
Blinde og kørestolsbrugere fravælges allerede før jobsamtalen
3.6.2026 13:23:19 CEST | Fonden Incita Center for Autisme | Nyhed
Ny analyse fra Fonden Incita viser, at mennesker med handicap fortsat møder store barrierer på arbejdsmarkedet – selv i en tid med mangel på arbejdskraft. Mere end hver anden arbejdsgiver vil på forhånd afvise kandidater, der er blinde eller kørestolsbrugere, allerede inden jobsamtalen.

Incita Arbejdsgiveranalyse 2026 bygger på svar fra 585 beslutningstagere i små og mellemstore virksomheder i Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Midtjylland.
Mere end hver femte arbejdsgiver vil ikke indkalde en person med en psykiatrisk diagnose til jobsamtale, og 32 % siger direkte nej til en jobansøger med angstsymptomer uden først at have mødt personen.
”Mange virksomheder vil gerne tage socialt ansvar, men vores analyse viser også, at mennesker med handicap stadig bliver sorteret fra meget tidligt i processen. Barriererne handler om fordomme – ikke om manglende arbejdsevne” siger Christina Grøntved, adm. direktør i Fonden Incita.
Kender fleksjob – men ikke støtteordningerne
Mens 90 % af arbejdsgiverne i 2026 kender til fleksjob, er det kun 14 %, der gør brug af de handicapkompenserende ordninger. OG næsten halvdelen (48 %) kender slet ikke til ordningerne.
Arbejdsgiveranalysen peger også på, at sproget er en væsentlig barriere. Hele 73 % af arbejdsgiverne vil afvise kandidater, der hverken taler dansk eller engelsk, mens 46 % også sorterer kandidater fra, der kun taler og forstår engelsk.
Derudover viser analysen tegn på forskelsbehandling på baggrund af udseende og livshistorie. Kandidater, der er hjemløse (38 %), tidligere straffede eller har fodlænke (27 %), kandidater med synlige tatoveringer (19 %) eller religiøs hovedbeklædning (19 %) har ringere chancer hos arbejdsgiverne.
Små greb kan gøre en stor forskel
Selvom barriererne fortsat er store, viser Incita Arbejdsgiveranalyse 2026, at mange virksomheder allerede har gode erfaringer med at tilpasse arbejdet til særlige behov:
Fleksibel arbejdstid (47 %), tættere dialog (31 %) og hjælpemidler (20 %) er blandt de tiltag, arbejdsgiverne peger på som virksomme i forhold til at fastholde medarbejdere.
”Ofte handler det ikke om store eller komplicerede løsninger. Små tilpasninger i hverdagen kan gøre en stor forskel – både for medarbejderen og for arbejdspladsen” siger Christina Grøntved, adm. direktør i Fonden Incita
Hvem har ansvaret?
Ifølge analysen mener 53 % af arbejdsgiverne, at ansvaret for at få flere mennesker med handicap i job er fælles, men primært kommunens. 22% peger mest på arbejdsgiverne, mens 20% mener, at ansvaret primært ligger hos den enkelte kandidat.
Vejen frem – sammen
Incita Arbejdsgiveranalyse 2026 er den ellevte af sin slags og en af de mest omfattende analyser af det rummelige arbejdsmarked i Danmark. Analysen viser, at rummeligheden vokser – men også, at vi stadig er langt fra i mål.
Fonden Incita arbejder for, at flere mennesker får et aktivt og selvstændigt liv som del af fællesskabet; gennem fondens daglige indsatser – og ved at bidrage med ny viden.
Vi opfordrer alle - politikere, arbejdsgivere, kandidater, interesseorganisationer og fagpersoner - til aktivt at bruge analysens indsigter. Vi har brug for hinanden, hvis flere mennesker med særlige behov skal have en chance på arbejdsmarkedet. Det er et fælles ansvar.
Læs hele Arbejdsgiveranalyse 2026 her: https://incita.dk/forskning-og-dokumentation/
Nøgleord
Kontakter
ChristinaAdm. direktørfonden Incita
Tlf:40788284cgr@incita.dkBilleder

Links
om fonden Incita
Fonden Incita har siden 1966 hjulpet mennesker med særlige behov med at udvikle og vedligeholde kompetencer, så de kan leve et aktivt og ligeværdigt liv, som del af fællesskabet. Som erhvervsdrivende fond er Incita forpligtet til at geninvestere et eventuelt overskud i fondens formål.
Incita leverer velfærdsløsninger, der er bæredygtige både økonomiske og socialt - for samfundet og for den enkelte. Det gør vi sammen med kommuner, virksomheder og civilsamfund.
Vores medarbejdere er fagspecialister og motiveres af at gøre en forskel, når udfordringer står i vejen for at den enkelte bliver integreret eller fastholdt i et fællesskab fx på arbejdsmarkedet.
Fonden Incita er en socialøkonomisk virksomhed med en vision om at gøre arbejdsmarkedet og uddannelsessektoren mere rummelig og tilgængelig – både i Incita og gennem partnerskaber med andre.
Følg pressemeddelelser fra Fonden Incita Center for Autisme
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.