DMI – Danmarks Meteorologiske Institut

Den menneskeskabte globale opvarmning nåede 1,37 grader i 2025

16.6.2026 08:00:00 CEST | DMI – Danmarks Meteorologiske Institut | Pressemeddelelse

Del

Jorden ophober varme hurtigere og hurtigere, hvilket øger risikoen for yderligere opvarmning i de kommende årtier, viser den nye internationale statusrapport Indicators of Global Climate Change, som netop er offentliggjort.

En kyststrækning med høje bølger, hvor stranden er skyllet væk.
I 2025 nåede det globale havniveau et nyt rekordniveau med en samlet stigning på 23 centimeter siden 1901. Selvom ændringen kan virke begrænset, øger den risikoen for stormfloder. Colourbox

Verden er på vej mod 1,5 °C global opvarmning omkring 2030, hvis udledningerne af drivhusgasser fortsætter på det nuværende niveau, viser studiet. Selvom en global opvarmning på 1,5 °C vil være et langsigtet gennemsnit, har den globale gennemsnitstemperatur i 2024 oversteget 1,5 grader, og det forventes at ske hyppigere i de kommende år. 

Samtidig nåede de globale drivhusgasudledninger et rekordhøjt niveau i 2024. 

Det viser den nye rapport udarbejdet af det internationale forskernetværk Indicators of Global Climate Change (IGCC), som hvert år opdaterer centrale klimadata på baggrund af metoderne fra FN's Klimapanel (IPCC). 

- Resultaterne viser, at klimaforandringerne fortsat accelererer. Vi ser stadig højere koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren, mere varme i atmosfæren og et stigende havniveau. Selv små ændringer i temperaturen og havet øger risikoen for hedebølger og oversvømmelser i kystområder verden over og påvirker både den enkelte borger og økosystemer, siger Adrian Lema, afdelingschef for Nationalt Center for Klimaforskning ved DMI. 

Arbejdet koordineres af Copernicus Climate Change Service (C3S) og European Centre for Medium-Range Weather Forecasts (ECMWF). 

Kun få år tilbage af CO₂-budgettet
Forskerne vurderer, at der kun er omkring 130 milliarder ton CO₂ tilbage i det globale CO₂-budget, hvis den langsigtede opvarmning skal holdes under 1,5 °C. Ved de nuværende udledninger vil budgettet være opbrugt inden for cirka tre år. 

Rapporten dokumenterer blandt andet, at det globale havniveau er steget 23 centimeter siden 1901, og at antallet af marine hedebølger er mere end tredoblet siden begyndelsen af 1990'erne. 

- Marine hedebølger kan også i vores nærområder, blandt andet i Østersøen, 
skade havmiljøet, påvirke fiskebestande og forstærke ekstreme vejrhændelser på land, siger Ole Krarup Leth, enhedsleder i Nationalt Center for Klimaforskning ved 
DMI.

DMI repræsenterer Danmark i IPCC og deltager i flere europæiske samarbejder om klima- og vejrobservationer. DMI følger udviklingen i de globale klimaindikatorer tæt og bidrager løbende til overvågning og forskning i klimaændringer. 

Fakta:
• Den stigende varmeophobning påvirker alle dele af klimasystemet. 
• Verdenshavene optager størstedelen af den ekstra varme, hvilket både medfører 
varmere oceaner og stigende havniveau. 
• I 2025 nåede det globale havniveau et nyt rekordniveau med en samlet stigning 
på 23 centimeter siden 1901. Selvom ændringen kan virke begrænset, øger den 
risikoen for stormfloder, som det er vist i DMIs Klimaatlas: 
https://www.dmi.dk/klimaatlas 
• I 2025 oplevede verdenshavene samlet set 65 dage med marine hedebølger, og 
antallet af sådanne dage er mere end tredoblet siden begyndelsen af 1990'erne.

Nøgleord

Kontakter

Links

Om Danmarks Meteorologiske Institut

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) blev etableret i 1872, og det er i dag en institution under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

DMI varetager den meteorologiske betjening af samfundet inden for Rigsfællesskabet Danmark, Færøerne og Grønland med omliggende farvande og luftrum.

Den meteorologiske betjening omfatter prognose- og varslingstjeneste samt kontinuerlig overvågning af vejr, klima og dertil relaterede miljømæssige forhold i atmosfæren, på landjorden og i havet.

Følg pressemeddelelser fra DMI – Danmarks Meteorologiske Institut

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DMI – Danmarks Meteorologiske Institut

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye