
Første spadestik taget i Bogense: Nye boliger skal styrke bosætningen
11.6.2026 13:56:13 CEST | Bogense Boligforening | Pressemeddelelse
Der blev taget hul på et nyt kapitel, da Bogense Boligforening tog det første spadestik til 18 nye almene boliger i Fionaparken.

Selvom de fynske vejrguder bød på lidt regn, var humøret højt blandt beboere, samarbejdspartnere og repræsentanter fra Bogense Boligforening, da Klaus Bentzen, formand for Bogense Boligforening, og Nordfyns borgmester, Mette Landtved-Holm, tog det officielle første spadestik til de nye boliger.
Nye boliger til flere behov
De kommende boliger opføres på en attraktiv grund i Fionaparken, hvor der tidligere var planlagt et andet boligprojekt.
Nordfyns borgmester, Mette Landtved-Holm, glæder sig over, at grunden nu bliver hjemsted for nye almene boliger.
”Almene boliger er med til at sikre et boligmarked med plads til flere. De skaber mobilitet på boligmarkedet og er afgørende for, at vi kan tiltrække og fastholde borgere i kommunen. Samtidig får vi her nogle fleksible boliger, der kan appellere til mange forskellige behov og bidrage til et varieret boligområde,” sagde borgmesteren i sin tale ved første spadestik.
Formand for Bogense Boligforening, Klaus Bentzen, fremhævede også de nye boligers betydning for udviklingen af Bogense.
”De nye boliger er med til at skabe den boligrotation, som er nødvendig i en by som Bogense. Når seniorer og andre får mulighed for at flytte til moderne og betalbare boliger tæt på byens tilbud, frigives der ofte huse til nye familier. Det styrker bosætningen, skaber liv i byen og giver samtidig lokale håndværkere mulighed for at sætte ældre boliger i stand. Det er en gevinst for både den enkelte og for lokalsamfundet,” sagde Klaus Bentzen.
Seniorvenlige boliger i attraktive omgivelser
Projektet omfatter 18 almene familieboliger fordelt på toværelses boliger på cirka 75 m² og treværelses boliger på mellem 90 og 100 m². Boligerne i stueplan bliver seniorvenlige.
Boligerne opføres som punkthuse i to etager med lejligheder i stueplan og på 1. sal langs et grønt område i Fionaparken og får en central placering tæt på byens tilbud.
Bogense Boligforening står bag projektet. Guldfeldt er totalentreprenør, COWI er bygherrerådgiver, og Boligkontoret Danmark byggeafdeling Vest er byggeforretningsfører.
Når boligerne står klar til indflytning i august 2027, vil de bidrage med attraktive og moderne almene boliger til både seniorer, par og mindre familier.
Connie håber på en af de nye boliger
Blandt de fremmødte ved første spadestik var Connie Røjgaard, som håber at blive en af de kommende beboere.
Den 66-årige bogenseaner har boet i byen i 13 år og skrev sig op til en almen bolig kort efter, at hun flyttede til byen.
”Jeg kan godt lide tanken om det almene. Jeg har boet alment før og sætter pris på fællesskabet. Folk flytter ikke så ofte fra de almene boliger i Bogense, så det kan være svært at få en bolig. Derfor er det dejligt, at der nu kommer flere,” siger Connie Røjgaard.
Hun fremhæver især beliggenheden som en stor fordel.
”Jeg har ikke bil, og man bliver jo ikke yngre. Derfor betyder det meget, at boligerne ligger så centralt. Samtidig kunne jeg godt tænke mig at flytte ind i noget nyt og blive en del af fællesskabet i boligforeningen, som jeg ved gør meget for beboerne,” siger hun.
Efter det officielle første spadestik fortsatte markeringen i Bogense Boligforenings fælleshus, hvor de fremmødte kunne fejre byggestarten og få en bid mad.
Nøgleord
Kontakter
Klaus BentzenFormand
Bogense Boligforening
Billeder




Bogense Boligforening er en boligforening med 14 afdelinger med i alt 401 lejeboliger.
Bogense Boligforening administreres af Boligkontoret Danmark, der som en foreningsbaseret nonprofitorganisation leverer administration, rådgivning og serviceydelser til mere end 36.000 lejeboliger landet over for både boligselskaber og kommuner.
Følg pressemeddelelser fra Bogense Boligforening
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.