Ikonisk, dansk sølvfigur skal til udlandet: Odin fra Lejre udlånes til stor udstilling i Holland
4.6.2026 11:30:00 CEST | ROMU | Pressemeddelelse
Lejre Museums kronjuvel, sølvfiguren Odin fra Lejre, har gjort sig så bemærket i udlandet, at den nu skal udlånes til et hollandsk museum. Sølvfiguren er et vidnesbyrd om Lejres storslåede fortid – men også om det kulturelle og politiske netværk, der forbandt Europas herskere i vikingetiden og tidlig middelalder.

Til efteråret får et europæisk publikum glæde af en lille, dansk skat: Den ikoniske sølvfigur Odin fra Lejre. Figuren, der menes at stamme fra 900-tallet, skal udlånes til udstillingen ’REDBAD: the legendary king’, som handler om den frisiske konge, Redbad (ca. 670-719). Udstillingen åbner på det hollandske museum Fries Museum i Leeuwarden, hvor den kan ses frem til 7. februar 2027.
Sædvanligvis har Odin fra Lejre hjemme på Lejre Museum, der er en del af den statsanerkendte museumsorganisation ROMU. Den lille sølvfigur fra vikingetiden bliver anset for at være en af de vigtigste genstande, der refererer til den førkristne praksis med de nordiske guder.
”Lejre var et af de mest betydningsfulde magtcentre i Nordeuropa i vikingetiden, og Odin-figuren udgør et sjældent materielt vidnesbyrd om de kulturelle og politiske netværk, der forbandt Skandinavien med den bredere Nordsøverden. Odin-figuren fortæller ikke blot om mytologi og tro, men også om Lejres rolle som et internationalt knudepunkt, hvor magt, diplomati og kulturel udveksling mødtes. Vi glæder os derfor over, at figuren nu vil blive præsenteret i en bredere europæisk sammenhæng gennem REDBAD-udstillingen,” fortæller Isabella No’omi Fuglø, der er publikums- og samlingschef i ROMU.
Et vindue til herskernes verden
Figuren, der er knap 2 cm høj, er trods sin størrelse meget detaljerig og viser et menneske flankeret af to fugle i en dekoreret stol. Det er en gængs tolkning, at figuren, der blev fundet i Lejre under en arkæologisk udgravning i 2009, forestiller Odin, der sidder i sit højsæde Lidskjalv, omgivet af ravnene Hugin og Munin.
Odin fra Lejre anses som et ikonisk eksempel på vikingetidens visuelle kultur, og derfor passer den perfekt ind i fortællingen om Europas store herskere – som Redbad, der er hovedpersonen i Fries Museums kommende udstilling.
”Denne figur åbner et vindue til den verden, Redbad levede i – en verden, hvor de gamle guder, magten og kongedømmet var tæt forbundne. Det er fuldt ud sandsynligt, at herskere som Redbad bevægede sig i de samme diplomatiske og kulturelle netværk, der bandt magtcentre som Lejre og Nordsøkysten sammen. Der findes endda en senere historisk beretning, som hævder, at Redbads sønnesøn var dansk konge,” fortæller Diana Spiekhout, kurator ved Fries Museum.
Odin-figuren vil blive udstillet på Fries Museum i Leeuwarden fra 5. september 2026 til 7. februar 2027, hvorefter vender tilbage til Lejre Museum.
Fakta:
Odin fra Lejre-figuren er støbt i sølv. Den er hul og vejer 9 gram. Figuren er 1,75 cm høj, 1,98 cm bred og 1,25 cm dyb. Den blev fundet i Lejre af detektorfører Tommy Olesen i 2009, og den menes at stamme fra 900-tallet. Figuren portrætterer et menneske i en dekoreret stol med to fugle ved sin side.
Fakta:
Udstillingen ’REDBAD: the legendary king’ handler om den frisiske konge, Redbad, der levede ca. 670-719. Redbad var en legendarisk hersker, hvis indflydelse på Nordsø-området kan have været langt større end tidligere antaget. Det er et af de spørgsmål, man forsøger at belyse med udstillingen, der kan opleves på Fries Museum fra 5. september 2026 til 7. februar 2027, hvorefter den vil rejse til Ostfriesisches Landesmuseum i Emden, Tyskland. Det bliver dog uden Odin-figuren, som vender retur til Lejre Museum efter sin gæsteoptræden i Holland.
Nøgleord
Kontakter
Isabella No'omi FugløPublikumschef, samlingschefROMU
Tlf:29 32 75 41isabellaf@romu.dkStine BlegvadRedaktør, presseansvarligROMU
Tlf:24 26 61 72stinebleg@romu.dkBilleder





Links
Om ROMU
ROMU har som statsanerkendt museum det kulturhistoriske ansvar for Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal kommuner. ROMU har til opgave at indsamle, registrere, bevare, forske i og formidle kulturarven og gøre den vedkommende for borgere og samfund. ROMU udspringer af Roskilde Museum, der blev etableret i 1929. I dag driver museumsorganisationen 10 museer og besøgssteder.
ROMU har ansvaret for daglig ledelse og drift af Fondsorganisationen bag kulturarven ved Roskilde Domkirke og står overordnet for realiseringen af Verdensarvscentret.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
Tinker Imagineers skal lave udstillinger til Roskilde Domkirke Verdensarvscenter26.10.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det bliver de erfarne udstillingsdesignere fra Tinker Imagineers, der skal skabe udstillingerne til Roskilde Domkirke Verdensarvscenter. Det hollandske hold skal på levende vis forløse fortællingerne om verdensarven Roskilde Domkirke, om arkitekturen og om de kongeliges liv og død.
Rockmuseet opsøger mørket i hele oktober: "Rock har aldrig været bange for mørket"29.9.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Ozzy, heavy, hekse og halloween fylder i oktober måneds arrangementer, når Rockmuseet 'goes dark', åbner kælderdøren til rockens skyggesider og dykker ned i de kunstnere, myter og musikalske bevægelser, der gjorde oprør, udfordrede normerne og lod mørket blive en del af deres udtryk.
Så gerne! Roskilde-købmand udgiver bog om høkere, købmænd og brugser23.9.2026 08:25:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny bog tegner et levende og farverigt portræt af den danske købmandsstand gennem 150 år. Forfatteren til bogen, museumsinspektør Jakob Caspersen, driver og udvikler Roskilde-museet Lützhøfts Købmandsgaard, som naturligvis også er med i bogen – både som handelssted og som museum.
Bøffens barnebarn udfordrer bananens efterkommere til at gentage ikonisk duel22.9.2026 08:05:00 CEST | Pressemeddelelse
For 95 år siden lod en vegetar og en kødspiser pedalerne tale i en dyst om fart, kost og livsfilosofi. Nu efterlyser barnebarnet til den ene af cykelløbets kombattanter efterkommerne til den anden med en udfordring.
VIBE UP: Mød dit kommende yndlingsband, før alle andre opdager dem2.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med endagsfestivalen VIBE UP slår Rockmuseet den 19. september dørene op til fem livekoncerter med nogle af de navne, der måske står øverst på plakaten i morgen. For museet vil være med allerede, når musikhistorien bliver til.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
