Sjællands Universitetshospital åbner sin første almenmedicinske lægeklinik
9.6.2026 12:02:35 CEST | Region Sjælland | Pressemeddelelse
Der mangler praktiserende læger i mange dele af Region Sjælland – også i den sydlige del af regionen. Derfor har Sjællands Universitetshospital i dag – 9. juni – indviet sin første lægeklinik i Nykøbing Falster.

Alle sejl er sat til for at styrke lægedækningen i Region Sjælland. Der er f.eks. etableret nye busruter, hvor busser kører læger ud i geografien, og der gives op til 1,25 mio. kr. til nye læger, som vil nedsætte sig dér, hvor lægemanglen er størst. Men nogle steder er der behov for at oprette lægeklinikker – også kaldet regions- eller nærklinikker - for at sikre lægedækningen.
Som noget nyt bliver en del af regionsklinikkerne drevet af hospitalerne, og i dag indviede Sjællands Universitetshospital en ny klinik i Nykøbing Falster.
- Jeg er glad for, at vi med den nye klinik sikrer en bedre lægedækning i området. Adgangen til egen læge er en hjørnesten i det danske sundhedsvæsen og et stort tema i sundhedsreformen, siger Susanne Lundvald, der er formand for Det Nære Sundhedsudvalg i Region Sjælland og fortsætter:
- Vores førsteprioritet er fortsat at få flere selvstændige praktiserende læger til at åbne klinik, men den nye sygehusdrevne lægeklinik sikrer, at de lokale nu og her får flere læger at vælge imellem og forhåbentlig nemmere adgang til egen læge for eksempel i form af kortere ventetid.
Første læge er ansat, flere er på vej
Den nye klinik kommer til at begynde med til at ligge på selve hospitalet i Nykøbing Falster - i lægevagtens lokaler ved akutafdelingen.
- Vi har brug for løsninger, som gør en forskel for lægedækningen her og nu, og indtil vi begynder at have mange flere færdiguddannede speciallæger i almen medicin, der kan drive praksis i alle dele af Region Sjællands nuværende geografi. Derfor vender vi os som hospital udad og løfter et lokalt ansvar, siger vicedirektør på Sjællands Universitetshospital Peder Fabricius.
Sjællands Universitetshospital har ansat en praksismanager og den første praktiserende læge, John Brodersen. John Brodersen, der er speciallæge og professor i almen medicin, skal både se patienter og forske. De første borgere har allerede valgt ham, som deres nye læge.
- Vi vil gerne bruge den nye klinik til at rykke tættere sammen på tværs af sundhedsvæsenet, og teste forskellige ting, der drager fordel af, at klinikken er drevet af et hospital. Det kunne for eksempel være at have en dag, hvor der er en hjertelæge i klinikken, som kan se patienter med hjerteproblemer fra lokalområdet, siger Peder Fabricius.
Med tiden skal der ansættes flere læger i klinikken, så den dækker i alt to lægestillinger. Sjællands Universitetshospital forventer desuden på sigt at åbne flere lægeklinikker i den sydlige del af regionen.
Holbæk Sygehus og Midt- og Vestsjællands Hospital har allerede gjort sig erfaringer med at drive lægeklinik. Holbæk Sygehus driver en klinik i Mørkøv, mens Midt- og Vestsjællands Hospital driver to klinikker i Næstved.
I alt driver Region Sjælland på nuværende tidspunkt 10 regionsklinikker – heraf drives seks af Det Nære Sundhedsvæsen og fire drives af hospitalerne.
Kontakter
Susanne Lundvald, formand for Det Nære Sundhedsudvalg i Region Sjælland, tlf. 29 79 71 12
Peder Fabricius, vicedirektør på Sjællands Universitetshospital, tlf. 93 57 67 18
Pressevagten, Region Sjælland, tlf. 57 87 50 52
Billeder





Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland
Region Sjælland investerer 10 millioner i fremtidens uddannelser13.10.2026 10:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fire uddannelsesprojekter får tilsammen 10 mio. kr. fra Region Sjælland. Projekterne skal udvikle nye undervisningsformer, skabe bedre overgange mellem uddannelser og bidrage til, at unge og voksne fortsat har adgang til relevante uddannelsestilbud.
26 patienter er flyttet ind på det nye Sjællands Universitetshospital4.10.2026 12:35:06 CEST | Pressemeddelelse
Efterårets store flyttedag på Sjællands Universitetshospital er veloverstået. I løbet af søndagen er i alt 26 indlagte kræftpatienter flyttet ind på de nye, moderne enestuer i Køge.
Nu starter efterårets vaccination mod influenza og covid-191.10.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra i dag kan udvalgte grupper af borgere blive vaccineret mod covid-19 og influenza. I Region Sjælland er der vaccinationssteder i alle 17 kommuner, så borgerne nemt kan blive vaccineret tæt på deres bopæl.
Nyt, specialiseret tilbud til børn og unge med funktionelle lidelser28.9.2026 15:02:38 CEST | Pressemeddelelse
Børn og unge med funktionelle lidelser kan fremover få specialiseret hjælp på Holbæk Sygehus.
Særlig indsats sikrer 91 læger og 47 sygeplejersker til Region Sjællands hospitaler17.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En målrettet indsats for at rekruttere flere læger og sygeplejersker har givet gode resultater på Region Sjællands hospitaler. De nye medarbejdere skal styrke de faglige miljøer, mindske behovet for dyre vikarløsninger og give patienterne bedre mulighed for at få behandling tættere på hjemmet. Indsatserne bliver nu ført videre i Region Østdanmark.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum