
CPH Village: Nyt regeringsgrundlag kan blive et gennembrud for flere betalbare boliger til unge
3.6.2026 07:45:00 CEST | CPH Village Holding | Pressemeddelelse
CPH Village kvitterer for ambitionen om 4.000 nye studie- og ungdomsboliger i København og står klar til at bidrage med konkrete projekter, investeringer og erfaring. En hurtig gennemførelse af boligaftalen — herunder 15 år til midlertidige studieboliger — bliver afgørende for at lykkes.

CPH Village hilser det nye regeringsgrundlags ambition om mindst 4.000 nye studie- og ungdomsboliger i København frem mod 2030 meget velkommen.
Samtidig kvitterer CPH Village for, at regeringen og Folketingets partier har fastholdt, at boligaftalen med blandt andet 15 år til midlertidige studieboliger skal gennemføres som noget af det første. Det er afgørende, hvis målet om en hurtig udbygning af studieboliger i København skal blive til virkelighed.
"Regeringen har sat et ambitiøst mål om 4.000 nye studie- og ungdomsboliger i København frem mod 2030. Det er både rigtigt og nødvendigt. Men hvis det skal lykkes, skal boligaftalen gennemføres hurtigt — ikke mindst forlængelsen til 15 år for midlertidige studieboliger. Det er en central forudsætning for, at grundejere, investorer og boligaktører kan levere i den nødvendige skala," siger Frederik Noltenius Busck, Co-CEO i CPH Village.
Særligt positivt er det, at regeringsgrundlaget peger på modulære studieboliger som et centralt redskab til hurtigt at øge boligudbuddet, samtidig med at det skal gøres lettere at omdanne midlertidige boliger til almene boliger, når nye byområder udvikles.
CPH Village har siden 2018 etableret omkring 1.000 studieboliger i København og er i dag Danmarks største operatør af private studieboliger. I praksis er CPH Village den eneste private aktør, der de seneste år har leveret studieboliger med studiepligt i egentlig skala i København. Erfaringen viser, at modulære studieboliger kan etableres langt hurtigere end traditionelle boligprojekter og samtidig bidrage til at holde huslejen på et niveau, hvor studerende kan være med.
"Vi ved, hvordan boligerne skal planlægges, finansieres, opføres og drives. Modellen er ikke teoretisk. Den er allerede afprøvet i København gennem mange år. Derfor står vi også klar til at bidrage med erfaring, investeringer og konkrete projekter," siger Frederik Noltenius Busck.
CPH Village har samtidig gennem flere år arbejdet med den fleksible boligmodel, hvor midlertidige studieboliger fungerer som første fase i udviklingen af varige betalbare boliger.
Modellen gør det muligt hurtigt at etablere studieboliger på arealer, der endnu ikke er færdigudviklede. Når området senere udvikles permanent, kan boligerne flyttes, transformeres eller overtages af almene boligorganisationer og videreføres som almene boliger.
"Det mest interessante ved regeringsgrundlaget er, at det kobler behovet for flere studieboliger sammen med ambitionen om flere almene boliger. Det er præcis den tankegang, den fleksible boligmodel bygger på. Først skaber vi boliger til unge. Senere kan de samme bygninger blive en del af den almene boligsektor. Det giver hurtigere boligforsyning, bedre ressourceudnyttelse og flere betalbare boliger," siger Frederik Noltenius Busck.
CPH Village opfordrer nu staten, Københavns Kommune, grundejere, investorer og almene boligorganisationer til hurtigt at etablere de nødvendige samarbejder, så målsætningen kan omsættes til konkrete projekter.
"Hvis målet om 4.000 nye studieboliger skal nås inden 2030, skal vi handle nu. Der findes både kapital, kompetencer og løsninger. Det afgørende bliver, om boligaftalen gennemføres hurtigt, og om vi kan skabe adgang til de nødvendige arealer, som der heldigvis er mange af, og etablere de partnerskaber, der gør det muligt at levere i den nødvendige skala."
Fakta
• Regeringen har som mål, at der etableres mindst 4.000 nye studie- og ungdomsboliger i København frem mod 2030.
• Boligaftalen lægger op til, at perioden for midlertidige studieboliger forlænges til 15 år.
• Regeringsgrundlaget peger blandt andet på modulære studieboliger som et redskab til hurtigt at øge boligudbuddet.
• Regeringen vil samtidig gøre det lettere at omdanne midlertidige boliger til almene boliger og give almene boligorganisationer mulighed for at overtage og omdanne midlertidige boliger med støtte.
• CPH Village har siden 2018 etableret omkring 1.000 studieboliger i København.
• CPH Village arbejder med den fleksible boligmodel, hvor midlertidige studieboliger kan indgå som første fase i udviklingen af varige betalbare boliger, herunder almene boliger.
Nøgleord
Billeder
Links
Følg pressemeddelelser fra CPH Village Holding
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.


