Området for assistancehunde til mennesker med psykisk funktionsnedsættelse mangler regulering
10.6.2026 00:01:00 CEST | Aalborg Universitet | Pressemeddelelse
Mennesker med psykiske funktionsnedsættelser oplever, at assistancehunde kan gøre en stor forskel for dem, men en ny rapport fra Aalborg Universitet peger på alvorlige strukturelle mangler i det kommunale system, der bevilger og følger op på ordningen.

Siden 2012 har det været muligt for mennesker med psykiske funktionsnedsættelser at få bevilget en assistancehund på samme vilkår som mennesker med synshandicap eller andre fysiske funktionsnedsættelser. Men en ny rapport viser, at der ikke er samme struktur på området for assistancehunde, som der er på de andre velfærdsindsatser. Der er ingen national minimumsstandard for hvilke hunde, der bliver valgt ud til at agere assistancehunde. Og der er ingen kontrol med certificeringerne af hundene eller opfølgning, efter de er kommet ud til deres modtager.
Samtidig peger rapporten på, at de kommunale sagsbehandlere, der håndterer sagerne, ikke modtager tilstrækkelig faglig opkvalificering til opgaven, og at leverandørerne arbejder alene ud fra egne opsatte regler.
”Det, vi ser, er på mange måder det vilde vesten. Der er ingen tvivl om at assistancehundene gør noget godt for modtagerne, men hele området er fuldstændig ukontrolleret, så der er simpelthen behov for bedre lovgivning og kontrol af området”, siger Chalotte Glintborg, der er lektor i psykologi ved Aalborg Universitet og en af de to forskere bag rapporten.
Første reelle undersøgelse på området
Det er første gang en rapport kortlægger området for assistancehunde til mennesker med psykiske funktionsnedsættelser. Den bygger på spørgeskemasvar fra 156 assistancehundemodtagere og 75 sagsbehandlere fordelt over alle fem regioner. Og der tegner sig et tydeligt billede af, at størstedelen af alle modtagere af assistancehunde har stor omsorg for deres hund og fokus på dens pleje og trivsel. Men samtidig afslører rapporten, at de kommunale sagsbehandlere, der skal løse opgaven med at bevilge hundene, ikke føler sig i stand til at løse opgaven godt nok.
Ingen regler og procedurer
Ifølge rapporten har de mange kommunale sagsbehandlere ikke tilstrækkelig faglig støtte eller kvalifikationer til at håndtere den komplekse opgave det er at bevilge en assistancehund til et menneske med psykisk funktionsnedsættelse.
- Kun 13 % af sagsbehandlerne føler sig klædt på til at bevilge assistancehunde
- Kun 8% føler sig i stand til at håndtere situationer hvor assistancehunden mistrives
- Samtidig er der i dag ingen nationale standarder for, hvornår en hund kan godkendes som assistancehund, ingen formelle krav til leverandørerne og ingen vejledning til sagsbehandlerne om, hvad en bevilling kræver
Kommunerne er altså overladt til sig selv på et område, der kræver specialviden om både dyrevelfærd, psykisk funktionsnedsættelse og lovgivning på én og samme tid.
Når det kommer til kritiske situationer, er det kommunale beredskab næsten ikke-eksisterende. Kun 25% af sagsbehandlerne har en procedure for, hvad der skal ske, hvis modtageren bliver indlagt akut og ikke kan tage sig af hunden. Og 37 % ved ikke, om assistancehunden skal returneres til kommunen, når den skal pensioneres.
Derudover viser rapporten, at 41% af de kommunalt bevilgede modtagere fik deres hund før den var fyldt et år. Ifølge internationale anbefalinger skal en hund være fyldt to år, før den bliver certificeret, fordi den først dér er fuldt udviklet og har et stabilt temperament.
“Assistancehunde bevilges som et avanceret hjælpemiddel, men uden det sikkerhedsnet, man ellers ville forvente. Det er problematisk i et velfærdssystem, der bygger på retssikkerhed og lighed,” siger Chalotte Glintborg.
Klare anbefalinger til lovgivning
Rapporten peger på flere helt konkrete anbefalinger til, hvordan området med bevilling af assistancehunde til mennesker med psykisk funktionsnedsættelse kan blive optimeret, så hverken assistancehund eller -modtager risikerer at ende i unødvendige problemer.
Der er behov for:
- Nationale minimumsstandarder for udvælgelse, certificering og opfølgning – herunder krav til minimumsalder ved certificering
- Obligatorisk kompetenceudvikling for kommunale sagsbehandlere
- Formelle beredskabsordninger ved akutte eller kritiske situationer
- Klare nationale procedurer ved sygdom, mistrivsel og pensionering
- En tværfaglig tilgang, der sikrer både menneskelig og dyrevelfærd
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af lektor i psykologi Chalotte Glintborg og videnskabelig assistent Ida Therese Kunzendorf ved Center for Menneske-Dyr-Psykologi ved Aalborg Universitet. Projektet er støttet af Dyrefondet.
Undersøgelsen inkluderede 156 assistancehundemodtagere (71 med kommunalt bevilgede hunde og 85 selvbetalende hunde samt 75 kommunale sagsbehandlere fordelt over alle fem regioner)
Kontakter
Charlotte GlintborgLektor, Institut for Kultur og Kommunikation, Aalborg Universitet
Tlf:99 40 31 59Tlf:61 14 56 65cgl@ikk.aau.dkHelene GottschalkPresse
Tlf:40351100hdg@adm.aau.dkFølg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
VR-træning kan styrke børn og unges vej til en mere selvstændig hverdag17.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
AAU-forsker Ali Adjorlu har udviklet en VR-platform, hvor socialt udsatte børn og unge kan træne hverdagssituationer som transport, indkøb og undervisning i trygge, realistiske rammer. Erfaringer fra både forskning og praksis peger på, at teknologien kan styrke selvhjulpenhed, læring og trivsel.
Ny rapport: Danmark har kvanteforskning i verdensklasse, men risikerer at tabe forsvarskapløbet7.9.2026 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark har en af verdens højeste koncentrationer af specialister i kvanteteknologi og forskning i international topklasse. Men manglende samarbejde mellem forskning, virksomheder og Forsvaret kan svække national sikkerhed og koste danske arbejdspladser. Det konkluderer en ny rapport fra Copenhagen Business School og Teknologisk Institut.
Danske byer risikerer at gentage fortidens fejl i kampen mod oversvømmelser31.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Oversvømmelser handler ikke kun om voldsomt vejr og klimaforandringer. Ny undersøgelse af 150 års oversvømmelser i Holstebro viser, hvordan historisk viden om vandets veje forsvinder, når byer udvikler sig.
Klimaforandringer truer vores satellitforbindelser27.8.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Mere regn og ekstremt vejr kan afbryde kommunikationen med vores satellitter, der i dag er vitale i alt fra forsvar til landbrug og klimaovervågning. Aalborg Universitet vil med nyt tværfagligt projekt klimasikre kommunikation med satellitter.
Forsker bag opsigtsvækkende frifindelse bliver ny dekan på AAU26.8.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Michael Toft Overgaard er ansat som ny dekan for Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet. Hans forskning bidrog til at frikende en australsk mor efter mere end 20 år i fængsel. Nu vil han styrke et fakultet, der i forvejen står stærkt i såvel dansk som internationalt perspektiv.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum