Danes Worldwide til det nye Folketing: Tænk danskerne i udlandet ind fra starten
4.6.2026 09:39:54 CEST | Danes Worldwide | Pressemeddelelse
Ca. 250.000 danskere bor i udlandet, men alt for ofte bliver de overset, når ny dansk lovgivning vedtages. Med den nye regering på plads præsenterer Danes Worldwide 10 konkrete ønsker til de nyvalgte politikere.

Når Folketinget igen tager fat på det politiske arbejde, bør et overset problem stå højt på dagsordenen: Danskere i udlandet påvirkes af dansk lovgivning på en lang række områder, men bliver alt for ofte glemt, når der laves ny lovgivning.
Det har blandt andet været tilfældet med udrulningen af MitID, hvor mange udlandsdanskere oplevede store og langvarige problemer, og med arbejdspligten i de nye kontanthjælpsregler, hvor nuværende og tidligere udlandsdanskere utilsigtet kan blive ramt af krav, som ikke var tiltænkt dem.
“Danskere i udlandet er en del af Danmark. Alligevel ser vi igen og igen, at de bliver glemt, når ny lovgivning vedtages. Det stemmer ikke overens med den globale verden, vi lever i, hvor mange danskere helt naturligt flytter ind og ud af Danmark på grund af arbejde, studieophold eller familie. Lovgivningen bør afspejle det – ikke straffe det,” siger Michael Bach Petersen, generalsekretær i Danes Worldwide.
10 ønsker til det nye Folketing
Danes Worldwide opfordrer det nye Folketing til at tage fat på 10 konkrete områder:
-
Danskere i udlandet skal tænkes ind i relevant dansk lovgivning
Vi ønsker, at det ved alle nye relevante lovforslag indtænkes, hvordan lovgivningen påvirker danske statsborgere bosiddende i udlandet og danskere, der tidligere har været bosiddende i udlandet.
-
Justering af bevarelse og generhvervelse af dansk statsborgerskab
Vi ønsker at justere praksis for bevarelse og permanent mulighed for generhvervelse af dansk statsborgerskab, samt nedbringe de urimeligt lange sagsbehandlingstider.
-
Stemmeret for danske statsborgere bosat i udlandet
Vi ønsker, at danske statsborgere bosat i udlandet kan bevare stemmeretten til folketingsvalg i en længere, lovfastsat periode.
-
Revision af kriterierne for arbejdspligten i de nye kontanthjælpsregler
Vi ønsker, at reglerne om arbejdspligt justeres, så udlandsdanskere og danske børn født i udlandet ikke utilsigtet bliver omfattet.
-
Udvidede muligheder for ophold i Danmark for udlandsdanskere og deres udenlandske ægtefæller
Vi ønsker, at danske statsborgere bosat i udlandet og deres partnere kan opholde sig længere perioder i Danmark og arbejde for en udenlandsk arbejdsgiver uden at blive fuldt skattepligtige eller registreret som bosiddende.
-
Ny kategori i CPR-registret
Vi ønsker en ny CPR-kategori, så danske statsborgere i udlandet registreres som “dansk statsborger med bopæl i udlandet” frem for “udrejst”.
-
Udvidet ret til folkepension uden for EU
Vi ønsker, at retten til dansk folkepension i højere grad følger optjeningen, uanset om pensionisten bor i eller uden for EU/EØS.
-
Indfør tidssvarende regler for danske studerende i udlandet
Vi ønsker, at regler og praksis for danske udlandsstuderende opdateres, så internationale kvalifikationer vurderes fair og giver reel adgang i Danmark.
-
Adgang til optjening af børne- og ungeydelse
Vi ønsker at revidere reglerne for børne- og ungeydelse, så hjemvendte udlandsdanskere ikke mødes af urimelige barrierer og økonomiske tab.
-
Opdeling af udlændingeloven
Vi ønsker, at udlændingeloven opdeles i tydelige personkategorier, så reglerne bliver mere hensigtsmæssige for bl.a. danske statsborgeres familiemedlemmer.
Danmark har brug for de globale danskere
Danmark er en lille, åben økonomi med en stor, aktiv og vigtig gruppe af danskere i udlandet. Derfor bør mobilitet ind og ud af Danmark ses som en styrke – og ikke være en administrativ eftertanke.
“Det her handler ikke om særregler for danskere i udlandet. Det handler om, at lovgivningen skal hænge sammen med den verden, Danmark er en del af. Hvis vi vil fastholde globale danskeres tilknytning til Danmark, skal vi også sørge for, at systemerne ikke spænder ben for dem,” siger Michael Bach Petersen.
Danes Worldwide ønsker tillykke med valget og opfordrer derfor det nye Folketing til at gøre udlandsdanskernes vilkår til en del af det politiske arbejde fra begyndelsen – ikke først, når reglerne har skabt nye problemer.
Nøgleord
Kontakter
Michael Bach PetersenGeneralsekretær
Tlf:2015 5569mbp@danes.dkVedhæftede filer
Om Danes Worldwide
Danes Worldwide gør det så let som muligt for danskere at bo og arbejde i udlandet – og vende hjem igen. Vi tilbyder rådgivning, netværk og danskundervisning til udlandsdanskere over hele verden.
Foreningen er udlandsdanskernes talerør over for politikere og andre beslutningstagere og arbejder for at sikre, at udlandsdanskere får så mange rettigheder som muligt i forhold til danske medborgere bosat i Danmark.
Har du brug for hjælp til at finde kilder i udlandet, er du meget velkommen til at kontakte os.
Følg pressemeddelelser fra Danes Worldwide
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danes Worldwide
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum