Dansk Sygeplejeråd

Sygeplejersker: Sundhed, forebyggelse og trivsel er vigtige prioriteter i regeringsgrundlag

2.6.2026 17:52:01 CEST | Dansk Sygeplejeråd | Pressemeddelelse

Del

Styrket forebyggelse og mere fleksible arbejdsliv er blandt de initiativer, som Dansk Sygeplejeråd fremhæver i regeringsgrundlaget

Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde for Dansk Sygeplejeråd
Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde for Dansk Sygeplejeråd

Den nye firkløverregering sætter sundhed, forebyggelse og et mere fleksibelt arbejdsliv højt på dagsordenen.

Det er der opbakning til fra Dansk Sygeplejeråd, som samtidig understreger, at ambitionerne kun bliver til virkelighed, hvis regeringen sikrer de rette rammer for de sundhedsprofessionelle, der skal føre planerne ud i livet.

”Regeringen peger på mange af de helt rigtige udfordringer. Når psykiatrien skal styrkes, forebyggelsen løftes, og der skal sundhedstilbud tættere på borgerne, kræver det medarbejdere med de rette kompetencer. Sygeplejersker er en helt central del af løsningen, og sundhedspersonalet er fundamentet under vores sundhedsvæsen,” siger Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde for Dansk Sygeplejeråd.

Sundhed tættere på borgerne

Den nye regering lægger op til at styrke sundhedsvæsenet og bringe flere tilbud tæt på borgerne. Det kræver ifølge Dansk Sygeplejeråd, at de sundhedsfaglige kompetencer tænkes ind fra starten.

"Alle danskere skal have adgang til en reel sundhedsdækning af høj kvalitet, uanset hvor i landet de bor. Derfor er det afgørende, at regeringen tænker alle medarbejderne ind i de løsninger, der nu skal udvikles," siger Dorthe Boe Danbjørg.

Et andet vigtigt spor i regeringsgrundlaget er ambitionen om at styrke ældreområdet og sikre bedre muligheder for at rekruttere og fastholde medarbejdere.

”Det er en vigtig ambition, at regeringen vil styrke ældreområdet og sikre bedre muligheder for at rekruttere og fastholde medarbejdere. Fremtidens ældrepleje kræver både høj kvalitet og de rette kompetencer, hvis vi skal kunne møde de behov, som flere ældre og mere komplekse patientforløb skaber,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Regeringen prioriterer forebyggelse

Forebyggelse er et af de områder, hvor regeringen sætter en vigtig retning, mener Dansk Sygeplejeråd.

”Der er et stort potentiale i at forebygge mere og tidligere. Sygeplejersker spiller allerede en nøglerolle i arbejdet med børn og unges trivsel, kroniske sygdomme, ældre borgere og forebyggelse tæt på hverdagen. De erfaringer skal bringes i spil langt flere steder i landet,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Regeringen vil samtidig indføre en ny familiepakke for familier med børn og unge, der oplever alvorlig mistrivsel og langvarigt skolefravær. Her skal relevante fagpersoner samles omkring familien med en fælles plan og en fast tovholderfunktion.

”Det er et vigtigt initiativ. Når børn og unge mistrives, har familierne brug for sammenhængende hjælp og en tydelig indgang til systemet. Vi ved, at tidlige og tværfaglige indsatser virker, og her kan sundhedsplejersker spille en vigtig rolle med deres tætte kontakt til børn og familier,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Hun understreger, at forebyggelse ikke kun handler om tidlige indsatser, men også om de rammer, der påvirker danskernes sundhed i hverdagen.

Derfor fremhæver hun blandt andet regeringens planer om gratis tandpleje, nulmoms på frugt og grønt samt fastholdelsen af den ellers sløjfede chokoladeafgift som vigtige forebyggende initiativer.

Et arbejdsliv i bedre balance

Samtidig hæfter Dansk Sygeplejeråd sig ved regeringens ambition om et mere fleksibelt arbejdsliv med mindre stress, og bedre muligheder for at blive længere på arbejdsmarkedet.

Samtidig vil regeringen sikre bedre rammer for forældres fravær grundet børns sygdom i perioder, der ikke er overenskomstdækket eller omfattet af ordninger for langvarigt fravær.

”Alt for mange oplever, at det kan være svært at få et arbejdsliv med skiftende vagter til at hænge sammen med resten af livet. Derfor er det positivt, at regeringen vil se på mere fleksible arbejdsliv og bedre muligheder for at blive længere på arbejdsmarkedet,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Regeringen lægger samtidig op til at styrke den danske model og de overenskomstbærende organisationers rolle på arbejdsmarkedet gennem en hurtigt-arbejdende kommission.

”Et stærkt og velorganiseret arbejdsmarked er en vigtig forudsætning for gode løn- og arbejdsvilkår. De Økonomiske Vismænd har også peget på den samfundsøkonomiske værdi af et organiseret arbejdsmarked. Derfor er jeg glad for, at regeringen vil styrke rammerne for den danske model,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Nøgleord

Kontakter

Om Dansk Sygeplejeråd:

Dansk Sygeplejeråd (DSR) er en partipolitisk uafhængig fagforening, der arbejder med løn- og ansættelsesforhold og organisatoriske interesser for mere end 70.000 sygeplejersker.

Dansk Sygeplejeråd har som den eneste faglige organisation forhandlingsretten, når det handler om overenskomster for sygeplejersker, som arbejder inden for det sygeplejefaglige område. Overenskomsterne fastsætter bl.a. rammerne for løn og arbejdsvilkår for sygeplejersker ansat fx i det offentlige.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Sygeplejeråd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Sygeplejeråd

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye