Kolding er til Folkemøde med vigtige dagsordner i tasken
11.6.2026 06:04:39 CEST | Kolding Kommune | Pressemeddelelse
Borgmester Jakob Ville deltager i Folkemødet på Bornholm sammen med to byrådskolleger og en del af kommunens direktion. De deltager for at varetage kommunens interesser inden for uddannelse, international arbejdskraft og infrastruktur.

Et hold på syv personer fra Kolding Kommune satte sig onsdag i flyveren mod Rønne for at deltage i årets Folkemøde på Bornholm.
Det er borgmester Jakob Ville, formand for Arbejdsmarkedsudvalget Birgitte Munk Grunnet, formand for Socialudvalget Nicolai Boelsmand Asmussen samt fire medlemmer af kommunens direktion.
Med sig i tasken har de en række temaer, som har særlig betydning for Kolding Kommunes fremadrettede udvikling. Det er: Flere ingeniøruddannelser til Kolding. En yderligere udvidelse af motorvejsnettet omkring Kolding. Behovet for at kunne rekruttere mere international arbejdskraft til de lokale virksomheder samt et tættere samarbejde mellem kommune og erhvervslivet om virksomhedernes sociale ansvar.
- I det nye byråd vægter vi interessevaretagelse højt. Vi gør altså en særlig indsats for at få skabt opmærksomhed de rigtige steder om, hvad vi har brug for, så Kolding fortsat kan være en kommune i fremdrift. Og på Folkemødet mødes politikere, myndigheder og erhvervsliv, hvilket giver os mulighed for at sætte fokus på vores dagsordner, skabe relationer og påvirke beslutningstagere, forklarer borgmester Jakob Ville.
Flere ingeniøruddannelser
Kolding Kommune har gennem længere tid arbejdet sammen med SDU og det lokale erhvervsliv om at modne et projekt, der skal munde ud i, at SDU Kolding kan få to nye civilingeniøruddannelser med forventet opstart sommeren 2028.
Men der er brug for, at staten hjælper til med to rammebeslutninger.
- Vi har sat penge af, så vi kan få etableret uddannelserne, men vi har brug for, at staten giver os hjemmel til at vi må gå i gang. Og så har vi brug for 200 internationale studiepladser. Det er nødvendigt, så civilingeniøruddannelserne kan få den rette faglige tyngde, internationale kvalitet og økonomiske bæredygtighed. Internationale studerende er en vigtig del af løsningen på Danmarks strukturelle udfordringer med mangel på højtuddannet arbejdskraft, pointerer Jakob Ville.
Udvidelse af motorvejen hele vejen rundt om Kolding
Motorvejene E45 og E20 er blandt de allervigtigste forbindelser i det danske vejnet, og fremkommeligheden gennem Trekantområdet har betydning langt ud over kommunegrænsen. En velfungerende infrastruktur ved Kolding er derfor afgørende for både mobiliteten, erhvervslivets konkurrenceevne og sammenhængskraften mellem landsdelene.
- Derfor arbejder vi for at få en samlet løsning for hele strækningen rundt om Kolding og ikke kun en udvidelse ned til Kolding V. Det vil mindske risikoen for, at trængslen bare flytter sig fra én del af motorvejen til den næste. En sammenhængende udbygning vil også være mere gunstigt samfundsøkonomisk, fordi gevinsterne for fremkommelighed, transporttid og erhvervsliv realiseres på hele strækningen, forventer Jakob Ville.
Fakta
Deltagerne fra Kolding er:
Borgmester Jakob Ville
Formand for Arbejdsmarkedsudvalget Birgitte Munk Grunnet
Formand for Socialudvalget Nicolai Boelsmand Asmussen
Kommunaldirektør Merete Dissing
Direktør for Senior-, Sundheds- og Fritidsforvaltningen Annette Lund
Direktør for Børne-, Skole- og Uddannelsesforvaltningen Flemming Skaarup
Direktør for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Nicolai Dupont Heidemann
Udgift:
Udgiften for at sende de tre byrådspolitikere og de fire direktører til Folkemødet beløber sig til ca. 87.000 kroner for transport og overnatning. Dertil kommer et endnu ukendt beløb til forplejning.
Kontakter
Jakob VilleBorgmester
Tlf:20 53 57 81jakje@kolding.dkMerete DissingKommunaldirektør
Tlf:51 51 96 84medp@kolding.dkOm Kolding Kommune
Som regionens naturlige centrum for trafik, erhverv og kultur byder Kolding på over 55.000 arbejdspladser, et UNESCO anerkendt designmiljø samt historiske vartegn som Koldinghus og Trapholt. Kolding Kommune dækker et areal på ca. 605 km² og har omkring 95.900 indbyggere.
Følg pressemeddelelser fra Kolding Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kolding Kommune
Fællesskabet trækker i de frivillige14.7.2026 09:47:00 CEST | Pressemeddelelse
I Kolding Kommune er der mange frivillige på kulturområdet. Der er flere end landsgennemsnittet for kommunerne. De frivillige i Kolding hjælper bl.a. til i Geografisk Have, hvor de er med til at holde haven pæn og indbydende.
Kolding Kommune forbereder sig på egeprocessions-larven9.7.2026 15:41:23 CEST | Pressemeddelelse
Der er ikke konstateret forekomster af egeprocessionsspinderen i Kolding Kommune, men kommunen har forberedt sig, hvis larven kommer
21 projekter får del i millionpulje fra solcellepark i Viuf9.7.2026 10:07:47 CEST | Pressemeddelelse
Da solcelleparken i Viuf blev tilsluttet elnettet, indbetalte energiselskabet bag anlægget et lovpligtigt engangsbeløb til Grøn Pulje. Nu har Lokaldemokratiudvalget fordelt knap 4,4 mio. kr. fra puljen med det mål at styrke fællesskabet og udviklingen i lokalområdet.
Kolding stiller krav til håndværkere om bæredygtige løsninger8.7.2026 13:21:43 CEST | Pressemeddelelse
Ny håndbog fra Kolding Kommune omsætter bæredygtighed til konkrete krav i udbud – med fokus på genbrug, dokumentation og lang levetid i bygningsvedligehold.
Midlertidigt By-Lab åbner i Kolding bymidte2.7.2026 15:46:14 CEST | Pressemeddelelse
Efter sommerferien bliver den tomme stueetage i Jernbanegade 5 midt i Kolding indrettet med et midlertidigt by-laboratorium. Her vil Kolding Kommune udstille, hvad der er på vej af omdannelser i byens indretning de kommende år
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum