Stor interesse for nye boliger i Bolbro – Kent vender hjem til Brammingevej efter 44 år

8.6.2026 07:00:00 CEST | Andelboligforeningen Samvirke | Pressemeddelelse

Del

Kent Madsen og hans kone, Ulla, havde egentlig ikke regnet med, at de skulle flytte lige foreløbig. Men da de fik tilbudt en af AB Samvirkes nyopførte almene boliger på Brammingevej i Bolbro, valgte de at slå til, selv om de endnu ikke havde set den færdige bolig.

Kent og Ulla Madsen til åbent hus i AB Samvirke, hvor de ser deres nye bolig for første gang. Foto Boligkontoret Danmark.
Kent og Ulla Madsen til åbent hus i AB Samvirke, hvor de ser deres nye bolig for første gang. Foto Boligkontoret Danmark.

Kort efter deltog de i åbent hus sammen med mere end 300 andre interesserede, og her blev de bekræftet i, at de havde truffet den rigtige beslutning.

Den 1. juni fik de nøglerne til deres nye hjem, og for Kent føles flytningen som at komme hjem af flere grunde.

Parret har været skrevet op i boligforeningen i næsten 50 år, men havde ikke regnet med at stå så langt fremme i køen til de nye boliger på Brammingevej.

”Da tilbuddet kom, slog vi til,” siger Kent Madsen.

Den 64-årige odenseaner flyttede den 1. juni ind i en af de nye boliger på Brammingevej sammen med sin kone Ulla. 

”Det gik faktisk næsten for hurtigt. Vi havde ikke forventet, at vi ville få tilbudt en bolig så hurtigt, men da muligheden opstod, føltes det helt rigtigt,” siger han.

For Kent er flytningen også noget særligt af en anden grund. Han er nemlig vokset op på Brammingevej og boede som barn i nummer 3 på vejen.

”Det er et område, jeg kender rigtig godt. Jeg har også boet på Middelfartvej som ung, så på den måde føles det lidt som at komme hjem igen.”

Fra rækkehus til moderne almene boliger

Parret har boet i rækkehus i 38 år og de seneste par år i en lejlighed på femte sal. Men med udsigt til pensionistlivet ønskede de en bolig, der var mere fremtidssikret.

”Vi ville gerne tilbage til ét plan. Jeg kunne ikke rigtig se mig selv på femte sal som pensionist. Her får vi en bolig i jordniveau, en mere overskuelig have og en bolig, der passer bedre til den livsfase, vi er på vej ind i,” siger Kent Madsen.

Den nye bolig er på 93 m² – omtrent samme størrelse som den tidligere bolig – men indretningen opleves markant bedre.

”Boligen er virkelig godt indrettet, og så er den lige til at flytte ind i. Samtidig betyder flytningen også, at vi får lidt mere luft i økonomien, fordi huslejen er billigere. Det er bestemt værd at tage med,” siger han.

Fællesskabet følger med

For Kent Madsen er det ikke kun boligen, der trækker.

Han har gennem hele livet været aktiv i foreningslivet og ser frem til at blive en del af fællesskabet i afdelingen.

”Jeg kommer selv fra foreningslivet og sætter pris på fællesskabet. Det bliver spændende at møde naboerne og deltage i afdelingsmøderne. Det er noget af det særlige ved den almene boligform,” siger han.

Fremtidssikrede boliger med fokus på tilgængelighed

De nye boliger er en del af AB Samvirkes omfattende fornyelse af afdeling 5 på Holstedvej, Brammingevej og Regner Lodbrogs Vej.

De tidligere boliger er nedtaget til soklen og erstattet af 20 nye almene boliger opført med fokus på lavemissionsmaterialer, energieffektive løsninger og høj tilgængelighed.

Alle boliger er indrettet som tilgængelighedsboliger med god plads til både kørestole og rollatorer. Samtidig er boligerne opført med træfacader, moderne planløsninger, lyse opholdsrum og gode udearealer.

De første boliger er allerede taget i brug, og interessen for projektet har været stor. 

Projektet er udviklet i samarbejde med Graa Arkitekter. Obyg er totalentreprenør, og Boligkontoret Danmark er byggeforretningsfører. Hele byggeriet forventes afsluttet i fjerde kvartal 2026.

Nøgleord

Kontakter

Andelsboligforeningen Samvirke er en almen boligforening med 7 boligafdelinger med i alt 276 lejeboliger.

Andelsboligforeningen Samvirke administreres af Boligkontoret Danmark, der som en foreningsbaseret nonprofitorganisation leverer administration, rådgivning og serviceydelser til mere end 36.000 lejeboliger landet over for både boligselskaber og kommuner.

Følg pressemeddelelser fra Andelboligforeningen Samvirke

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Andelboligforeningen Samvirke

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye