtil barnet selv kan vaccineres

Influenza
22,8 procent af gravide blev vaccineret mod influenza i sæsonen 2024

Covid-19
15,3 procent af gravide blev vaccineret mod covid-19 i sæsonen 2024

Grupper med lavere vaccinationstilslutning
Gravide under 25 år, gravide født uden for Danmark og gravide i visse geografiske områder havde gennemgående lavere tilslutning

Om Statens Serum Institut

Statens Serum Institut (SSI) er et institut under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Vi forebygger og bekæmper infektionssygdomme og medfødte sygdomme gennem forskning, overvågning, diagnostik og rådgivning.

Vi stræber mod at være en internationalt førende forsknings- og beredskabsorganisation, der styrker menneskers og dyrs sundhed.

Vi er cirka 1.000 medarbejdere på SSI, og vi spænder vidt, hvad angår faggrupper. Vi beskæftiger blandt andet læger, dyrlæger, ingeniører, epidemiologer, statistikere, laboranter, og økonomer.

Følg pressemeddelelser fra Statens Serum Institut

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Statens Serum Institut

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye