Salling GroupSalling GroupSalling Group

Tusindvis af blodtryk målt under indkøbsturen: Hver ottende havde forhøjede værdier

2.6.2026 08:00:00 CEST | Salling Group | Pressemeddelelse

Del

Mere end 13.500 borgere har i det seneste halvandet år fået målt deres blodtryk i en af Salling Groups butikker. For cirka 13 procents vedkommende har det vist sig at være for højt.

Forhøjet blodtryk kaldes for den stille dræber, fordi tilstanden øger risikoen for en lang række meget farlige sygdomme markant. Det gælder eksempelvis blodpropper og blødninger i hjernen, som rammer hver femte dansker – og som hvert år er skyld i tusindvis af dødsfald og varige handicap.

Derfor har Hjernesagen, Salling Group og Salling Fondene siden 2024 samarbejdet om at tilbyde blodtryksmålinger i udvalgte Nettoer og Bilka-varehuse landet over ved at opstille såkaldte Sundhedskiosker.

En helt ny evalueringsrapport viser, at projektet når ud til de helt rigtige målgrupper i befolkningen og rummer potentialet til at gøre en reel forskel i forebyggelsen, lyder det fra professor og ledende overlæge Søren Paaske Johnsen fra Dansk Center for Sundhedsforskning på Aalborg Universitet:

 - Resultaterne viser, at en enkel og let tilgængelig indsats som blodtryksmåling i borgernes hverdag kan identificere et betydeligt antal personer med ubehandlet eller utilstrækkeligt behandlet forhøjet blodtryk. Det understreger, at opsporing uden for det traditionelle sundhedsvæsen kan have et stort klinisk og folkesundhedsmæssigt potentiale, siger han.

Sundhedskiosken øger dialog

De opsigtsvækkende tal fremkalder selvsagt tilfredshed i både Hjernesagen og hos Salling Fondene. Evalueringsrapporten fra projektet viser således, at cirka 13 procent af alle, der har fået målt blodtryk i en Sundhedskiosk, har forhøjede værdier. De er derfor blevet opfordret til at måle blodtrykket hjemme og kontakte lægen, hvis det fortsat er for højt.

- I Salling Fondene er vi er meget stolte over, at vi kan bidrage til at øge folkesundheden og starte en dialog med danskerne om en sund livsstil. Sundhedskioskerne er et projekt, der gør forebyggelse mere tilgængelig og en indsats, som kan gøre en reel forskel – både for den enkelte og for samfundet,” siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond

Forebyggelse tæt på hverdagen

Hjernesagen arbejder målrettet på at oplyse danskerne om faren ved at gå rundt med ubehandlet forhøjet blodtryk, og blodtryksmålingerne i både Netto og Bilka har vist sig at rumme et helt særligt potentiale. 69 procent af dem, der har taget mod tilbuddet om at få målt deres blodtryk, har en kortere uddannelse – og i denne gruppe er andelen af forhøjede værdier over 16 procent.

- Når vi er synlige og tilbyder blodtryksmålinger under indkøbsturen, så træder vi ind midt i dagligdagen, og det betyder rigtigt meget. Vi ved, at der er befolkningsgrupper, som er mindre tilbøjelige til at benytte tilbuddene i det etablerede sundhedssystem, og som også er vanskelige at nå gennem almindelige oplysningskampagner. Men evalueringen viser, at de samme grupper tager rigtig godt imod tilbuddet om at få målt blodtryk og samtidig tage en sundhedssnak med vores sygeplejersker ude i supermarkederne, konkluderer Hjernesagens direktør Anne Hertz.

FAKTA om projektet:

I alt er der gennemført 13.561 blodtryksmålinger over 1,5 år.

8.118 borgere har indvilliget i at indgå i evalueringsrapporten.

Heraf har 1.045 haft et blodtryk, der kræver opfølgning – svarende til 12,94 procent.

69 procent af deltagerne har en kortere uddannelse – og i denne gruppe er der 16 procent, som har forhøjet blodtryk.

Sundhedskiosken foretog blodtryksmålinger i 22 forskellige butikker – 17 Bilka-varehuse og 5 Nettoer.

Den fulde evalueringsrapport er vedlagt denne pressemeddelelse.

FAKTA om forhøjet blodtryk og stroke:

Det er anslået, at mindst 1 million danskere har forhøjet blodtryk – og at hver tredje ikke er klar over det selv.

Forhøjet blodtryk er den alvorligste risikofaktor for at få et stroke samt en række andre alvorlige sygdomme.

Hver femte dansker rammes af stroke, som er fællesbetegnelsen for blodpropper og blødninger i hjernen.

Sygdommen er den hyppigste årsag til, at voksne danskere rammes af et handicap og en af de mest udbredte dødsårsager.

Yderligere info:

Anne Hertz, direktør, Hjernesagen. Telefon: 20 20 38 05

Ulf Joel Jensen, kommunikationschef, Hjernesagen. Telefon: 25 54 20 13

Søren Paaske Johnsen, Professor, Aalborg Universitet. Telefon: 29 47 02 95

Kontakter

Billeder

Om Salling Group

Med kæder som føtex, Bilka, Netto, Rimi og Salling stormagasiner og BR arbejder vi i Salling Group for at gøre hverdagen bedre gennem gode indkøbsoplevelser, muligheder for job i hele landet og lettere vej til en ansvarlig livsstil. Knap 70.000 dedikerede kolleger i Danmark, Tyskland, Polen, Letland, Estland og Litauen servicerer hver uge millioner af kunder. 

Fordi vi er 100% ejet af Salling Fondene, går en del af vores overskud tilbage til samfundet. Siden 2012 har Salling Fondene doneret mere end 2,5 mia. kroner til uddannelse, kultur, sport, socialt arbejde og andre gode formål.

I 2026 er det 120 år siden, at Ferdinand Salling åbnede den manufakturhandel, som blev startskuddet til Salling Group. Derfor fejrer vi i år 120 år med nysgerrighed, handlekraft og et ønske om at gøre hver dag lidt bedre for kunder, kolleger og samfund.

Følg pressemeddelelser fra Salling Group

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Salling Group

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye