Scleroseforeningen

26 millioner kroner til forskning: Scleroseforeningen støtter med rekordstort beløb

10.6.2026 09:20:00 CEST | Scleroseforeningen | Pressemeddelelse

Del

Danmark har verdens højeste forekomst af sclerose, og antallet af danskere med sygdommen er tredoblet på 30 år. Nu støtter Scleroseforeningen forskning med rekordmange midler.

Antallet af danskere med sclerose er tredoblet på 30 år
Antallet af danskere med sclerose er tredoblet på 30 år

Aldrig før har Scleroseforeningen støttet forskning med så stort et beløb som i år. Og aldrig har behovet være større. Det rekordstore beløb til forskning skal bringe ny viden og bedre behandling tættere på de knap 20.000 danskere, der lever med sclerose - og håb til deres 100.000 pårørende. De 26 millioner kroner går blandt andet til 13 nye danske forskningsprojekter med fokus på bedre behandling af sclerose og bedre liv for dem, der lever med sygdommen.  

Støtter både dansk og international forskning

Scleroseforeningen støtter hvert år både dansk og international forskning i sygdommen, og 13 nye forskningsprojekter har netop modtaget støtte for i alt 10 millioner kroner. Hertil kommer 16 millioner kroner som blandt andet går til foreningens egne forskningsprojekter om blandt andet kognition og træning, finansieringen af Det Danske Scleroseregister, der huser data om alle danskere med sclerose, og den helt nye MS Biobank, der indsamler blodprøver fra danskere med sclerose, og som i fremtiden skal spille en vigtig rolle i international scleroseforskning.  

Scleroseforeningens adm. direktør Klaus Høm forklarer baggrunden for uddelingerne: 

»Forskning er helt afgørende for de tæt på 20.000 danskere, der lever med sclerose og ikke mindst for deres pårørende. Med en tredobling på 30 år er der et stigende behov for mere viden om sygdommen, om nye behandlinger og om at leve med en kronisk sygdom. Og takket være den store støtte fra gavmilde danskere og en række fonde kan vi i år støtte forskning med et rekordstort beløb, » siger han. 

Med de netop uddelte midler til 13 nye forskningsprojekter, runder Scleroseforeningens støtte til forskning rekordhøje 26 millioner kroner alene i år.

Fakta om scleroseforskning i Danmark  

Scleroseforeningen er den største bidragyder til dansk scleroseforskning. I år støtter foreningen forskning med i alt 26 millioner kroner. Pengene går blandt andet til:  

  • Dansk scleroseforskning: Danske scleroseforskere kan hvert år søge foreningens to faste puljer – øremærket forskning, der enten har som mål at forbedre den medicinske behandling af sclerose eller som kan bidrage til bedre liv med sygdommen.  

  • Foreningens egne forskere: Scleroseforeningen har sin egen afdeling, Forskning og Udvikling, der foretager undersøgelser og forsker i emner, der optager foreningens medlemmer – så som træning og overgangsalder. Foreningen omfatter også Sclerosehospitalerne, der blandt andet modtager støtte til forskning i kognition og arbejdsmarkedsfastholdelse. 

  • MS Biobank: Den nye MS Biobank blev etableret sidste år i København og indsamler blodprøver fra danskere med sclerose med henblik på at bidrage med data til både dansk og international forskning i de genetiske og biologiske mekanismer bag sclererose. 

  • Det Danske Scleroseregister: Registeret indsamler og huser data om alle danskere, der lever med sclerose, og dets forskningsmedarbejdere får hvert år udgivet flere markante forskningsresultater.  

  • Derudover går forskningsmidlerne bla. til et forskningsprofessorat på Københavns Universitet og internationale samarbejder. 

Forskning i infektioner  

Forskningsmidler fra Scleroseforeningens to faste forskningspuljer på i alt 10 millioner kroner er netop blevet uddelt. Den ene pulje støtter forskning, der skal forbedre livet med sclerose, og den anden har til formål at sikre bedre medicinsk behandling af sygdommen.  

I alt 13 projekter blev bevilget støtte, og én af modtagerne er professor Melinda Magyari, der er neurolog ved Rigshospitalets Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme i Glostrup. Hendes forskningsprojekt skal undersøge risikoen for infektioner hos mennesker med sclerose, der er i behandling med medicin, der dæmper immunforsvaret.    

”De nye immunsupprimerende behandlinger er meget effektive, men de har den ulempe, at de medfører en risiko for infektion. Vi vil derfor gerne vise, hvad det er for infektioner, hvor alvorlige de er, og om vaccination kan være med til at forebygge dem,” siger Melinda Magyari, der over de næste år vil modtage 1.530.000 kroner til sit forskningsprojekt, der er baseret på data fra Det Danske Scleroseregister.  

Det er to bedømmelsesudvalg bestående af fagfolk på sundhedsområdet og Scleroseforeningens patientrepræsentanter – mennesker, der selv lever med sclerose – der beslutter, hvilke forskningsprojekter der skal bevilges støtte fra de to puljer. Forskningsprojekterne, som i år modtager støtte fra den medicinske pulje, spænder vidt, siger professor Finn Sellebjerg, formand for Scleroseforeningens Forskningsråd:  

”Det er for eksempel lovende dyreforsøg med potentiale for at finde nye behandlinger til progressiv sclerose og mere praktisk anlagte kliniske forsøg med balancetræning, som er et overset emne i sclerosetræningen,” siger han.   

”Udbredt og tabubelagt problem”  

I alt fire forskningsprojekter er bevilget støtte fra Scleroseforeningens forskningspulje Bedre liv med sclerose. En af modtagerne er Hanne Kobberø, der er overlæge ved Urinvejskirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital. I sit forskningsprojekt undersøger hun, om et simpelt indgreb kan hjælpe mennesker med sclerose, der oplever problemer med at holde på urin og afføring.  

Såkaldt sakral nervemodulation – hvor en tynd elektrode og en stimulator, der afgiver pulserende strøm, opereres ind i balden – er en veldokumenteret metode til mennesker uden neurologiske sygdomme. Og Hanne Kobberø håber, at den også kan afhjælpe problemerne hos mennesker med sclerose:    

”I min kliniske hverdag har jeg set flere gode eksempler på, hvordan patienter med MS kan få betydelig lindring af deres symptomer med denne behandling,” siger forskeren, der i år har modtaget 400.000 kroner til sit forskningsprojekt.  

Formand for bedømmelsesudvalget, lektor i sundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, Signe Smith Jervelund, kalder årets ansøgerfelt ”stærkt og mangfoldigt”.  

”Det er relevante projekter, der adresserer centrale udfordringer i livet med sclerose. Netop derfor er det også glædeligt at kunne støtte et projekt, der adresserer et meget udbredt og tabubelagt problem, nemlig problemer med vandladningen, som påvirker både søvn, energi og socialt liv for mange patienter,” siger hun.   

For yderligere information:

Nana Folmann Hempler, forskningschef i Scleroseforeningen

nfo@scleroseforeningen.dk - 40732591

Kontakter

Billeder

Antallet af danskere med sclerose er tredoblet på 30 år
Antallet af danskere med sclerose er tredoblet på 30 år
Download
Scleroseforeningen støtter forskning med rekordstort beløb
Scleroseforeningen støtter forskning med rekordstort beløb
Download
Scleroseforeningen støtter hvert år både dansk og international forskning
Scleroseforeningen støtter hvert år både dansk og international forskning
Download
Scleroseforeningen støtter hvert år både dansk og international forskning
Scleroseforeningen støtter hvert år både dansk og international forskning
Download
Nana Folmann Hempler er forskningschef i Scleroseforeningen
Nana Folmann Hempler er forskningschef i Scleroseforeningen
Scleroseforeningen
Download

Links

Kort beskrivelse af de 13 støttede projekter

Hanne Kobberø, urinvejskirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital modtager 400.000 kroner til at undersøge, om sakral nervemodulation – hvor en indopereret elektrode sender elektriske impulser ud i bækkenbundens nerver – kan gavne mennesker med sclerose, der oplever problemer med vandladningen. Metoden er veldokumenteret til patienter uden neurologiske sygdomme med tilsvarende symptomer, og har i et pilotstudie har vist sig også at gavne mennesker med sclerose. 

Ulrik Dalgas, Institut for folkesundhed på Aarhus Universitet modtager 319.00 kroner til at undersøge, om 12 ugers progressiv styrketræning – sammenlignet med 12 ugers vanlig livsstil – kan lindre smerter hos mennesker med sclerose og kroniske smerter. Forskerne håber, at den nye viden kan reformere smertebehandling hos mennesker med sclerose – ved for eksempel af reducere behovet for medicinsk smertebehandling.  

Laurits Madsen, Forskningsafdelingen på Sclerosehospitalerne modtager 442.905 kroner. Formålet med projektet er at forbedre rehabilitering, der kan afhjælpe fatigue – den overvældende træthed, som op mod 90 procent af mennesker med sclerose oplever. Studiet vil nuancere kategorierne i de fysiske og kognitive subskalaer i redskabet Modified Fatigue Impact Scale, der ofte bruges til at måle opfattelsen af fatigue. Målet er at skabe et klinisk redskab, der kan understøtte mere individualiseret rehabilitering og derved potentielt forbedre effekten.  

Jeanette Bresson Ladegaard Knox, Afdeling for Sundhedstjenesteforskning på Københavns Universitet modtager 421.499 kroner til et forskningsprojekt, der skal undersøge, hvordan kreativ, fælles skrivning kan styrke fælles narrativer, dialog og oplevelsen af sammenhæng hos par, der lever med sclerose. Målet er at skabe ny viden om relationel trivsel og at udvikle tilbud til mennesker med sclerose og deres pårørende, der på sigt også kan benyttes af andre kronisk syge og deres familier, patientforeninger og rehabiliteringstilbud. 

Nasrin Asgari, Neurologisk afdeling på Midt- og Vestsjællands Hospital og Research Center for Multimorbidity modtager 487.000 kroner til at undersøge, hvordan multisygdom blandt personer med sclerose påvirker sygdomsudvikling, invalideringsgrad og livskvalitet. Ved hjælp af landsdækkende registre skal projektet identificere mønstre i forekomsten af kroniske sygdomme og deres betydning for sygdomsforløb – for på sigt at forbedre forebyggelse og behandling.  

Ulrik Dalgas, Institut for Folkesundhed – Idræt på Aarhus Universitet modtager 1.105.530 kroner over to år til at undersøge, om det er muligt at forbedre balanceevnen hos mennesker med sclerose. Konkret vil han undersøge, om balancetræning med høj intensitet er mere effektiv end balancetræning med lav intensitet. Målet er at skabe ny viden om balancetræning som middel til behandling af sclerose – ikke mindst effekten af træningen på kognition og fatigue.   

Zsolt Laszlo Illes, Neurologisk Afdeling på Odense Universitetshospital modtager 585.000 kroner til at studere hjernevæv fra personer, der havde sekundær progressiv sclerose (SPMS). Studiet undersøger mutationer i immuncellerne omkring aktive læsioner for at forstå, om mutationerne kan sammenlignes med almindelige aldersrelaterede mutationer, og om progressionen i SPMS er en form for accelereret aldring.   

Alexander Zikandar Khan, MR Research Centre på Aarhus Universitet modtager 525.000 kroner til at undersøge, om hjernens sukkeromsætning hos mennesker med sclerose adskiller sig fra raske mennesker. Deltagerne i projektet vil intravenøst få tilført glukose, og med en ny MR-metode kan scanningsbilleder vise, hvordan hjernen omsætter og udnytter energi fra glukose, og hvordan denne proces ændres med sygdom og livsstil. Det kan give mere viden om, hvordan livsstil kan påvirke hjernens sundhed hos mennesker med sclerose. 

Reza M. H. Khorooshi, Neurobiology Research Unit, Institut for Molekylær Medicin på Syddansk Universitet modtager 735.000 kroner til at undersøge, om et stoffet C21 kan omprogrammere mikroglia – immuncellerne i hjernen – så de går fra at være inflammatoriske til at understøtte et reparerende miljø, hvor støttecellerne – kaldet oligodendrocytter – bedre kan genopbygge myelin. 

Melinda Magyari, Dansk Multipel Sclerose Centers afdeling for Hjerne- og nervesygdomme modtager 1.530.000 kroner til over to år at undersøge risikoen for alvorlige bakterielle og virale infektioner hos mennesker med sclerose, der er i behandling med sygdomsmodificerende medicin. Projektet skal identificere højrisikogrupper og bidrage til at optimere behandlingen ved at undersøge betydningen af behandlingstype, behandlingsvarighed og vaccinationsstrategier. 

Hartwig Roman Siebner, Danish Research Centre for Magnetic Resonance på Amager og Hvidovre Hospital modtager 616.409 kroner til at undersøge, hvordan skader i hjernebarken og hjernebjælken påvirker samarbejdet mellem hjernens to halvdele, der gør, at mennesker med sclerose kan miste evnen til at bruge begge hænder samtidig. Ved blandt andet at bruge avancerede MR-skanningsmetoder og transkraniel nervestimulation, hvor magnetiske impulser påvirker hjernens nerveceller, skal projektet finde årsager bag det, læger kalder nedsat to-håndsfunktion.  På den måde kan de blive klogere på, om bestemte typer håndtræning kan hjælpe, eller om stimulation af hjernen kan forbedre funktionen – enten hver for sig eller i kombination. 

Mark Bitsch Vestergaard, afdeling for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin på Rigshospitalet Glostrup og Dansk Multipel Sklerose Center modtager 399.000 kroner til at undersøge, om nedsat regulering af blodgennemstrømning og iltforbrug i hjernen kan forudsige hjerneatrofi, hvor væv går tabt og hjernen skrumper, hos mennesker med sclerose og den beslægtede diagnose MOG-antistofsygdom. De vaskulære problemer undersøges ikke blot som bivirkning, men som en drivende kraft i progressionen. Projektet skal afklare, hvorvidt de kan udgøre et nyt mål for behandling.  

Vanessa Wiggermann, Danish Research Centre for Magnetic Resonance på Hvidovre Hospital modtager 541.000 kroner til at undersøge, om energiomsætningen i hjernen er den samme for attakvis sclerose, progressiv sclerose og raske kontroller, og om der er en sammenhæng mellem energiomsætning, læsioner og funktion. Forskernes hypotese er, at hjernesvind og progression kan skyldes celleudtrætning eller celledød, der opstår på grund af energimangel, og det vil de undersøge via avanceret MR-teknologi.  

Om Scleroseforeningen

Scleroseforeningen er en privat sygdomsbekæmpende organisation, som arbejder på vegne af de mere end 120.000 danskere, der som patient eller pårørende lever med konsekvenserne af den uhelbredelige, fremadskridende og invaliderende sygdom.

Vi støttes af knap 100.000 medlemmer og bidragydere. Vi støtter forskning, yder støtte og rådgivning og udbreder kendskab til sygdommen, som vi i Danmark har verdens højeste forekomst af per indbygger.

Vi har sekretariat i Valby, men er landsdækkende med 44 lokalafdelinger fordelt over hele landet samt Færøerne.

Følg pressemeddelelser fra Scleroseforeningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Scleroseforeningen

Opfordring til ny regering: Ulighed i sundhed kræver hurtig handling8.4.2026 09:15:16 CEST | Pressemeddelelse

Sundhed fyldte ikke meget i valgkampen, men det bør det, så snart en ny regering får trukket i arbejdstøjet, opfordrer Scleroseforeningen. Nye registertal viser nemlig, at uligheden i sundhed er markant blandt landets knap 20.000 mennesker med sclerose. Både geografisk og socialt. Og ulighed er ikke et naturfænomen – det er et resultat af politiske valg og manglende prioriteringer, lyder det fra foreningens direktør.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye